Mødedato: 19.11.2020, kl. 18:30
Mødested: Se mail

Høring om 'tilpasning af lokaludvalg'

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

Foreløbig proces for 'tilpasning af lokaludvalg':

  • 20. august 2020: På lokaludvalgsmødet havde Brønshøj-Husum Lokaludvalg dialog om 'tilpasning af lokaludvalg' med Flemming Dubgaard Hansen, sekretariatschef, og Anja Englev Olsen, chefkonsulent, Borgerrepræsentationens Sekretariat. Herefter drøftede lokaludvalget følgende emner, som Borgerrepræsentationens sekretariat tog til efterretning:
  1. Decentrale sekretariater: Lokaludvalget ønsker at bevare decentrale sekretariater med lokal indsigt til understøttelse af deres arbejde. Det er kun via et bemandet, dagligt tilstedeværende sekretariat, at lokaludvalget står stærkt. Borgerrepræsentationens sekretariat er dog opmærksom på, at servicering af de enkelte lokaludvalg på højt professionelt niveau, kræver en styrkelse af ressourcerne på tværs.
  2. Inaktive medlemmer: Der er bred interesse i, at der findes en løsning i forhold til medlemmer, der ikke melder afbud til møder mv., så nye aktive kan få en plads.
  3. Bydelsplaner: Bydelsplaner skal i højere grad bruges som strategisk, fleksibelt redskab for lokaludvalg, der udarbejdes i starten af en ny valgperiode - og tilpasses løbende. Det vil være mere motiverende for nye lokaludvalgsmedlemmer at være med til at udarbejde en ny bydelsplan, da de så får ejerskab. Omvendt kan det være en stor og overvældende opgave for nye lokaludvalgsmedlemmer, der skal have tid til at sætte sig ind i prognoser, statistik og samarbejde med forvaltningerne. Lokaludvalget opfordrer til, at forvaltningerne og Borgerrepræsentationens medlemmer sætter sig ind i lokaludvalgenes bydelsplaner, så de ved, hvilke udfordringer og muligheder, der er i bydelene.
  4. Større kompetence og større økonomi: Lokaludvalget oplever bureaukrati og ønsker en højere grad af tillid. Lokaludvalget ønsker et større økonomisk råderum til at støtte det lokale foreningsliv og udvikle projekter med sammen med foreninger. Endvidere ønsker lokaludvalget flere kompetencer, så lokaludvalget selv kan søge fonde.
  5. Høringer og styrkelse af samarbejde med forvaltninger: Lokaludvalget bruger tid på høringssvar til nogle forvaltninger, mens de sjældent hører fra andre forvaltninger. Der arbejdes på at styrke samarbejdet mellem alle forvaltninger og lokaludvalg samt at forpligte forvaltninger til at sende høringer til lokaludvalg så tidligt, at lokaludvalgene har mulighed for at iværksætte borgerinddragelse.
  6. Valg til lokaludvalg: Lokaludvalget ønsker understøttelse af næste valg til lokaludvalgene, f.eks. ved at Borgerrepræsentationens medlemmer informerer og fortæller borgerne om, hvorfor det er vigtigt at være med i et lokaludvalg.

 

 

 

 

 

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum lokaludvalg drøfter og godkender udkast til lokaludvalgets høringssvar om 'tilpasning af lokaludvalg'.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har udarbejdet forslag til tilpasning af lokaludvalg, som behandles af gruppeformandskredsen primo 2021. Forinden sendes det samlede materiale i høring i lokaludvalg til og med d. 30. november 2020. Forslaget skal herefter behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

Formålet med arbejdet med tilpasning af lokaludvalg er at tilvejebringe de bedst mulige og tidssvarende vilkår for lokaludvalgenes arbejde med københavnerinddragelse og repræsentativitet inden for den eksisterende økonomiske ramme for lokaludvalg. Materialet lægger op til tilpasning af fem fokusområder vedrørende lokaludvalgenes arbejde: Formål, opgaver, repræsentativitet og valg, geografisk inddeling og administrativ organisering.

