Bevilling: Workshop om biodiversitet på Brønshøj Kulturakse
Tidligere beslutninger
2021: Brønshøj-Husum Lokaludvalg udarbejdede sammen med arkitektkontoret SLA en helhedsplan for Brønshøj Kulturakse på baggrund af input fra lokale københavnere og foreningsrepræsentanter i området. Læs mere her: Helhedsplan for Brønshøj Kulturakse – Brønshøj-Husum lokaludvalg (kk.dk)
28.04.2022: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at udpege følgende til at repræsentere lokaludvalget i aktørgruppen for Brønshøj Kulturakse: Søren Krøigaard, Kirsten Vibeke Møller, Thomas Bryde-Procida, Anne-Vibeke Kirkemann og Mia Miriam Lund Rao.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 10.000 kr. til workshop om biodiversitet og fondssøgning til udvikling af 'Brønshøj Kulturakse'.
Problemstilling
Brønshøj Kulturakse og Biodiversitetspuljen
Biodiversitetspuljen støtter projekter i København, der engagerer københavnerne i at skabe mere og bedre bynatur og i at pleje naturen på en måde, som giver mulighed for at skabe og bevare levesteder samt forbedre fødegrundlaget for insekter, fugle og smådyr.
Aktørgruppen for Brønshøj Kulturakse planlægger at ansøge Biodiversitetspuljen om midler til biodiversitet og begrønning af Brønshøj Kulturakse.
Læs mere om biodiversitetspuljen her, der åbner for ansøgninger til august: Søg puljen til biodiversitet | Biodiversitet (kk.dk)
Workshop om biodiversitet og kvalificering af ansøgning til Biodiversitetspuljen
På seneste møde i aktørgruppen for Brønshøj Kulturakse d. 10. maj 2023, besluttede aktørgruppen at kortlægge mulige indsatser og retningslinjer for, hvordan arbejdet med kulturaksen også bliver en fordel for biodiversiteten. Dette ved at afholde en workshop om biodiversitet i området.
Workshoppen skal afstemme muligheder for og deltagernes ønsker til biodiversitet, sikre sammenhæng til helhedsplanen for Brønshøj Kulturakse og kvalificere aktørgruppens kommende ansøgning til biodiversitetspuljen samt det videre arbejde for realisering af helhedsplanen for Brønshøj Kulturakse. Byrumsforvalteren har tilkendegivet, at han gerne vil deltage i workshoppen.
Alle interesserede fra lokaludvalget, fagudvalg, aktørgruppen og lokale foreningsrepræsentanter er velkomne til at deltage i workshoppen. Workshoppen skal også bidrage til at kvalificere aktørgruppens kommende ansøgning til Biodiversitetspuljen.
Workshoppen planlægges at blive afholdt i uge 24. Se bilag for projektbeskrivelse.
Løsning
Miljøudvalget har drøftet workshoppen og støtter projektet.
Kulturudvalget har ikke afholdt møde i maj og har derfor ikke forholdt sig til projektet.
Forretningsudvalget støtter projektet og ønsker, at spejdergruppen 21Barking inviteres til at deltage i workshoppen.
Økonomi
Midlerne tages fra Pulje B: 'Egne projekter og københavnerinddragelse', hvor lokaludvalget i projektkataloget 2023 har budgetteret med 20.000 kr. til 'Netværksmøder Brønshøj Kulturakse':
Budget:
Facilitator til workshop | 5.000 kr. |
Forplejning og opfølgende møder mhp. at udforme ansøgning til Biodiversitetspulje | 5.000 kr. |
I alt | 10.000 kr. |
Videre proces
Lokaludvalgets sekretariatet understøtter projektet.
Beslutning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 10.000 kr. til workshop om biodiversitet og fondssøgning til udvikling af 'Brønshøj Kulturakse'.