Mødedato: 16.12.2021, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Klimatilpasningsredegørelsen 2021 og igangsættelse af Projektpakke 2022

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage status for klimatilpasningsindsatsen i København til efterretning og tage stilling til igangsætning af syv skybrudsprojekter (Projektpakke 2022) samt otte masterplaner for 56 skybrudsprojekter i 2022.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Klimatilpasningsredegørelsen 2021, jf. bilag 2, tages til efterretning, herunder at investeringsniveauet reguleres fra 11,0 mia. kr. til 13,4 mia. kr. jf. økonomiafsnittet,
  2. at masterplanerne for 56 skybrudsprojekter igangsættes, jf. bilag 4, så der gives en rådighedsbevilling på i alt 17,7 mio. kr. og frigives anlægsbevillinger på 17,7 mio. kr. (takstmidler). Rådighedsbevillingen på 17,7 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit. De 17,7 mio. kr. afsættes, og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 4,
  3. at skybrudsprojekterne Reersøgade, Omøgade, Mimersgade, Sigurdsgade, Lersøparkallé Syd, Bispebjerg Kirkegård, del 2 og Skellet (Projektpakke 2022) igangsættes, jf. bilag 3, så der gives en rådighedsbevilling på i alt 139,5 mio. kr. og frigives anlægsbevillinger på 139,5 mio. kr. (takstmidler). Rådighedsbevillingen på 139,5 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit. De 139,5 mio. kr. afsættes, og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 4,
  4. at rådighedsbeløbet på samlet 20,0 mio. kr. til de igangværende skybrudsprojekter Jagtvej og Bispebjerg Kirkegård, del 1 (takstmidler) hæves med 58,5 mio. kr., og der frigives en anlægsbevilling på 58,5 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 4 og bilag 5. Rådighedsbeløbet på 58,5 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog 26. november 2015 en samlet plan for skybrudssikring af København over 20 år med en investeringsramme på 11 mia. kr. (2015 p/l), heraf knap 5 mia. kr. til 300 konkrete overfladeløsninger, der anlægges af Københavns Kommune. Skybrudsindsatsen består desuden af HOFORs underjordiske rørløsninger og tunneler samt private anlæg. Hvert år gives Borgerrepræsentationen status og fremdrift for den samlede indsats, og der tages politisk stilling til, hvilke masterplaner og overfladeprojekter, der skal igangsættes. Skybrudsprojekter er finansieret af takstmidler og påvirker ikke anlægsmåltallet.

Løsning

Klimatilpasningsredegørelsen (bilag 2) viser status og fremdrift for skybrudssikringen af København for projekter og masterplaner, status for skybrudsplanens samlede investeringsramme og beskriver forvaltningens erfaringer med skybrudsarbejdet. Desuden beskrives mulige konsekvenser af nye regler for klimatilpasning, som trådte i kraft 1. januar 2021, jf. orientering til Teknik- og Miljøudvalget (TMU) (TMU-portalen 8. april 2021).

Masterplaner

Arbejdet med masterplaner består i at revurdere og kvalificere de rammer, der blev fastlagt, da projekterne blev vedtaget (Borgerrepræsentationen (BR) 26. november 2015). Erfaringerne fra de første 10 masterplaner viser bl.a., at mange projekter ændres i både størrelse og økonomi, at nogle projekter ikke er nødvendige, og at der er behov for at udvikle nye projekter. Konklusionerne i masterplanerne er forskellige, afhængigt af, hvilken del af byen de dækker. I Indre By er det vanskeligt at få plads til grønne overfladeløsninger, hvorfor hovedgrebet bliver rørløsninger, der anlægges af HOFOR. I masterplanområdet mellem Frederiksberg og Valbyparken skal der håndteres mindre vand end oprindeligt forudsat, hvorfor vandet i stedet bliver forsinket i lokale bassiner og derfra ledes til kloak frem for at blive transporteret over længere afstande via skybrudsveje, som oprindeligt forudsat.