Sekretariatet har udsendt høringsmaterialet til lokaludvalget fredag d. 30. oktober samt udarbejdet nedenstående opsummering/uddrag af høringsmaterialet:

 

Opsummering/uddrag af høringsmaterialet ud fra de fem foreslåede fokusområder fra høringsmaterialet:

 

1. Lokaludvalgenes formål (s. 5-7 i bilag 3).

Der lægges i materialet op til, at lokaludvalgenes arbejde starter med dialog og inddragelse af både københavnere og forvaltninger om udarbejdelse af en fakta- og københavnerdrevet lokal arbejdsplan i form af en bydelsplan om bydelens visioner, temaer og projekter. Dertil lægges op til, at lokaludvalgene - udover dialogskabende aktiviteter - ikke på anden måde må indgå i/facilitere/understøtte/igangsætte eller bruge puljemidler på aktiviteter, der er i modstrid med beslutninger eller planer truffet i udvalgene og Borgerrepræsentationen.

2. Lokaludvalgenes opgaver (s. 8-20 i bilag 3), herunder bydelsplan (bilag 5), høringer, puljemidlernes anvendelsesområde (bilag 6), projektrådgivning samt miljøopgaven (bilag 8).

Bydelsplanen skal fortsat være lokaludvalgets egen og efterlever centrale politiske rammer og temaer, i det omfang de har sammenhæng med lokale behov og interesser. Planerne skal ikke længere godkendes i hverken forvaltningerne og Borgerrepræsentationen, som ikke er forpligtigede til at realisere bydelsplanernes mål og visioner. Planens styrke, relevans og legitimitet skal opnås ved en tidlig og tæt kvalificerende dialog om fakta, viden og prognoser for bydelen med alle relevante fagforvaltninger og med lokale københavnere om behov og interesser. Endvidere at bydelsplanen herefter udgør rammen for lokaludvalgenes arbejde, og skal bruges som et levende dokument, der løbende kan opdateres i takt med at nye, aktuelle projekter opstår og andre realiseres (se bilag 5 for koncept og tidsplan for bydelsplan).

Høringer og forvaltningssamarbejde: Hvis der skal ske en mere reel københavnerinddragelse og tilrettelæggelse heraf, er det i materialet Økonomiforvaltningens vurdering, at der er brug for 8 ugers svarfrist og 12 uger, hvis der skal foretages en meget mangfoldig københavnerdialog med københavnerne. Høringsfristen afhænger dog af, og kan kortes ned til min. 6 uger, hvis der har været en tidlig inddragelse af lokaludvalg og dermed mulighed for i god tid at forberede københavnerinddragelsen. Det er endvidere Økonomiforvaltningens forslag, at lokaludvalgene fremadrettet selv prioriterer i, hvilke høringer de svarer på. Herudover foreslås udvikling af en skabelon for lokaludvalgenes høringssvar.

Puljemidlernes anvendelsesområde: For at give lokaludvalgene videst mulige rammer for tildeling af støtte til en bredere palet af ønsker fra bydelen og dermed også muligheden for at engagere en større mangfoldighed af lokale københavnere, forslår Økonomiforvaltningen at puljemidler skal kunne bevilges til alt fra aktiviteter, installationer, inventar, udstyr og materiel til gavn for bydelen. Lokalvalgene skal blot sikre sig, at støtten gives inden for kommunalfuldmagtens og øvrige relevante regelgrundlags rammer for tildeling og anvendelse af kommunale midler. Det er ikke Økonomiforvaltningens anbefaling, at den udvidede anvendelse af puljemidler kan benyttes ifm. lokaludvalgets anvendelse af puljemidler til egne projekter. Det skyldes, at det vil skabe et øget behov for administrativ og politisk sagsbehandling samt en række tvivlsspørgsmål omkring drift, vedligehold og ejerskab. Lokaludvalgene kan eksperimentere med at invitere københavnerne med til at prioritere brugen af puljemidler under forskellige indsatsområder, og derved skabe lokalt engagement om bydelens udvikling (se bilag 6).

Projektrådgivning: Lokaludvalgssekretariaterne har det tværgående blik lokalt og kommunalt, og vil derfor være et oplagt sted for lokale københavnerhenvendelser for en form for vejledning om initiativer eller projekter målrettet bydelen. Sekretariaterne har en bred viden om, hvad der kan gives tilladelser til, hvilke mulige eller eksisterende lokale netværk/aktører der evt. kan involveres, hvilke udfordringer og potentialer bydelen har, og hvad der arbejdes med på tværs af bydelen. Et stående tilbud om råd og vejledning kunne foruden en fremstrakt hånd og understøttelse af de lokalt engagerede københavnere i bydelen, være med til at udbrede kendskabet til lokaludvalgene for en anden og bredere gruppe af københavnere. Det er vigtigt, at ejerskabet til initiativet/projektet ligger hos københavneren, og at det efter sekretariatets rådgivning er op til københavneren selv at gå videre med det. 

