Mødedato: 01.12.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af tillæg I til lokalplan Nuuks Plads Metrostationsplads og kommuneplantillæg, Nørrebro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan Nuuks Plads Metrostationsplads med tilhørende kommuneplantillæg. Økonomiudvalget skal tage stilling til endelig vedtagelse af kommuneplantillæg. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplanen. Planforslagene udpeger to bygninger som bevaringsværdige, muliggør nybyggeri og muliggør en 0-parkeringsnorm.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende tillæg 1 til lokalplan Nuuks Plads Metrostationsplads (bilag 2) med de ændringer, som fremgår under Løsning og i bilag 18,
  2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 12).

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen valgte på møde den 4. november 2021 at sende endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan Nuuks Plads Metrostationsplads tilbage til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen for at få fremlagt et kommuneplantillæg med en 0-parkeringsnorm i lokalplanområdet og et tilsvarende revideret lokalplanforslag. Hensigten var at reducere den procesrisiko, der kunne være ved at vedtage en 0-parkeringsnorm med afsæt i bemærkning 6 i Kommuneplan 2019. I forlængelse heraf besluttede Borgerrepræsentationen den 2. juni 2022 at sende det revideret forslag til kommuneplantillæg med en 0-parkeringsnorm i offentlig høring fra den 9. juni til den 5. september 2022. Der er modtaget 11 henvendelser, der ikke har givet anledning til ændringsforslag.

Det centrale ved sagen er stillingtagen til 0-parkeringsnormen, da dette er er årsagen til, at sagen blev sendt tilbage til forvaltningerne. Borgerrepræsentationens beslutning om at sende sagen tilbage til forvaltningerne ved den endelige vedtagelse betyder dog, at Borgerrepræsentationen ikke endeligt har taget stilling til de foreslåede ændringsforslag af lokalplanforslaget som følge af den offentlige høring og de to supplerende høringer, hvorfor sagen nu fremlægges i sin helhed.

Lokalplanforslaget blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 8. oktober 2020 med henblik på udsendelse i offentlig høring med et ændringsforslag om, at parkeringsnormen fastsættes til 0 for boliger og serviceerhverv, dog således at der afsættes plads til handicapparkering og afsætning. Lokalplanforslaget har været i offentlig høring fra den 7. december 2020 til den 8. februar 2021. Forvaltningen har modtaget 59 henvendelser. Høringen har givet anledning til ændringsforslag. Ændringsforslagene har været i supplerende høring fra den 2. juni til den 23. juni 2021. Forvaltningen har modtaget 17 henvendelser, der ikke har givet anledning til yderligere ændringsforslag.

Lokalplanforslaget har været i ny supplerende høring fra den 9. juni til den 30. juni 2022, da der udover 0-parkeirngsnormen foreslås ændringer om afgrænsningen af lokalplanområdet og ændringer som følge af bygherres kvalificering af forslaget som følge af, at der ikke skal være p-kælder og da supermarkedet flyttes fra placeringen i kælderetagen til stueetagen. Der er modtaget 20 henvendelser, der ikke har givet anledning til yderligere ændringsforslag.  

Borgerrepræsentationen skal nu tage stilling til endeligt at godkende tillæg 1 til lokalplan Nuuks Plads Metrostationsplads på baggrund af den offentlige høring og de to supplerende høringer og kommuneplantillægget på baggrund af den offentlige høring.

Løsning

En bygherre ønsker at opføre ny bebyggelse til boliger, butikker og serviceerhverv på Nuuks Plads og delvist bevare eksisterende bygninger. Lokalplanforslaget muliggøre et etageareal på i alt 10.000 m2 inkl. to eksisterende bygninger, Nyrops arkivbygning og Koppels magasinbygning, der udpeges som bevaringsværdige. En eksisterende lav forbindelsesbygning mellem arkiv- og magasinbygningen kan nedrives. Nybyggeriet og de bevaringsværdige bygninger ønskes anvendt til boliger og serviceerhverv, herunder butikker og publikumsorienterede funktioner som fx café og restaurant. Der stilles krav om 25 % almene boliger. Det muliggjorte projekt er yderligere beskrevet i lokalplanen (bilag 2 s. 6-13) og i faktaarket (bilag 3).

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget  

På baggrund af den offentlige høring og de to supplerende høringer foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen forvaltningen en række ændringer.