Igangsættelse af otte nye masterplaner for 56 projekter

Eksekveringen af den første af to masterplanpakker var planlagt gennemført over fire år fra primo 2019 til ultimo 2022 (BR 13. december 2018). Eksekveringen er forløbet næsten et år hurtigere end forventet, hvorfor forvaltningen foreslår, at anden og sidste masterplanpakke igangsættes et år tidligere end planlagt, dvs. primo 2022, med afslutning ultimo 2025. Masterplanpakken består af otte masterplaner, der omfatter 56 projekter, jf. bilag 3. Omkring 80 % af arbejdet med masterplaner forventes at være afsluttet i 2022. Nogle af masterplanerne vil dog skulle revurderes, primært på grund af uafklarede miljøforhold i forbindelse med udledning til De Indre Søer, jf. orientering på TMU-møde 22. november 2021.

Igangsættelse af Projektpakke 2022

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der igangsættes syv projekter, jf. bilag 3 og tabel 1 nedenfor. De syv projekter indgår alle i afsluttede masterplaner og er derfor klar til igangsættelse. Forvaltningen vurderer, at øvrige projekter, som indgår i afsluttede masterplaner, og som ikke allerede er igangsat, mere hensigtsmæssigt kan igangsættes senere. Det kan fx være for at tage hensyn til tidsplaner i andre anlægsprojekter, eller for at sikre, at projekter ikke anlægges, før de projekter, der skal modtage vandet, står klar. Inden nedenstående projekter udføres, forelægges projektforslag for Teknik- og Miljøudvalget.

Tabel 1: Projektpakke 2022

1. Reersøgade

(Østerbro)

Der etableres grønne vejbede og forsinkelsespladser på Reersøgade og omkringliggende gader. Projektet reducerer oversvømmelser i området.

2. Omøgade (Østerbro)

Den østlige del af Omøgade omprofileres, så vand ledes fra Omøgade til det allerede anlagte skybruds- og klimatilpasningsprojekt på Bryggervangen og derfra videre til havnen. Projektet reducerer risikoen for, at der under skybrud løber vand fra gaden ned i parkeringskælderen ved Omøgade 11 og 13.

3. Mimersgade

(Nørrebro)

Der etableres grønne vejbede på Hamletsgade og omkringliggende gader. Projektet reducerer oversvømmelser i området og bidrager til begrønning af Nørrebro. Der forventes nedlagt 25-35 parkeringspladser (gul zone). Skybrudsprojektet indeholder ikke økonomi til erstatningsparkering. Der forventes fældet enkelte træer, der erstattes via projektet.

4. Sigurdsgade

(Nørrebro)

Der etableres grønne vejbede på Sigurdsgade og omkringliggende gader. Projektet reducerer oversvømmelser i området, herunder omkring metrostationen Skjolds Plads, og bidrager til begrønning af Nørrebro. Der forventes nedlagt 55-65 parkeringspladser. Skybrudsprojektet indeholder ikke økonomi til erstatningsparkering. Der forventes fældet enkelte træer, der erstattes via projektet.

5. Lersøparkallé Syd (Bispebjerg, Nørrebro og Østerbro)

I viadukten på Lersø Parkallé etableres varsling og skiltning for at undgå, at bilister kører ned i den vandfyldte viadukt, der dermed kan fungere som forsinkelsesbassin. Projektet reducerer oversvømmelser opstrøms viadukten, særligt ved kolonihaverne langs Strødamvej. Politiet og Beredskabsstyrelsen vurderer umiddelbart spærringen af viadukten for uproblematisk. Politiet skal godkende det endelige projektforslag.

6. Bispebjerg Kirkegård, del 2 (Bispebjerg)

Der etableres grønne forsinkelsesbassiner, og stierne terrænreguleres. Projektet reducerer oversvømmelser af boligområder ved Skoleholdervej og Gravervænget. Der forventes fældet op til 120 træer, der erstattes via projektet.

