Valg mellem statsgaranti og selvbudgettering 2025
Som en del af vedtagelsen af budget 2025 skal Borgerrepræsentationen beslutte, hvordan Københavns Kommune skal budgettere indtægterne fra indkomstskat, tilskud og udligning. Kommunerne har mulighed for at vælge mellem en af staten på forhånd garanteret indtægt (statsgaranti) eller en af kommunen budgetteret indtægt (selvbudgettering). Vælger kommunen at selvbudgettere, vil kommunen i 2028 få en efterregulering på baggrund af en opgørelse af de faktisk realiserede forhold i 2025. Indstillingen indeholder en beregning af den forventede gevinst ved selvbudgettering i 2025 og en anbefaling om at vælge selvbudgettering, hvilket suppleres af et risikobillede for den økonomiske udvikling.
Indstilling
Indstilling om,
- at Københavns Kommune vælger selvbudgettering for indkomstskat, tilskud og udligning i 2025.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Kommunerne har ved budgetlægningen mulighed for at vælge mellem:
- At basere budgettet på kommunens eget skøn over udskrivningsgrundlaget og folketal og dertilhørende foreløbige tilskuds- og udligningsbeløb beregnet på disse forudsætninger (selvbudgettering)
- At basere budgettet på et statsgaranteret udskrivningsgrundlag og hertil knyttede statsgaranterede tilskuds- og udligningsbeløb (statsgaranti)
Vælger Borgerrepræsentationen at selvbudgettere i 2025, vil Københavns Kommune i 2028 få en efterregulering på baggrund af de faktisk realiserede indtægter i 2025. Vælger Borgerrepræsentationen statsgaranti, vil de statsgaranterede tilskuds- og udligningsbeløb svare til de anførte i Indenrigs- og Sundhedsministeriets tilskudsudmelding for budget 2025. Efterreguleringen af kommuner, der har valgt selvbudgettering, vil påvirke det kommunale balancetilskud, som fordeles mellem kommunerne på baggrund af folketal. Det vil sige, at en samlet positiv efterregulering af kommuner, der har valgt selvbudgettering i 2025, vil sænke samtlige kommuners balancetilskud i 2028.
Løsning
Økonomiforvaltningen har med udgangspunkt i Økonomiministeriets Økonomiske Redegørelse fra august 2024 og KL’s Skatte- og Tilskudsmodel fra september 2024 skønnet, at kommunens samlede gevinst ved valg af selvbudgettering i 2025 på nuværende tidspunkt vil udgøre 733 mio. kr. ved en uændret udskrivningsprocent på 23,6, jf. nedenstående tabel 1. Det bemærkes, at med budgetaftalen for 2025 sænkes udskrivningsprocenten i 2025 med 0,1 pct. point fra 23,6 til 23,5, hvilket isoleret set vil medføre nedjustering af den beregnede gevinst ved selvbudgettering med 8 mio. kr., jf. tabel 1.
Tabel 1: Skønnet provenu ved selvbudgettering i 2025, mio. kr.
|
|
Indkomsteffekt fra provenu af indkomstskat (ved udskrivningspct. på 23,6) |
1.946 |
Tilskud- og udligningseffekt |
|
- af højere indkomstskat i København |
-1.550 |
- af højere udskrivningsgrundlag i hele landet |
302 |
- af højere folketal i København |
61 |
- af fastholdte beregningstekniske grundværdier |
0 |
- af afvigelse på nettodrift og anlæg i hele landet |
-3 |
- af lavere gennemsnitlig skat i hele landet |
-23 |
I alt* |
733 |
Effekt af sænkelse af udskrivningsprocent med 0,1 |
-8 |
Skønnet provenu ved udskrivningspct. på 23,5* |
725 |
* I 2028 vil alle kommuner blive modregnet af gevinsten/tabet fra samtlige selvbudgetterende kommuner i 2025 i det kommunale balancetilskud. Økonomiforvaltningen har ikke taget højde for dette i provenuberegningen.
Den beregnede gevinst er den største beregnede gevinst for Københavns Kommune ved selvbudgettering siden 2007, jf. tabel 3. Økonomiforvaltningen indstiller på den baggrund og på det foreliggende grundlag, som viser en betydelig økonomisk gevinst ved valg af selvbudgettering i forhold til valg af statsgaranti, at selvbudgettere i 2025.
