Mødedato: 21.01.2021, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Nye kontraktvilkår om brug af ID-kort og revideret arbejdsklausul

Se alle bilag

Der er behov for nye kontraktvilkår til arbejdsklausulen som følge af Borgerrepræsentationens beslutning om udrulning af ID-kort, som led i indsatsen mod social dumping. Med henblik på at udrulle ID-kortløsningen, er det nødvendigt, at der i fremtidige udbud indgår målrettede kontraktbestemmelser om brug af ID-kortet og kontrolsystemet.

I samme ombæring foreslås tilpasning af arbejdsklausulen målrettet ID-kortet, samt visse sproglige ændringer og nye bodsmuligheder for grove materielle overtrædelser og manglende arbejdsskadeforsikring. Formålet er at sikre, at klausulen er let anvendelig for både kommunens forvaltninger og leverandørerne, samt at sanktionerne er målrettet de overtrædelser der finder sted.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at nye kontraktkrav om registrering af medarbejdere i kommunens kontrolsystem og brug af ID-kort på arbejdspladsen, jf. bilag 1, godkendes,
  2. at nye kontraktkrav om registrering af medarbejdere på arbejdspladsen i kommunens kontrolsystem, jf. bilag 2, godkendes,
  3. at den reviderede arbejdsklausul til brug på alle kontrakter inden for tjenesteydelser og bygge-og anlægsområdet, samt på kontrakter om udbetaling af støtte eller tilskud, jf. bilag 3, godkendes.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Københavns Kommunes indsats mod social dumping har i 2019-2020 gennemført et pilotprojekt om brug af ID-kort på kommunens arbejdspladser. På baggrund af erfaringerne herfra godkendte Borgerrepræsentationen med Budget 2021 en 4-årig bevilling til udrulningen af ID-kort på op til 20 af kommunens arbejdspladser årligt.

Med henblik på at udrulle ID-kortløsningen, er det nødvendigt, at der i fremtidige udbud indgår målrettede kontraktbestemmelser om brug af ID-kortet og kontrolsystemet. Yderligere vurderes det hensigtsmæssigt at opdatere den nuværende arbejdsklausul, så bl.a. krav om registrering af medarbejdere og fremvisning af billedlegitimation ikke fremgår forskelligt i de forskellige klausuler.

I forbindelse med revisionen af den nuværende arbejdsklausul, er der yderligere foretaget mindre sproglige ændringer, fjernet forældede formuleringer og krav, foretaget opdateringer samt tilføjet nye sanktionsmuligheder på baggrund af erfaringerne hos indsatsen mod social dumping gennem de seneste tre års kontroller.

Løsning

Nye kontraktbestemmelser om ID-kort

Indsatsen mod social dumping har udarbejdet to typer kontraktbestemmelser, som skal understøtte kampen mod social dumping, gennem brug af ID-kort og registrering af medarbejdere og underleverandører på fremtidige projekter.

Registrering af medarbejdere og underleverandører, samt brug af ID-kort på arbejdspladser (større projekter)

I kontraktbestemmelserne om registrering i kommunens kontrolsystem og brug af ID-kort på arbejdspladserne indgår krav om registrering af al mandskab og alle underleverandører i kommunens kontrolsystem. Bestemmelserne henvender sig til større projekter med mange medarbejdere og underleverandører. Formålet er, at sikre overblik over hvilke medarbejdere der er tilknyttet projektet og særligt at kortlægge underleverandørkæderne, som ofte udgør en stor risikofaktor i kampen mod social dumping. Yderligere er der krav om brug af ID-kort på arbejdspladsen og ud- og indtjekning af alle medarbejdere, når de kommer og går.

Det er forventningen, at denne kontraktbestemmelse med den nuværende bevilling kan anvendes på op til 20 bygge- og anlægssager ad gangen – afhængigt af størrelse på projekterne. Det svarer nogenlunde til Byggeri Københavns nuværende portefølje af større byggesager over 50 mio. kr. Som det fremgår nedenfor, vil udvælgelsen af de konkrete projekter dog ikke alene ske efter størrelse, men efter en samlet risikovurdering på tværs af hele kommunens kontraktportefølje. Fokus forventes primært at være på bygge- og anlægssektoren. Den her beskrevne udvælgelse af relevante projekter svarer til beskrivelsen i den nuværende bevilling til ID-kort i budgetaftale 2021.  

