Mødedato: 23.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Naturcenter Streyf, Rådvadsvej 69, 2400 Kbh. NV

Statusorientering om Lokaludvalgets egne projekter

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Formænd og medlemmer af fagudvalg og arbejdsgrupper kan på mødet orientere om projekter og sager.

Seniorbofællesskab på Ruten: Den 19. juni sendte formanden et brev til teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager for at spørge til status på etablering af almene seniorbofællesskaber på Ruten. I brevet spurgte formanden til opfølgningen på den protokolbemærkning, som blev afgivet i BR den 30. november 2017 af fem partier i forbindelse med første godkendelse af lokalplanen, hvori forvaltningen blev bedt om i det videre arbejde at planlægge for og med et alment seniorbofællesskab i Tingbjerg. Lokaludvalget har den 28. juni modtaget et svar fra forvaltningens vicedirektør Karsten Biering Nielsen. Ifølge brevet har kommunen ikke tænkt sig at gøre videre. Biering Nielsen skriver, at eftersom der i forvejen er andel af almene boliger på tæt ved 100 procent i lokalplansområdet, er det Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering, at der ikke skal stilles krav om etablering af nye almene boliger i området (25%-reglen). Vicedirektøren bemærker, at selv hvis der i lokalplanen var stillet krav om almene boliger, ville kommunen ikke kunne regulere, at disse blev etableret som et seniorbofællesskab, da det er op til bygherren. I svarbrevet bemærkes desuden, at lokalplanens endelige vedtagelse er udskudt på ubestemt tid. Brevet er vedlagt i bilag.

Bydelsplansindsats Husumparken - nyt klubhus til Husum Boldklub: Ida Jørgensen, Freddy Ingvorsen, Ernst Emil Sørensen og Hans S. Christensen holdt den 7, august møde med Jan Sivertsen fra boldklubbens klubhusudvalg. På mødet fortalte Jan om status for det nye klubhus, som Københavns Kommune har bevilget støtte til. Håbet er, at Lokale og Anlægsfonden vil bidrage med de økonomiske midler der mangler, og at huset kan stå færdigt i sommeren 2019. Huset kommer bl.a. til at rumme caféfaciliteter i dag- og aftentimer, der er åbne for alle. Boldklubben ønsker at give foreninger o.a. mulighed for at leje sig ind i lokalerne til møder og aktiviteter og vil gerne i kontakt med interesserede foreninger, fx ældreklubber, patientforeninger og grundejerforeninger. Planer og tegninger af klubhuset kan ses på Husum Boldklubs hjemmeside eller i print på lokaludvalgssekretariatet. Lokaludvalgets formand har på foranledning af boldklubben skrevet et brev til Lokale og Anlægsfonden, som udtrykker Lokaludvalgets støtte til planerne om et nyt, åbent og samlende klubhus til boldklubben.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning

Til top