Mødedato: 27.09.2007, kl. 17:30

Lokalt miljøarbejde efter 2007

Se alle bilag

Lokalt miljøarbejde efter 2007

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 27. september 2007

 

 

BR 423/07

Lokalt miljøarbejde efter 2007

Lokalt miljøarbejde efter 2007

 

 

Indstilling fra Økonomiudva lget om,

 

1.                  at det tages til efterretning, at finansieringen og den nærmere tilrettelæggelse af det videre miljøarbejde efter 2007 med udgangspunkt i det reviderede budgetønske, der er formuleret i denne indstilling, har indgået i forhandlingerne om budget 2008.

 

(Teknik- og Miljøudvalget)

 

 

 

 

Der skal træffes beslutning om den økonomiske ramme for bevillingen til det lokale miljøarbejde i København efter 2007.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Indstilling fra Økonomiudvalget om,

 

1.                  at det tages til efterretning, at finansieringen og den nærmere tilrettelæggelse af det videre miljøarbejde efter 2007 med udgangspunkt i det reviderede budgetønske, der er formuleret i denne indstilling, har indgået i forhandlingerne om budget 2008.

 

(Teknik- og Miljøudvalget)

 

PROBLEMSTILLING

Siden 2002 har Københavns Kommune støttet det lokale miljøarbejde gennem Agenda 21-centre og satellitter i otte ud af de femten gamle bydele og en Agenda 21-pulje til bydele uden center. Kommunen har støttet det lokale miljøarbejde med i alt 9,4 mio. kr. pr. år i perioden 2005-2007. Støtten er en midlertidig bevilling, som udløber efter 2007. Forud for næste budgetår skal der tages stilling til kommunens fremtidige støtte til lokalt miljøarbejde.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen har behandlet de indkomne høringssvar til forvaltningens forslag, som blev fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget 6. juni 2007 (TMU 327/2007). Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer på denne baggrund, at der er argumenter for at ændre høringsforslaget, således at bevillingen til det lokale miljøarbejde øges og fastsættes til 12 mio. kr. pr. år.

 

LØSNING

Teknik- og Miljøudvalget drøftede på budgetseminaret den 28. marts 2007 og udvalgsmødet den 11. april 2007, hvordan det lokale miljøarbejde kan støttes fremover. På baggrund af de politiske drøftelser udarbejdede Teknik- og Miljøforvaltningen et forslag til, hvordan det lokale miljøarbejde kunne fortsætte efter 2007. Rammen for forslaget var på 10 mio. kr. og forslaget lød på oprettelsen af syv Agenda 21-centre med dækningsområder, der dækker alle byens ti bydele. Teknik- og Miljøudvalget besluttede, at Teknik- og Miljøforvaltningens forslag skulle i høring. Udover forslaget om syv centre og nye dækningsområder blev høringsparterne bedt om at pege på, hvordan de ønsker Agenda 21-centrene og lokaludvalg kan samarbejde om lokalt miljøarbejde. Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget tyve høringssvar fra de eksisterende Agenda 21-centres bestyrelser, lokaludvalgene og andre relevante lokale aktører jf. bilag 2.

På baggrund af argumenterne i de indkomne høringssvar har Teknik- og Miljøforvaltningen valgt at udarbejde et nyt forslag om oprettelse af i alt otte centre med inddelingen af nye dækningsområder for byens ti bydele. Det anbefales, at udvalget godkender indstillingens reviderede forslag til, hvordan det lokale miljøarbejde skal fortsætte efter 2007.

Otte Agenda 21-centre og nye dækningsområder

Samarbejdet mellem Agenda 21-centrene og de nye lokaludvalg forudsætter, at Agenda 21-centrene dækker de ti nye bydele i overensstemmelse med den nye bydelsstruktur. Ni ud af de tyve høringsparter påpeger, at syv centre ikke er tilstrækkeligt til at dække byens ti bydele. Kan der ikke oprettes center i hver bydel, ønskes der som minimum, at der oprettes et ekstra center i Indre By (i alt otte centre). Dette medfører i alt tre nye centre (Østerbro, Vanløse og Indre By) i forhold til i dag.

