Høringssvar vedr. intern høring om Husumforbindelsen
Indstilling
Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,
1. at udvalget vedtager udkastet til høringssvar fra Byudviklingsudvalget
Problemstilling
Københavns Kommune er i gang med at planlægge Husumforbindelsen, en cykel- og gangsti som skal forbinde Ruten i Tingbjerg med Husum Skole og Husumparken. Husumforbindelsen vil gøre det mere trygt og sikkert at cykle og gå i Husum – blandt andet for børn og unge, der skal til og fra skole og fritidsaktiviteter i bydelen.
Idéen til Husumforbindelsen opstod under Områdefornyelse Husum, og lokaludvalget har været involveret i projektet fra starten.
Teknik- og Miljøforvaltningen forestod sammen med Brønshøj-Husum Lokaludvalg i foråret 2018 en åben borgerdialog, hvor relevante aktører i området er blevet inddraget.
Planen for Husumforbindelsen kom i offentlig høring i oktober 2018, men da der efterfølgende er foretaget ændringer i planen er det nu i fornyet høring. Bl.a. er cykelstierne langs Korsager Allé taget ud af projektet, da det er blevet vurderet af de eksterne rådgivere, at det trafiksikkerhedsmæssigt er bedre med trafikdæmpende foranstaltninger langs Korsager Allé end egentlig cykelstier. Dette var også den oprindelige intention i budgetnotatet, som politikerne godkendte for år tilbage.
Byudviklingsudvalget har mødtes med forvaltningen samt gennemgået al høringsmaterialet og på baggrund heraf udarbejdet udkastet til høringssvar.
Materialet kan fremsendes.
Løsning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtager udkastet til høringssvar.
Videre proces
Sekretariat indsender høringssvaret til Teknik-og Miljøforvaltningen
Beslutning
Høringssvaret blev godkendt.
Ernst Sørensen ønskede sin protokolbemærkning fra behandlingen 25. oktober 2018 videreført: "Ernst Sørensen støtter ikke anlæggelsen af en ny bro over Vestvolden. Vestvolden er fredet. Dette sted er et af de rigeste naturområder, vi har i Brønshøj-Husum".