Det foreslås, at lokalplanforslagets parkeringsnorm revideres. Dette sker som følge af kommuneplantillægget, der fastlægger en 0-norm for parkering. Derudover foreslås, at byggefeltet justeres, og at der muliggøres teknik på tag. Der foreslås mindre justeringer af bestemmelser for facader og skiltning, og at tagterrassen reduceres i størrelse, da tilkøb af en del af metrostationspladsen og et mindre areal langs Rantzausgade mindsker friarealbehovet på tag. I det indre byrum muliggøres et springvand og brug af stål og glas som belægning som supplement til belægning i granit. Lokalplanens redegørelse specificeres ift. afledning af skybrudsvand. Der foreslås derudover andre, mindre justeringer af bestemmelserne samt at redegørelserne for begge planforslag skrives sammen til én samlet redegørelse for planforslagene ved bekendtgørelsen af planerne. Alle ændringer er samlet beskrevet i bilag 18.

Høringen af kommuneplantillægget har ikke givet anledning til ændringsforslag.

Høring

Nedenfor er henvendelserne til planforslagene samlet. Først fremgår henvendelserne til tillæg 1 til lokalplan Nuuks Plads Metrostationsplads på baggrund af den offentlige høring og de to supplerende høringer. Efter fremgår henvendelserne til kommuneplantillægget på baggrund af den offentlige høring.

Lokalplanforslaget

Henvendelser modtaget i høringsperioderne og i de to supplerende høringer vedlægges som bilag 7, 10 og 13. I bilag 8, 11 og 17 er henvendelserne refereret med Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger. Der blev afholdt digitalt borgermøde den 14. januar 2021, hvor 66 borgere deltog online. Referat af mødet er vedlagt som bilag 6. Borgernes hovedsynspunkter i høringen samt synspunkter, der vedrører ændringsforslag, der har været i supplerende høringer, er samlet nedenfor for overskuelighedens skyld.

Nørrebro Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter i den offentlige høring og de supplerende høringer (bilag 7, henvendelse nr. 55, og bilag 10, henvendelse nr. 11 og bilag 16, henvendelse nr. 15):

  1. Lokaludvalget har i den første høring og den supplerende høring delte holdninger om 0-parkeringsnorm. Cykelparkeringen for beboerne er løst godt i dette byggeri med rampe ned til parkeringen. I ny supplerende høring mener lokaludvalget, at 0-normen er en god idé.
  2. Godt at Nyrops og Koppels bygninger delvist er bevaret og genbrugt. Skifer på Koppels bygning bør bevares i større omfang. I Nyrops arkiv bør der ikke være indgange mod Rantzausgade. Godt at nybyggeri ikke er højere end det omgivende kvarter.
  3. Der er behov for voksenfællesskaber og socioøkonomiske virksomheder med nedsat husleje. Huslejen i boligerne skal også være overkommelige. I ny supplerende høring mener lokaludvalget, at der bør reserveres plads til kulturelle tiltag og socioøkonomiske tiltag i stueetagen fremfor et supermarked.
  4. 'Vinger’ på tværlænger i tidligere forslag, der rækker over mod Nyrops bygning og ’afspejler’ dens form er desværre fjernet og har gjort byggeriet kedeligere.
  5. I den supplerende høring påpeger lokaludvalget, at forvaltningen burde have styr på lovgivningen inden lokalplanen blev sendt i supplerende høring. Høringsperioden er for kort til, at man kan forvente en seriøs behandling. Lokaludvalget har været i dialog med bygherre, delt høringen på Facebook og opfordret borgerne til at skrive høringssvar samt hørt naboerne.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Vedr. parkeringsnormer og cykelparkering, se afsnit ’Forslag til ændringer af lokalplanforslaget’. Der kan ikke stilles krav om indvendige cykelramper til kælder i en lokalplan.
  2. Af hensyn til dagslys til den ønskede anvendelse, boliger og erhverv kan der ikke bevares mere skifer. I Nyrops arkiv er der indgange mod Rantzausgade ift. at skabe byliv og muliggøre nye anvendelser.
  3. Der kan ikke stilles krav i en lokalplan om socioøkonomiske fællesskaber, regulering af huslejen eller at der skal placeres supermarked i kælder.
  4. ’Vinger’ er ikke muliggjort, da de vil skygge uhensigtsmæssigt i byrummet, skygge for beboelsesbygninger, tage mere af beboernes udsigt og være dominerende ift. Nyrops bevaringsværdige bygning.
  5. Forvaltningen har ved forslagets fremlæggelse redegjort for det politiske handlerum herunder, at der var en procesrisiko ved at vedtage en 0-norm. Denne procesrisiko blev undersøgt yderligere i forbindelse med forslagets fremlæggelse til endelig vedtagelse i 2021. Høringsperioden har været på tre uger mod de lovpligtige to uger. Forvaltningen noterer sig lokaludvalgets dialog med beboere og bygherre.