Det er praksis fra tidligere år, at Københavns Kommune lægger det statsgaranterede niveau til grund for budgetlægningen i det givne år, selvom der vælges selvbudgettering. En eventuel gevinst hjemtages således i forbindelse med efterreguleringen tre år senere, når 2025 kan gøres endeligt op. Efterreguleringen i 2028 på baggrund af de faktiske forhold i 2025 vil tilsvarende tilgå kassen og den samlede gevinst vil indgå i opgørelsen af kommunens likviditetsoverskud til budgetforhandlingerne i 2028.
Følsomhedsberegning og risikobillede
Den skønnede gevinst ved selvbudgettering i forhold til statsgaranti er behæftet med usikkerhed, da det bygger på vurderinger af den økonomiske udvikling ikke alene for København, men for hele landet frem til udgangen af 2025. Dette baseret på den viden der er på nuværende tidspunkt. En anden udvikling i økonomien end forudsat ved selvbudgetteringen kan derfor have stor betydning for en evt. gevinst såvel som risikoen forbundet med at vælge selvbudgettering.
Afviger den faktiske udvikling i 2025 fra Økonomisk Redegørelse fra august 2024, vil den realiserede gevinst ved selvbudgettering afvige fra den beregnede. Det skyldes, at udskrivningsgrundlaget i høj grad afhænger af udviklingen i beskæftigelsen, lønningerne samt renten.
Det er særligt væksten på landsplan, der har stor betydning for ændringer i en evt. gevinst. Økonomiforvaltningen har derfor udarbejdet en følsomhedsberegning på vækstudviklingen, se tabel 2. Hvis den treårige vækstrate i udskrivningsgrundlaget for hhv. København og hele landet i perioden 2022-2025 er et procentpoint lavere end lagt til grund for den forventede gevinst, reduceres gevinsten ved selvbudgettering med 293 mio. kr. til 440 mio. kr. Der forventes altså fortsat at være gevinst, hvis væksten bliver 1 procentpoint lavere end forventet. Omvendt øges gevinsten ved selvbudgettering med 293 mio. kr., hvis den treårige vækstrate i udskrivningsgrundlaget bliver ét procentpoint højere end ventet.
Tabel 2. Følsomhedsberegning - Effekt for København ved højere eller lavere vækstrate end forudsat i den estimerede gevinst ved selvbudgettering
Ændring i væksten ift. nuværende niveau |
-2,5 pct |
-1 pct |
Nuværende skøn |
+1 pct |
Gevinst (mio. kr.) |
0 |
440 |
733 |
1.026 |
Anm.: Tabellen viser Københavns gevinst ved ændringer i den forventede treårige vækstrate, som er lagt til grund for vurderingen af gevinsten ved valg af selvbudgettering baseret på den unikke vækstrate for hhv. København og hele landet
Såfremt vækstraten i udskrivningsgrundlaget er 2,5 procentpoint lavere end skønnet i Økonomisk Redegørelse fra august 2024 ændres gevinsten ved selvbudgettering til et tab. Der skal altså alt andet lige være tale om en væsentligt ændret økonomisk udvikling, før der ikke vil være tale om en gevinst ved selvbudgettering for København. Dette taler for valg af selvbudgettering. Følsomhedsberegningen uddybes yderligere i bilag 2.
Generelt set medfører det forhøjede skøn for udskrivningsgrundlaget i 2025 i Økonomisk Redegørelse August, at det for et antal kommuner vil være relevant at overveje selvbudgettering i budget 2025. Økonomiforvaltningen gør opmærksom på, at en forventet nedjustering af det kommunale balancetilskud i 2028 ikke kan opgøres endeligt, før der er klarhed om samtlige kommuners valg af budgetteringsgrundlag. Derfor er det ikke på nuværende tidspunkt muligt for Økonomiforvaltningen at estimere, hvordan eventuel efterregulering af 2025 i 2028 vil påvirke Københavns andel af balancetilskuddet i 2028.
Risikobilledet for verdensøkonomien
Tidligere års valg ml. statsgaranti og selvbudgettering
I tabel 3 fremgår kommunens beregnede gevinst ved selvbudgettering i årene 2007-2024, hvis kommunen i året havde valgt selvbudgettering, herunder valg af statsgaranti eller selvbudgettering og evaluering af valget.