7. Skellet

(Valby)

Der etableres grønne vejbede og terrænreguleres. Projektet reducerer oversvømmelser i området omkring Ålholm Skole. Projektet koordineres med det allerede igangsatte sikker skolevejsprojekt ved Ålholm Skole på Skellet, som der blev afsat 5,1 mio. kr. til ved Overførselssagen 2020-2021, da projekterne skal udføres på de samme arealer. Da dette vil medføre en udskydelse af ibrugtagning af det permanente sikker skolevejsprojekt fra ultimo 2022 til april 2026, etableres i første kvartal 2022 midlertidige bump, der vil have en hastighedsdæmpende effekt, men som ikke er en driftsmæssig holdbar løsning på længere sigt. Samtidig etableres ”kys-og-kør”-pladser, hvilket vil øge trafiksikkerheden yderligere ved skolen. Der forventes at skulle nedlægges parkeringspladser i både Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i forbindelse med det kombinerede skybruds- og sikker skolevejsprojekt.

Såfremt skybrudsprojektet på Skellet ikke igangsættes i Projektpakke 2022, og synergieffekten ved koordinering med sikker skolevejsprojektet dermed bortfalder, vil skybrudsprojektet blive udskudt, og det permanente sikker skolevejsprojekt vil blive anlagt som planlagt med forventet ibrugtagning ultimo 2022, forudsat godkendelse af projektet, herunder nedlæggelse af p-pladser, i Frederiksberg Kommune.

Projekternes placering og sammenhæng med masterplaner fremgår af bilag 3. Med projektpakke 2022 er i alt 76 ud af de 300 projekter igangsat. Forvaltningen vurderer, at de syv projekter kan anlægges uden at forringe det nuværende byrum, og at skybrudsprojekterne Mimergade, Sigurdsgade, Reersøgade og Bispebjerg Kirkegård, del 2, har potentiale for merværdi i byrummet, der kan indfries ved byrumstilkøb. Forvaltningen fremlægger forslag til byrumstilkøb for de fire projekter til forhandlingerne om Budget 2023. Forslagene forventes at bestå i begrønning, forbedring af cykelforholdene, omlægning af fortove, opholdsmuligheder samt forslag, der kommer frem i forbindelse med den kommende kvarterplan for Skjolds Plads områdefornyelse.

Alternative løsninger vedr. erstatningsparkering

Som alternativ til de foreslåede løsninger for projekterne Mimersgade og Sigurdsgade, hvori der ikke er indeholdt erstatningsparkering, jf. tabel 1, pkt. 3 og 4, kan der bestilles budgetnotater for etablering af erstatningsparkering. Der er ikke tidligere truffet politisk beslutning om, at der generelt skal etableres erstatningsparkering i anlægsprojekter. Alternativt kan udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefale, 1) at de to projekter udgår af Projektpakke 2022, jf. 3. at-punkt, og 2) at forvaltningen som konsekvens heraf går i dialog med HOFOR om, at oversvømmelserne i stedet reduceres ved, at HOFOR anlægger underjordiske rørløsninger. I det tilfælde vil byrumspotentialerne, herunder begrønning, ikke blive udnyttet.

Tilpasninger af tidligere bevillinger til to skybrudsprojekter

Forvaltningen foreslår ændringer i to tidligere besluttede skybrudsprojekter, jf. bilag 5, og anbefaler derfor, at bevillingerne for de to projekter hæves, jf. bilag 4. I skyprojektet Jagtvej (BR 26. maj 2016) erstattes HOFORs rørløsninger af flere grønne overfladeløsninger. Det kan evt. medføre nedlæggelse af parkeringspladser. I projektet Bispebjerg Kirkegård, del 1, (BR 20. august 2020) er det muligt at tilbageholde mere vand, end først antaget, hvorved indgrebet i projektets del 2 kan reduceres (del 2 indgår i Projektpakke 2022, jf. tabel 1, pkt. 6, ovenfor). Inden projekterne udføres, forelægges projektforslag for Teknik- og Miljøudvalget.