Registrering af medarbejdere og underleverandører (mindre projekter)

I kontraktbestemmelserne om registrering i kommunens kontrolsystem er fokus på registrering af medarbejdere og gennemsigtighed i underleverandørkæden. Disse bestemmelser er målrettet mindre projekter eller kontrakter, hvor medarbejderne udfører arbejde meget decentralt eller periodisk. Her er er det hensigten, at indsatsen mod social dumping stadig har overblik over, hvem der udfører arbejde på kontrakten, og dermed kan udføre målrettede kontroller af arbejdsklausulen, på trods af, at der ikke stilles krav om ind- og udtjekning af medarbejdere.

Det er hensigten, at det konkret i forbindelse med indgåelse af de enkelte kontrakter, vurderes hvilke kontraktvilkår, det er mest hensigtsmæssige at vedlægge. Indsatsen mod social dumping vil i samarbejde med forvaltningerne, inden for rammerne af budgettet, udvælge de kontrakter, der vil blive omfattet af krav til registrering og brug af ID-kort. Udvælgelsen vil ske ud fra en risikovurdering, hvor der blandt andet vil blive taget hensyn til størrelsen på kontrakten, branche, typen af arbejde der skal udføres, og tidligere erfaringer fra bl.a. pilotprojektet, som er beskrevet i projektevalueringen (bilag 5). Samtidig vil der blive udarbejdet en udførlig vejledning til forvaltningerne, hvori det fremgår, hvilke typer kontrakter der bør være omfattet af den ene og den anden type kontraktbestemmelse, samt hvordan disse udfyldes. Det er således hensigten, at indsatsen mod social dumping udvælger projekterne i samarbejde med de enkelte forvaltninger, som byder ind med de kontrakter, de finder hensigtsmæssige at omfatte af ID-krav. Yderligere vil indsatsen mod social dumping udarbejde en vejledning til leverandørerne, som kan vedlægges de enkelte udbud.

Revideret arbejdsklausul

Med de nye ID-kontraktvilkår foretages mindre konsekvensrettelser af kommunens arbejdsklausul. Det drejer sig om ændring af afsnit om registrering af underleverandører i kommunens gamle kontraktsystem, der ikke længere eksisterer, samt fremvisning af billede-ID. Dermed fremgår der ikke forskellige krav i de forskellige klausuler. Yderligere er der foretaget mindre sproglige ændringer omkring ophold på Københavns Kommunes arealer og skiltning på byggepladser, samt en præcisering af krav til redegørelser fra leverandøren.

Derudover er der foretaget enkelte præciseringer og tilføjelser til klausulen, ud fra de erfaringer som indsatsen mod social dumping har gjort gennem de seneste tre år. Der er lavet en præcisering af dokumentationsforpligtelsen omkring krav til fremvisning af timesedler, da det er erfaringen, at netop snyd med arbejdstid og timetal er et udbredt problem. Der er også tilføjet et nyt krav om digital lønudbetaling. Formålet er at imødegå snyd med kontante lønudbetalinger, som er vanskelige at kontrollere og ofte knytter sig til skatteunddragelse. Herudover er det præciseret, at leverandøren skal sikre de ansatte vilkår, der ikke er mindre gunstige end dem, der er fastsat ved voldgift, nationale love og administrative forskrifter. Henvisningerne supplerer henvisningen til den relevante referenceoverenskomst, der fortsat er den centrale forpligtelse.

Endelig er der tilføjet to nye bodsinstrumenter. Det ene er muligheden for at give bod for manglende arbejdsskadeforsikring, som indtil nu har været umulig at sanktionere. Indsatsteamet har alene kunnet stille krav om fremadrettet efterlevelse. Det har i praksis betydet, at det har været billigere for virksomheder at afstå fra at tegne arbejdsskadeforsikring for medarbejderne, da den eneste risiko var, at de blev tvunget til at tegne arbejdsskadeforsikring for medarbejderne fremadrettet.