Københavns Museum (bilag 7, nr. 28) og Akademiraadet (bilag 7, nr. 24, referat fra møde nr. 65 og opfølgning nr. 66) har følgende hovedsynspunkter i den offentlige høring. I den supplerende høring har Københavns Museum (bilag 10, nr. 13) genfremsat synspunkterne. I ny supplerende høring har Københavns Museum bemærkninger som anført (bilag 16, nr. 17).

  1. Positivt at arkivbygninger udpeges som bevaringsværdige, men bebyggelsesprocenten bør reduceres. Nybyggeri er for vidtgående og skyller ind over Koppels bygning og sker på bekostning af områdets kulturhistoriske og arkitektoniske karakter. Koppelbygningens lukkede og helstøbte karakter bør respekteres. Transformationen fungerer bedst i gavlen mod Jagtvej, hvor der er ét stort vindue fremfor de mange små vinduer, der slår massiviteten i stykker. Det indre byrum bliver lukket/utrygt og ikke orienteret mod byen. I ny supplerende høring bemærker Københavns Museum at det er positivt, at lokalplanforslaget i nogen henseender tilpasset.
  2. Nyrops facader bør fortsat være lukkede og symmetriske i stueetagen (Akademiraadet).

Forvaltningens bemærkninger

  1. Der er i Kommuneplan 2019 fastlagt en byggemulighed på maks. 10.000 m2. Et mindre vidtgående projekt, som tager mere hensyn til de bevaringsværdige bygninger og skaber et større byrum, kræver en reduktion af byggeretten. Det foreslås at gavlen mod Florsgade i Koppels magasin fremstår mere lukket og mere lig gavlen mod Jagtvej.
  2. Forvaltningen er enig i, at facader i Nyrops bygning bør være symmetriske. Det foreslås, at facaden mod det indre byrum justeres med færre åbninger, så facader er ens.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser i den offentlige høring og de supplerende høringer (bilag 7, 10 og 13):

  1. 42 høringssvar påpeger, at projektet vil skabe trafikale problemer med øget trafik og er imod 0-parkeringsnormen og nedlæggelse af 12 p-pladser. I den supplerende høring påpeger 11 borgere, at der er problemer med parkering i området, og syv borgere har forskellige forslag til, hvordan parkeringssituationen kan forbedres med etablering af flere p-pladser i det nye byggeri, erstatningspladser og optimering af pladser på terræn. I den ny supplerende høring er 14 borgere imod 0-normen. Tre borgere finder 0-normen positiv. 10 borgere påpeger, at der er store udfordringer med parkering i området.
  2. 39 borgere er meget kritiske over for projektet, som belaster området ift. tæthed, anvendelser, omfang, udformning, byliv, bevaringsværdier, gener fra tagterrasse, miljøforhold støj mv. Projektet burde gentænkes. Der burde laves en grøn park mellem de to bevaringsværdige bygninger og/eller laves kultur-og fritidsfunktioner. I den supplerende høring påpeger én borger, at ændringsforslag om facader ikke løser indbliksgener, lysforurening, og at facaden mod Florsgade stadig fremstår som en bagside.
  3. Bygherre har en række ønsker til justering af bestemmelser af hensyn til dagslys, konstruktioner og anvendelser i nybyggeri og i Koppels magasinbygning. Bygherre ønsker også, at facader i Nyrops arkiv åbnes mere op, og påpeger bygningens symmetri. De ønsker at tagterrassen reduceres væsentligt i størrelse og trækkes mere tilbage fra omliggende gader. I den supplerende høring gentager bygherre ønsket om, at facader i stueetager i Nyrops arkiv skal åbnes mere op, og er uenig i, at facader bliver mere lukkede mod det indre byrum, idet nye anvendelser skal iagttages. Som minimum bør der gives mulighed for, at gitter for de små vinduer kan fjernes.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Projektet vil tilføje ca. 700-730 nye daglige bilture, som er under 5 % i forhold de 16.000 daglige bilture på Jagtvej. Vedr. 0-normen har Borgerrepræsentationen besluttet, at der skal fremlægges et kommuneplantillæg med en 0-norm for parkering i lokalplanområdet og et tilsvarende revideret lokalplanforslag. Det er ikke muligt at realisere projektet uden nedlæggelse af p-pladser.
  2. Lokalplanforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med Kommuneplan 2019, hvor der er fastlagt en byggemulighed på op til 10.000 m2 med boliger og serviceerhverv, hvorfor området ikke udlægges til grøn park. Der har ikke været fremsat et politisk ønske om at anvende ejendommen helt eller delvist til kultur- og fritidsaktiviteter. Se også bemærkning under Akademiraadet og Københavns Museum, punkt. 1. Tagterrassen reduceres i størrelse og trækkes tre m tilbage fra facader mod veje. Herved mindskes indbliks-og støjgener.
  3. Bygherres ønsker er i store træk imødekommet, og der foreslås ændringer som beskrevet under Løsning samt bilag 18. Ønske om at åbne facaden på Nyrups arkivbygning og fjerne gitter er dog ikke imødekommet af hensyn til bygningens bevaringsværdier.