Høring

Projektpakke 2022 har været i høring hos alle lokaludvalg. De berørte lokaludvalg, Nørrebro Lokaludvalg, Bispebjerg Lokaludvalg, Østerbro Lokaludvalg og Valby Lokaludvalg har fremsendt bemærkninger og er generelt positivt stemt over for projekterne. Valby Lokaludvalg bemærker dog, at skybrudsprojektet på Skellet ikke bør berøre kvaliteten af skolesikkerhedsprojektet ved Ålholm Skole negativt. Amager Øst Lokaludvalg bemærker, at det er beklageligt, at der ikke igangsættes projekter i Amager Øst. Bilag 6 indeholder bemærkninger fra lokaludvalg og forvaltningens kommentarer hertil. Lokaludvalgene har fremsendt konkrete ønsker vedrørende begrønning, opholdsforhold, miljøforhold, cykelforhold, tilgængelighed og koordinering med andre projekter, som forvaltningen vil tage med i det videre arbejde i det omfang, det er muligt.

Konsekvenser af nye regler for klimatilpasning

Konsekvenserne af nye regler for klimatilpasning kan bl.a. være, at Københavns Kommunes serviceniveau (der må stå 10 cm vand på terræn én gang hvert 100. år) må ændres, og at det evt. må differentieres over byen, så vandet må stå højere i nogle områder end i andre områder. Endvidere, at omfang og fremdrift i skybrudsprojekterne må reduceres som følge af et nyt effektiviseringskrav på overfladeprojekter. Effektiviseringsmodellen er p.t. under vurdering af folketingspartierne bag den politiske aftale om vandsektoren.

Afgørelse om, hvilke skybrudsprojekter der kan fortsætte under de hidtil gældende regler, træffes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (Forsyningssekretariatet). Forsyningssekretariatet har afgjort, at HOFORs tre store skybrudstunneler kan fortsætte under de hidtil gældende regler, men har endnu ikke (primo november 2021) truffet afgørelse om øvrige skybrudsprojekter - hverken Københavns Kommunes eller HOFORs. Dog vil projekter, hvor den fysiske anlæggelse ikke er påbegyndt 1. januar 2027, ikke kunne gennemføres efter de hidtil gældende regler.

Økonomi

Forvaltningen vurderer p.t. særligt på baggrund af den forventede fordyrelse af HOFORs skybrudstunneler (TMU 16. august 2021), at den samlede investeringsramme for skybrudsplanen vil beløbe sig til 13,4 mia. kr. (2021 p/l), hvoraf 1,3 mia. kr. er prisfremskrivning, mod tidligere antaget 11 mia. kr. (p/l 2015), jf. bilag 2, side 13. De indtil nu gennemførte masterplaner har vist, at en række overfladeprojekter kan bortfalde eller gøres mindre end tidligere forudsat, og at flere overfladeprojekter mere hensigtsmæssigt kan gennemføres som rørløsninger. Forvaltningen vurderer derfor p.t., at økonomien til overfladeprojekter bør nedjusteres, og økonomien til rørprojekter bør opjusteres, jf. bilag 2, side 13. Endvidere har Økonomiforvaltningen oplyst, at Økonomiforvaltningen i 2022 vil regulere garantirammerne for HOFOR, herunder i relation til omfordelingen i investeringerne til flere rørløsninger, jf. ovenfor. 

De otte masterplaner for i alt 56 projekter, syv projekter i Projektpakke 2022 samt ændringer i to projekter disponerer over i alt 215,7 mio. kr. (2022 p/l), jf. bilag 4. Herved er der samlet set disponeret for i alt 1,7 mia. kr. i 2021-priser (40 %) ud af den samlede økonomiske ramme for skybrudsprojekter på overfladen på 4,2 mia. kr. (2021 p/l), der før nedjusteringen (jf. ovenfor og bilag 2, side 13) var 5,6 mia. kr. (2021 p/l). HOFOR refunderer Københavns Kommunes anlægs- og driftsudgifter. Tilbagebetaling af anlægsudgiften sker over 25 år og starter, når et projekt er afsluttet. Fra projektstart til projektafslutning mellemfinansierer Københavns Kommune anlægsudgiften via byggekreditter. HOFOR får dækket udgiften via spildevandstaksterne.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen projekter og masterplaner. Inden projekterne udføres, forelægges projektforslag for Teknik- og Miljøudvalget, efterhånden som projektforslagene færdiggøres, herunder konsekvenser for parkeringspladser og træer.