Miljøopgaven: Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at miljøopgaven generelt er oplagt til københavnerinddragelse. Det skyldes, at indsatser omkring miljø ofte er synligt for københavnerne, ofte har en positiv dagsorden og kan gå på tværs af interesser, alder og kobles sammen med andre relevante fagområder. I tråd med arbejdet med tilpasning af lokaludvalg, og det øgede fokus på københavnerinddragelse, er det derfor Økonomiforvaltningens anbefaling, at lokaludvalgene også på miljøområdet har fokus på at involvere københavnerne yderligere – f.eks. i vejledende prioriteringer af midler og projekter til realisering af lokaludvalgenes arbejde med miljøopgaven (se bilag 8).

3. Repræsentativitet og valg (s. 20-31 i bilag 3 samt bilag 9). Der lægges i materialet op til en tidlig kommunikationsindsats om valg til lokaludvalg, forenkling af dokumentationskrav fra opstillede foreninger, forenkling af dokumentationskrav for stemmeberettigede, afskaffelse af valggrupper, digital stemmeafgivelse fra foreninger samt en fælles suppleantliste for foreningsrepræsentanter. Hvis en forening vælger at udskifte et medlem eller en suppleant, vælger foreningen selv et nyt medlem. Men hvis foreningen vælger at udtræde af lokaludvalget, sørger sekretariatet for at indsupplere et nyt medlem fra suppleantlisten i den rækkefølge suppleanterne er placeret på listen. Rokeringer skal ikke længere godkendes af Borgerrepræsentationen. Lokaludvalgsmedlemmerne arbejder frivilligt for Københavns Kommunes lokaldemokrati, og gør en stor indsats for bydelene i forhold til at engagere lokale københavnere i byens udvikling. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på forskellige initiativer, der kan understøtte dette arbejde.

4. Geografisk inddeling (s 31-32 i bilag 3). Her foreslås, at lokaludvalgenes nuværende geografiske inddeling bibeholdes.

5. Administrativ organisering (s. 32-35 i bilag 3). Her foreslås,

- at lokaludvalgssekretariaterne fortsat er lokalt placerede og forankrede i bydelene.

- at lokaludvalgene og lokaludvalgssekretariaterne tilvejebringes en tydelig ramme for kompetence- og ansvarsfordelingen mellem lokaludvalg, lokaludvalgsformænd og lokaludvalgssekretariater.

- at lokaludvalgssekretariaternes tværgående videndeling, samarbejde samt faglige og sociale fællesskab styrkes via udbredelse af succesfulde metoder og arbejdsgange i de enkelte netværksgrupper og sekretariater samt ved etablering af relevante tovholder, mentor- og makkerordninger.

- at Økonomiforvaltningen, i samarbejde med lokaludvalgssekretariaterne, foretager et eftersyn af forvaltningens nuværende rådgivning, samarbejde og videndeling med sekretariaterne omkring f.eks. økonomi, jura og beslutningsprocesser i Borgerrepræsentationen og udvalgene med henblik på at tilvejebringe effektive og behovsdrevne arbejdsgange. 

 

Løsning

Forretningsudvalget har drøftet forslaget om 'tilpasning af lokaludvalg' og udarbejdet et udkast til høringssvar på baggrund af lokaludvalgets tidligere drøftelser på møde d. 25. juni og 20. august 2020. Se bilag 2.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sekretariatet fremsender lokaludvalgets høringssvar.

De konkrete forslag til justeringer i Regulativ for lokaludvalg skal godkendes i Social- og Indenrigsministeriet og herefter 2. behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Forslaget forventes endeligt godkendt midt 2021 med henblik på iværksættelse af en tilpasset model for lokaludvalgenes arbejde fra konstituering af nye lokaludvalg foråret 2022.

Beslutning

 

Indstillingen blev drøftet.

Lokaludvalget havde rettelser til høringssvaret, så formuleringen i pkt. 3 nu er: "Det er korrekt, at vi formidler bredden af og repræsenterer bydelens borgeres interesser, også når de går imod beslutninger truffet af Borgerrepræsentationen eller udvalgene - og kun i de situationer". 

Lokaludvalget drøftede endvidere, at opsamlingen af data fra lokaludvalgssekretariaterne udgør et godt grundlag for evaluering af lokaludvalgets arbejde.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret.

Sekretariatet tilretter og fremsender høringssvaret.

Til top