Tabel 3: Gevinst ved selvbudgettering 2007-2024, mio. kr.
|
Provenu ved selvbudgettering |
Valg |
Evaluering af valg |
|
Beregnet ved budgettering |
Endeligt opgjort |
|||
2007 |
266 |
101 |
Selvbudgettering |
Rigtigt |
2008 |
- |
-223 |
Selvbudgettering |
Forkert |
2009 |
-147 |
-1.150 |
Statsgaranti |
Rigtigt |
2010 |
335 |
282 |
Statsgaranti |
Forkert |
2011 |
390 |
30 |
Selvbudgettering |
Rigtigt |
2012 |
354 |
53 |
Statsgaranti |
Forkert |
2013 |
-27 |
-521 |
Statsgaranti |
Rigtigt |
2014 |
38 |
-521 |
Statsgaranti |
Rigtigt |
2015 |
-63 |
94 |
Statsgaranti |
Forkert |
2016 |
36 |
-12 |
Statsgaranti |
Rigtigt |
2017 |
371 |
349 |
Selvbudgettering |
Rigtigt |
2018 |
87 |
-123 |
Statsgaranti |
Rigtigt |
2019 |
-13 |
39 |
Statsgaranti |
Forkert |
2020 |
113 |
-355 |
Statsgaranti |
Rigtigt |
2021 |
174 |
1.678 |
Statsgaranti |
Forkert |
2022 |
-43 |
1.599 |
Statsgaranti |
Forkert |
2023 |
293 |
1.539* |
Statsgaranti |
Forkert |
2024 |
670 |
1.699* |
Selvbudgettering |
Rigtigt |
Anmærkning.: - angiver tab, mens + angiver gevinst ved selvbudgettering.
* angiver at 2023 og 2024 er foreløbige skøn. Gevinsten ved selvbudgettering i 2023 og 2024 er først endeligt opgjort i hhv. juli 2025 og juli 2026, men er her skønnet ved brug af Økonomisk Redegørelse august 2024.
Økonomi
Der er usikkerhed forbundet med selvbudgettering, og kommunen bærer den økonomiske risiko, hvis udviklingen bliver anderledes end forventet. En kommune, der vælger at selvbudgettere indtægterne fra indkomstskat, tilskud og udligning, fordi der på budgetteringstidspunktet er udsigt til en forventet gevinst ved dette, risikerer at kunne få en lavere indtægt end garanteret af staten, hvis de faktiske forhold i budgetåret ikke stemmer med det forudsatte.
Ved valg af selvbudgettering i 2025 vil Københavns Kommune budgettere provenu fra indkomstskat og dertilhørende udligningsbeløb baseret på et beregnet udskrivningsgrundlag i 2025 og hjemtage den del af den beregnede gevinst, som kan henføres hertil, jf. tabel 1. Ud fra en risikovurdering reserveres den hjemtagne gevinst i kassen indtil 2028 og kan først disponeres, når de faktiske forhold vedrørende 2025 er endeligt opgjort. Den del af den beregnede gevinst, som vedrører udviklingen på landsplan, indarbejdes tilsvarende som en forventet efterregulering i 2028 med modpost på kassen.
Da Københavns Kommunes forslag til budget 2025 er udarbejdet på baggrund af statsgarantien, vil en tiltrædelse af valget af selvbudgettering ikke have økonomiske konsekvenser for budgetlægningen i 2025.
Kommunens valg af budgetteringsgrundlag gælder automatisk også kirken. Da Kirken har lagt budget for 2025 pba. af et statsgaranteret udskrivningsgrundlag, hjemtages kirkeskatten svarende til valg af statsgaranti og kirken vil blive efterreguleret i 2028 på baggrund af de faktiske forhold.
Videre proces
På Økonomiudvalgets møde den 24. september 2024 vil Økonomiforvaltningen i det omfang det er muligt give en status på de større kommuners valg mellem statsgaranti og selvbudgettering i 2025. Valg af statsgaranti og selvbudgettering for 2025 behandles af Borgerrepræsentationen den 3. oktober 2024 samtidig med behandlingen af kommunens budget for 2025.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Københavns Kommune vælger selvbudgettering for indkomstskat, tilskud og udligning i 2025
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2024
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. oktober 2024
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.