 

Argumentet for at give Vesterbro og Indre By hver deres center er, at det er uhensigtsmæssigt at Vesterbro med et "stor-center" skal dække to bydele med i alt fire lokaludvalg og stærke bydelsidentiteter i de fire gamle bydele. Et ekstra center i Indre By vil medføre, at der i begge bydele kan arbejdes lokalt med en lokal placering af centrene som en integreret del af den lokale kultur. Ligeledes sikres indbyggerne en ukompliceret adgang til centrets ydelser, som det oprindeligt var idéen med det lokale miljøarbejde. Herudover vil et ekstra center mindske de administrative byrder mht. at sikre gensidig repræsentation med fire lokaludvalg samt til at formulere og implementere en fælles politik på baggrund af fire lokaludvalg med hver sine særegne traditioner.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler på denne baggrund, at de fem eksisterende centre fortsætter med nye dækningsområder, og at der i alt oprettes tre nye centre, dvs. et ekstra center i forhold til høringsforslaget. Kort og beskrivelse af de nye dækningsområder fremgår af bilag 3.

Samarbejdsmodel mellem lokaludvalgene og Agenda 21-centrene

Nitten ud af de tyve høringsparter ønsker den model (model 1 i den indstilling, som var forelagt udvalget på udvalgsmødet den 6. juni., se bilag 4), hvor støttemidlerne tildeles Agenda 21-centrene med formelle krav til samarbejdet med lokaludvalgene og mulighed for at skærpe kravene til lokalt miljøarbejde om en fælles prioriteret indsats.

 

På baggrund af høringsparternes anbefalinger af model 1 foreslås det, at Teknik- og Miljøudvalget beslutter, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal udarbejde nye støttevilkår ud fra model 1.

 

ØKONOMI

Teknik- og Miljøforvaltningens erfaringer viser, at hvert center har brug for en bevilling på sammenlagt 1.35 mio. kr. pr. år til dækning af centrets faste og løbende udgifter (se bilag 5 for en uddybning heraf).

 

En konsekvens af gennemførelsen af forslaget om otte centre er, at der er behov for en ekstra bevilling på 2 mio. kr. pr. år ud over det oprindelige budgetønske på 10 mio. kr. pr. år, således at der afsættes 12 mio. kr. pr. år. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at bevillingen fastsættes som en løbende driftsbevilling fordelt på 1.35 mio. kr. pr. center og med et tillægsbeløb til bydele, der skal servicere flest indbyggere. Tillægsbeløbet sikrer, at forskellene udjævnes mellem beløbet, der tildeles indbyggerne i de enkelte dækningsområder. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at bevillingen fordeles efter den økonomiske model 2.3 i bilag 6.

 

I bilag 6 vises der forskellige økonomiske modeller/udregninger.

 

VIDERE PROCES

På baggrund af beslutningerne i denne indstilling er der behov for at revidere og udarbejde nye støttevilkår.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil bede de relevante lokale aktører i dækningsområde om at udarbejde et koncept for en samarbejdsaftale mellem de enkelte centre og deres lokaludvalg. For de bydele, hvor der oprettes et nyt Agenda 21-center, vil Teknik- og Miljøforvaltningen ligeledes bede de lokale aktører udarbejde forslag til, hvordan centrene skal organiseres. For de eksisterende centre vil Teknik- og Miljøforvaltningen høre om de nye dækningsområder giver anledning til ændring af deres organisering. Teknik- og Miljøudvalget skal godkende koncept og forslag til organisering som forudsætning for udbetaling af støtte.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil ligeledes overveje nye støttevilkår, der kan sikre en synergieffekt og en bedre koordinering mellem Agenda 21-centrenes arbejde og kommunens overordnede miljømålsætninger og prioriterede indsatser. Et eksempel kunne være at stille krav om, at "klimaforbedringer" skal være et prioriteret indsatsområde i år 2009.

Indstillingen med nye støttevilkår, forslag til samarbejdsaftale og organisering af centrene vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget.

 

BILAG

-          Oversigt over politisk behandling

 

1.                  Miljøvurdering

2.                  Høringssvar. Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget tyve høringssvar på forvaltningens høringsforslag.

3.                  Forslag til og beskrivelse af de nye dækningsområder for de otte Agenda 21-centre

4.                  Høringsforslagets to modeller til samarbejde mellem Agenda 21-center og Lokaludvalg, høringsparternes kommentarer til de to modeller og forslag til overgangsfase

5.                  Baggrund for fastsættelse af et minimumsbeløb på 1.350.000 kr. pr. center pr. år

6.                  Økonomiske modeller for det lokale miljøarbejde efter 2007 med udgangspunkt i oprettelse af otte Agenda 21-centre

 

 

Hjalte Aaberg                      Mikkel Aarø-Hansen

 

 

 

Til top