Mødedato: 25.04.2024, kl. 18:30
Mødested: Nørre Gymnasium, Mørkhøjvej 78

Beslutning: Lokale budgetønsker til Københavns Kommunes Budget 2025

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

21. marts: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede, hvilke mulige budgetønsker til Københavns Kommunes budget 2025, som Teknik- og Miljøforvaltningen skulle kvalificere. Læs mere her: Budgetønsker til kvalificering af Teknik- og Miljøforvaltningen | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager Teknik- og Miljøforvaltningens kvalificering af mulige budgetønsker til efterretning.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter, hvilke 2-3 lokale budgetønsker, lokaludvalget vil sende til Teknik- og Miljøudvalget.

3. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager en indledende drøftelse af budgetønsker til Københavns Kommunes budget 2025 fra andre ressortområder end teknik og miljø.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har kvalificeret mulige budgetønsker indenfor teknik og miljø, fremsendt af lokaludvalget. Se bilag og kort opsummering ift. estimeret økonomi nedenfor:

Toiletter og omklædning til Bellahøj Friluftsscene

Et foreløbigt økonomisk estimat for en toiletbygning indeholdende omklædningsfaciliteter er 6,5 mio. kr. i anlægsomkostninger. Der skal som en konsekvens af anlægsprojektet også tilføres afledte driftsudgifter til drift og vedligehold af en større bygning med omklædningsrum, som vil afhænge af antal toiletrum og åbningsdage. Derudover skal der afsættes midler til administration til henholdsvis åbning/lukning af toiletterne samt til tilsyn. 

Realisering af Brønshøj kultur- og naturakse

Ift. etablering af vejtræer langs Brønshøjvej bemærker forvaltningen, at store dele af Brønshøjvej er ”optaget” af ledninger (vand, fjernvarme og spildevand). På den østlige side, på strækket fra Frederikssundsvej til Gaunøvej er ledninger placeret sådan, at der er mulighed for træplantning (dog ikke på strækket fra nr. 21-27). Plantning af træer på strækningen vil dog umiddelbart blive på bekostning af parkering eller cykelsti/cykelbane.

Ift. realisering af Kultur- og naturakse, så bemærker forvaltningen, at forslaget er i tråd med forvaltningens anbefaling om en samlet foranalyse med en trafikal del og en byrumsmæssig del.

Ift. etablering af træer, så kan forvaltningen ikke estimere økonomien, da der er en del usikre forhold i området. De samlede estimerede anlægsomkostninger ved en analyse ifm. realisering af kultur- og naturaksen vil være ca. 1,5 mio. kr.

Intelligent trafikstyring

En foranalyse estimeres at have anlægsudgifter på ca. 0,5 mio. kr.

Et kommende anlægsprojekt forventes at ville have estimerede anlægsomkostninger på ca. 7- 10 mio. kr. afhængig af ambitionsniveau og behov for opsætning af yderligere sensorer til detektering af fx bløde trafikanter og sidevejstrafik. Beløbet vil kunne være højere, hvis foranalysen afdækker et større behov for grave- og anlægsarbejder.

Biodiversitetsmæssige tiltag på Vestvolden 

Forvaltningen anbefaler en foranalyse, der vil indeholde en undersøgelse og gennemgang af Vestvolden med forslag til tiltag, som kan forbedre biodiversiteten på voldene. Foranalysen estimeres at have anlægsomkostninger på ca. 0,3 mio. kr. Der kan også afsættes midler til følgende biodiversitetsfremmende tiltag:

• Udpegning af flere arealer med potentiale til at udvikle et rigere urtelag samt udvikling og drift af disse områder (serviceudgifter på ca. 0,3 mio. kr. årligt).

• Kortlægning af flagermus på Vestvolden (serviceudgifter på ca. 0,2 mio. kr.).

• Understøttelse af yngle- og rastesteder (serviceudgifter på ca. 0,3 mio. kr. årligt)

Screening af Brønshøj Vandtårn og vendeplads for 5C

Forvaltningen bemærker, at budgetønskerne vedr. Screening af Vandtårnet mht. etablering af adgang til hele tårnet og vendeplads for 5C ved Husum Station eller Islevholm ikke hører under Teknik- og Miljøforvaltningen, men er ønsker, der skal rettes til hhv. Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen.

 

Løsning

Lokaludvalget tager Teknik- og Miljøforvaltningens tilbagemelding og kvalificering af mulige budgetønsker til efterretning.

Lokaludvalget beslutter 2-3 ønsker inden for teknik og miljø, der sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Lokaludvalget tager en indledende drøftelse af andre ønsker til Budget 2025.