Den anden tilføjelse er en sanktion for grove overtrædelser af arbejdsklausulen, defineret som underbetaling på 15 % eller mere af den samlede løn. Hensigten er at sikre, at der er en reel omkostning ved at underbetale sine medarbejdere. Ud over krav om efterbetaling er eneste sanktionsmulighed i den nuværende klausul bortvisning af leverandøren eller ophævelse af kontrakten. Den er dog meget sjældent hensigtsmæssigt for Københavns Kommune at anvende. Derfor foreslås en mindre indgribende sanktionsmulighed, som samtidig er målrettet den type af grove overtrædelser, som indsatsteamet har fundet de seneste tre år.

De gældende sanktionsmuligheder over for materielle overtrædelser i den nuværende arbejdsklausul betyder, at det økonomisk har været risikofrit for leverandørerne at overtræde arbejdsklausulen, da det værste der kunne ske var, at de blev tvunget til at efterbetale den løn, som medarbejderne hele tiden havde været berettiget til. Indsatsen mod social dumpings erfaring er, at visse leverandører spekulerer i dette forhold og gentager samme adfærd på nye kontrakter, selvom det tidligere er blevet opdaget af indsatsteamet.

Der foreslås en bodsstørrelse svarende til 50 % af den samlede overtrædelse på de grove sager, udover efterbetalingen til medarbejderne. Niveauet er fastsat efter, at det skal være højt nok til at have en reel effekt, men ikke være på niveau med efterbetalingskravet, da sikring af den enkelte medarbejder herved stadig står i centrum. I 2019 ville den samlede bodsbetaling med denne model have udgjort ca. 550.000 kr., hvoraf lige under halvdelen vedrører sager i bygge- og anlægsbranchen. Bodsbetalingen på ca. 550.000 kr. ville være fordelt på 16 hovedleverandører og 23 underleverandører.

Konsekvenserne af en sådan bod er uddybet i bilag 4.

Ændringerne af arbejdsklausulen gennemføres tilsvarende i de versioner af arbejdsklausulen, som anvendes til kontrakter om støtte og tilskud mv. Terminologien tilpasses i de forskellige versioner, men indholdet i forpligtelserne er ens.

Indsatsen mod social dumping forbereder i øjeblikket en udbudsproces til indkøb af softwareunderstøttelse af ID-kortet. Her vil der indgå en markedsundersøgelse, der skal kortlægge hvilke relevante systemer, der findes på markedet og hvordan de bedst kan understøtte Københavns Kommunes indsats mod social dumping. Udbuddet forventes afsluttet i løbet af foråret 2021. I den mellemliggende periode, vil det nuværende system fortsætte med at være i brug.

Økonomi

Adgangen til at opkræve bod for grove overtrædelser af arbejdsklausulen og manglende efterlevelse af kravene til ID-kort og registrering kan potentielt få leverandører til at afstå fra at afgive tilbud, eller til at kapitalisere risikoen og indregne omkostningen i tilbudsprisen. Dette kan medføre højere priser. Leverandører, der formår at sikre overholdelse af klausulerne vil opnå en konkurrencefordel.

Videre proces

Sagen behandles af Borgerrepræsentationen den 21. januar 2021.

På baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning udarbejder indsatsen mod social dumping vejledninger til brug af de nye bestemmelser om ID-kort og den reviderede arbejdsklausul.

 

Søren Hartmann Hede                   /Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at nye kontraktkrav om registrering af medarbejdere i kommunens kontrolsystem og brug af ID-kort på arbejdspladsen, jf. bilag 1, godkendes,
  2. at nye kontraktkrav om registrering af medarbejdere på arbejdspladsen i kommunens kontrolsystem, jf. bilag 2, godkendes,
  3. at den reviderede arbejdsklausul til brug på alle kontrakter inden for tjenesteydelser og bygge-og anlægsområdet, samt på kontrakter om udbetaling af støtte eller tilskud, jf. bilag 3, godkendes.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. januar 2021

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Alternativet ønsker at understrege, at det er væsentligt at arbejdsklausulen overholdes på alle områder, også på tilskudsområdet.  Da der imidlertid er stor forskel på store anlægsprojekter og små projekt- og driftstilskud til kulturelle aktører, er det vigtigt at understrege, at brugen af eventuelle sanktioner i form af bod, fortsat skal besluttes af det relevante udvalg.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. januar 2021

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top