Søren Wille                               /Henriette Hall-Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Klimatilpasningsredegørelsen 2021, jf. bilag 2, tages til efterretning, herunder at investeringsniveauet reguleres fra 11,0 mia. kr. til 13,4 mia. kr. jf. økonomiafsnittet,
  2. at masterplanerne for 56 skybrudsprojekter igangsættes, jf. bilag 4, så der gives en rådighedsbevilling på i alt 17,7 mio. kr. og frigives anlægsbevillinger på 17,7 mio. kr. (takstmidler). Rådighedsbevillingen på 17,7 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit. De 17,7 mio. kr. afsættes, og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 4,
  3. at skybrudsprojekterne Reersøgade, Omøgade, Mimersgade, Sigurdsgade, Lersøparkallé Syd, Bispebjerg Kirkegård, del 2 og Skellet (Projektpakke 2022) igangsættes, jf. bilag 3, så der gives en rådighedsbevilling på i alt 139,5 mio. kr. og frigives anlægsbevillinger på 139,5 mio. kr. (takstmidler). Rådighedsbevillingen på 139,5 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit. De 139,5 mio. kr. afsættes, og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 4,
  4. at rådighedsbeløbet på samlet 20,0 mio. kr. til de igangværende skybrudsprojekter Jagtvej og Bispebjerg Kirkegård, del 1 (takstmidler) hæves med 58,5 mio. kr., og der frigives en anlægsbevilling på 58,5 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 4 og bilag 5. Rådighedsbeløbet på 58,5 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2021

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens 3. at:
”At der i Mimersgade og Sigurdsgadeprojekterne laves erstatningsparkeringspladser”.

 

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 7. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C og V.

Imod stemte: A. B, F, Ø og Å.

 

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Indstillingens 2.-4. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

“Vi stemmer for indstillingen angående Ålholm Skole, da vi er blevet oplyst, at de midlertidige tiltag med bump, lysregulering og kys-og-kør-områder vil have den samme positive effektiv på trafiksikkerheden som permanent etablering, men at vi ved at starte med de midlertidige tiltag undgår at skulle fjerne de ellers permanente tiltag efterfølgende i forbindelse med etablering af skybrudssikringen.” 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. december 2021

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 0. 2 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, Å, B og F.

Imod stemte: ingen.

Undlod at stemme: V og C.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 16. december 2021

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) fra udvalgsbehandlingen til indstillingens 3. at-punkt

”At der i Mimersgade og Sigurdsgadeprojekterne laves erstatningsparkeringspladser”.

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 39 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte:  V, C, Kåre Traberg Smith (Løsgænger) og Peter Dits Christensen (Løsgænger).

Imod stemte: A, Ø, B, F, Å, O og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti. 

 

Indstillingen blev herefter godkendt med 44 stemmer imod 0.  4 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte:  A, Ø, B, F, V, Å, O, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Kåre Traberg Smith (Løsgænger) og Peter Dits Christensen (Løsgænger).

Imod stemte:

Undlod at stemme: C

 

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

“Vi stemmer for indstillingen angående Ålholm Skole, da vi er blevet oplyst, at de midlertidige tiltag med bump, lysregulering og kys-og-kør-områder vil have den samme positive effektiv på trafiksikkerheden som permanent etablering, men at vi ved at starte med de midlertidige tiltag, undgår at skulle fjerne de ellers permanente tiltag efterfølgende i forbindelse med etablering af skybrudssikringen.”

Til top