Fagudvalgenes drøftelser
Børne- Unge- Idræts- og Fritidsudvalget har ikke drøftet budgetønsker på baggrund af Teknik- og Miljøforvaltningens kvalificering af ønsker.

Miljøudvalget har ikke nye budgetønsker til Budget 2025, men støtter op om de forslag, der i øvrigt er kommet. Miljøudvalget vil følge op på de allerede opfyldte budgetønsker om naturværksted / bemandet legeplads og oppumpning af vand til Utterslev Mose.

Kulturudvalget drøftede budgetønsker på mødet i marts og ønsker: 

  1. Omklædningsfaciliteter og vand/ toilet til optrædende/aktører på Bellahøj Friluftsscene.
  2. Screening af Vandtårnet mht. etablering af adgang til hele tårnet og lys på tårnet.
  3. Begrønning af Brønshøj Kultur- og naturakse (Flere træer langs og på Kulturaksen, Gadekæret herunder stendige og bænke, biodiversitet).
Byudviklingsudvalget har drøftet budgetønsker på baggrund af Teknik- og Miljøforvaltningens kvalificering og vil løfte ønsket om intelligent trafikstyring på et senere tidspunkt.
I forhold til Vestvolden ønsker Byudviklingsudvalget at indsende budgetønsket, men med en tilføjelse af, at udvalget også gerne vil have kortlagt biodiversitet i vandet.
I forhold til begrønning af Kulturaksen, så synes Byudviklingsudvalget, at det er vigtigt, at der ikke fjernes cykelstier.
Forretningsudvalget har drøftet budgetønsker på baggrund af Teknik- og Miljøforvaltningens kvalificering og foreslår, at lokaludvalget indsender følgende tre budgetønsker til Teknik- og Miljøudvalget:
 
1. WC'er og omklædningsfaciliteter til Bellahøj Friluftsscene, herunder udtag til vand.
2. Analyse af realisering af Brønshøj kultur- og naturakse.
3. Undersøgelse af øget biodiversitet på Vestvolden inkl. undersøgelse af biodiversitet under vandet.
 
Dertil foreslår Forretningsudvalget, at lokaludvalget fremsender ønske om screening af Brønshøj Vandtårn til Borgerrepræsentationen til kommende budgetforhandlinger.
 
Sekretariatet har udarbejdet udkast med de foreslåede budgetønsker til Teknik- og Miljøudvalget. Se bilag.

Videre proces

På lokaludvalgsmødet i maj drøfter og beslutter lokaludvalget, hvilke budgetønsker lokaludvalget ønsker at sende til hele Borgerrepræsentationen. Fagudvalgene opfordres til at drøfte lokale ønsker til budgetforhandlingerne på kommende møder i maj.

2. maj kl. 10.00: Frist for lokaludvalgenes endelige indmelding af budgetønsker til Budget 2025.

2.-31. maj: Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder katalog med alle lokaludvalgenes budgetønsker.

31. maj: Katalog med beskrivelse af budgetønsker fra lokaludvalgene publiceres for Teknik- og Miljøudvalget og udsendes til lokaludvalgene til orientering

10. juni: Teknik- og Miljøudvalget afholder budgetseminar. Udvalget prioriterer de budgetønsker, som de vil henvise til forhandlingerne om Budget 2025. Udgangspunktet er et flertal i udvalget. Dog kan enkeltpersoner eller politiske partier bestille et budgetnotat.

10.-17. juni: Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder referat fra budgetseminaret

17. juni: Teknik- og Miljøudvalget orienterer lokaludvalgene om udvalgets prioriteringer på budgetseminaret.

17. juni – 30. august: Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder budgetnotater på de af udvalget prioriterede budgetønsker

2.-6. september: Forhandlinger om Budget 2025.

16. september: Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer lokaludvalgssekretærerne om, hvilke budgetønsker fra lokaludvalgene der er kommet med i aftalen om Budget 2025

3. oktober: Borgerrepræsentationen vedtager budgettet.

Beslutning

ad 1) Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog Teknik- og Miljøforvaltningens kvalificering af mulige budgetønsker til efterretning.

ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at indsende følgende budgetønsker til Teknik- og Miljøudvalget:

1. WC'er og omklædningsfaciliteter til Bellahøj Friluftsscene, herunder udtag til vand.
2. Analyse af realisering af Brønshøj kultur- og naturakse.
3. Undersøgelse af øget biodiversitet på Vestvolden inkl. undersøgelse af biodiversitet under vandet.

ad 3) Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog en indledende drøftelse af budgetønsker til Københavns Kommunes budget 2025 fra andre ressortområder end teknik og miljø, herunder screening af Brønshøj Vandtårn.

Til top