Forespørgsel til kultur- og fritidsborgmesteren om aktivisme i kommunale kulturhuse
Forespørgsel
Kultur- og fritidsborgmesteren bedes redegøre for,
- indenfor hvilke rammer ideologiske og/eller politiske aktiviteter, kan foregå i Københavns Kommunes kulturhuse?
- i hvilken udstrækning politisk og/eller ideologisk undervisning af mindreårige børn foregår i Københavns Kommunes kulturhuse?
- om det er legitimt at anvende Københavns Kommunes kulturhuse til at undervise mindreårige børn i pro-palæstinensiske principper, som stiller spørgsmål til staten Israels ret til at eksistere?
- hvordan Kultur- og Fritidsforvaltningen sikrer, at aktiviteterne i Københavns Kommunes kulturhuse sker indenfor for de almindelige demokratiske og retsstatslige principper?
- hvordan Kultur- og Fritidsforvaltningen har en strategi for at modarbejde den stigende antisemitisme som følge af konflikten mellem Israel og Hamas.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti)
Motivering
Den 16. maj 2024 bragte Berlingske en artikel omhandlende den såkaldte Børneblokken, som er en aktivistisk organisation med base i Købehavns Kommunes kulturhus Union. Børneblokken har gennemført forløbet »Nakbar i Børnehøjde« benævnes som »Nakba Week Of Rage« i Børneblokkens kommunikation på f.eks. det sociale medie Instagram.
Her bliver børn fra 7 årsalderen undervist i konflikten mellem Israel og den palæstinensiske befolkning.
Undervisningen er foregået som forberedelse til en børnedemonstration fredag den 17. maj 2024, som gik fra Sankt Hans Torv til Den Dybeste Sorgs Plads — i daglig tale og formelt kaldet Blågårds Plads.
I Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti er vi i tvivl om, hvorvidt de almindelige demokratiske principper i denne forbindelse er sat ud af spil. Hertil er vi bekymrede for, om totalitære og islamiske principper skabt af f.eks. terrororganisationen Hamas formidles til kommunens mindreårige børn.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. maj 2024
Forespørgslen blev besvaret.