Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj. Foreningslokale 204, 2. sal

Placering af lokaludvalgssekretariatet

Se alle bilag
Der er i øjeblikket ledige kontorlokaler på EnergiCenter Voldparken, hvor det kan overvejes at placere sekretariatet

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget blev på sidste møde orienteret om overvejelserne om en flytning.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget træffer beslutning om, hvorvidt der skal arbejdes på at flytte sekretariatet til EnergiCenter Voldparken.

Problemstilling

Formanden indstiller på baggrund af den første drøftelse i lokaludvalget på sidste møde samt sekretariatets videre undersøgelser, at Lokaludvalget træffer beslutning om, hvorvidt der skal arbejdes på at flytte sekretariatet til EnergiCenter Voldparken.

Orientering til Lokaludvalget på mødet 18. september
Efter Områdefornyelse Husum fraflytter EnergiCenter Voldparken til februar bliver der nogle kontorlokaler ledige, som Københavns Ejendomme vil sende i udbud i de kommunale forvaltninger.

Der igangsættes undersøgelser med Københavns Ejendomme, om hvorvidt lokalerne kunne være rammen om lokaludvalgssekretariatet (pladsforhold, vilkår og pris).

Forretningsudvalget vil derfor tage en pejling i Lokaludvalget af mulighederne for at placere sekretariatet på EnergiCenter Voldparken (ECV), eventuelt for en 4-5 årig periode.

Forhold som taler for at være til stede på ECV:
  • Signal om at Lokaludvalget støtter op omkring nye frivilligbårne initiativer i bydelen som EnergiCenter Voldparken
  • Det vil være en god platform at fortsætte arbejdet for realiseringen af et urbant naturcenter som et af Lokaludvalgets kerneprojekter
  • Synlighed for Lokaludvalget og mulighed for kontakt med de mange foreninger som bruger ECV
  • Nemmere adgang for borgerne til sekretariatslokalerne?
Dette skal selvfølgelig vejes op imod fordelene ved at være placeret i det kommunale kulturhus Pilegården;
  • Et godt og mangeårigt samarbejde med kulturhuset om konkrete arrangementer og om bydelens kulturinstitutioner
  • Et velfungerende sekretariat i relativt nye lokaler på 2. sal med eget køkken
Hvad siger sekretariatets ansatte?
De fem medarbejdere i sekretariatet synes det vil være interessant at være en del af frivilligmiljøet på ECV. Det vil give faglige og kollegiale relationer til Frivilligcenteret og de faste foreninger på stedet. Lokaludvalgssekretæren forudsætter at huslejen ikke er væsentlig højrer end den nuværende; at der kan laves aftaler omkring mødeforplejning; og selvfølgelig at de fysiske arbejdsforhold for medarbejderne er i orden (indeklima, plads, rengøring og indretning).

Undersøgelse siden sidst
Sekretariatet har lavet en undersøgelse af vilkår og faciliteter samt indhentet en udtalelse fra Pilegården. Dette fremgår af notat i bilag.

Løsning

Lokaludvalget træffer beslutning om, hvorvidt der skal arbejdes på at flytte sekretariatet til EnergiCenter Voldparken.

Beslutning

Det blev besluttet at arbejde for at flytte sekretariatet til ECV.

Beslutningen blev truffet ved afstemning, idet 9 stemte for en flytning (Janni Nielsen, Ditte Aasborg, Jesper Ravn Nielsen, Anders Pedersen, Hannebeth Boel Christensen, Freddy Ingvorsen, Palle Lolk, Hans S. Christensen og Jakob Dabrowski). Tre stemte imod (Anne Lise K. Crety, Vera Rasmussen og Ernst E. Sørensen). Mens fire undlod at stemme (Kirsten Møller, Erik Fisker, Laust Andersen og Lis Søkvist).
Til top