Kommuneplantillægget

Henvendelser modtaget i høringsperioden vedlægges som bilag 13. I bilag 14 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger.

Hovedsynspunkterne i henvendelserne er:

  1. Nørrebro Lokaludvalg (bilag 13, nr. 6) mener, at det er et godt sted at prøve en 0-parkeringsnorm, da byggeriet ligger lige ved en metrostation, og byggeriet er studieboliger.
  2. Tre borgere (bilag 13, nr. 3, 9 og 10) synes, at det er en god idé med en 0-parkeringsnorm, og tre borgere (bilag 13 nr. 1, 4 og 5) er imod. Én borger (bilag 13, nr. 7) spørger til, om det er lovligt at udsende så mange ens høringer, og om kommunen tager tidligere høringssvar i betragtning.
  3. Miljøstyrelsen (bilag 13, nr. 11) gør opmærksom på, at planforslagets redegørelse skal indeholde en vurdering af, om gennemførelse af planen vil indebære beskadigelse eller ødelæggelse af bilag IV-arters yngle- og rasteområder.

Økonomiforvaltningens bemærkninger

  1. og 2. Forvaltningen noterer sig, at der er delte meninger, om en 0-parkeringsnorm er en god idé.
  2. Forvaltningen medgiver, at der har været mange høringer i sagen. Det er et krav i planloven, at der skal gennemføres offentlig høring af lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg samt supplerende høring af væsentlige ændringer i et planforslag. Resultatet af alle høringer indgår i den politiske behandling af sagen.
  3. Der er ikke yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter indenfor kommuneplantillæggets område. Forvaltningen har aftalt med Miljøstyrelsen, at redegørelserne for begge planforslag skrives sammen, så vurderingen af bilag IV-arter omhandler begge planforslag.

Politisk handlerum  

Det kan besluttes at anvende kommuneplanens standardparkeringsnormer i stedet for 0-normen. I høringerne påpeger mange borgere, at der er problemer med parkeringskapaciteten i området, og det foreslås, at der etableres parkering i kælder. Ved anvendelse af kommuneplanens normer udløses 43 p-pladser. Hvis kommuneplanens standardparkeringsnormer anvendes, kan planen bekendtgøres med dette, som planlagt uden yderligere høring, da forslaget tidligere har været fremlagt til endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen den 4. november 2022 med forslag om anvendelse af kommuneplanens normer.

Økonomi

Udnyttelse af lokalplanens byggemulighed vil betyde, at der skal nedlægges ca. 12 parkeringspladser på offentlig vej i Florsgade og Hiort Lorenzens Gade. Det vil medføre et årligt provenutab på ca. 84.000 kr. Mindreindtægterne indgår i beregningen af indtægtsniveauet for betalingsparkering for Budget 2024, som bliver fastlagt med førstebehandlingen af budgetforslaget (augustindstillingen). I 2023 håndteres eventuelle mindreindtægter inden for rammen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget planforslagene, bekendtgør forvaltningerne disse i henhold til reglerne i planloven.

 

               Søren Hartmann Hede                              Søren Wille

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg 1 til lokalplan Nuuks Plads Metrostationsplads (bilag 2) med de ændringer, som fremgår under Løsning og i bilag 18.


    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 12).

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 31. oktober 2022

 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 5 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F og Ø.

Imod stemte: C og V.

 

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

"Venstre bakker op om store dele af projektet, men kan ikke støtte det, da parkeringsnormen er sat til 0, selvom der er stor mangel på parkeringspladser. Venstre mener i stedet, at parkeringsnormen bør følge kommunens standardparkeringsnorm, som oprindeligt foreslået"

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

“Det Konservative Folkeparti ønsker ikke yderligere fortætning af området, da området i forvejen er meget tæt bebygget.”

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

“Det Konservative Folkeparti ser gerne, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1.pr. 100 m2 bolig; således at parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer.”

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2022

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, B og I.

Imod stemte: V og C.

 

 

Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 31. oktober 2022:

"Venstre bakker op om store dele af projektet, men kan ikke støtte det, da parkeringsnormen er sat til 0, selvom der er stor mangel på parkeringspladser. Venstre mener i stedet, at parkeringsnormen bør følge kommunens standardparkeringsnorm, som oprindeligt foreslået".

 

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkninger fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 31. oktober 2022:

“Det Konservative Folkeparti ønsker ikke yderligere fortætning af området, da området i forvejen er meget tæt bebygget.”

“Det Konservative Folkeparti ser gerne, at parkerings-normen for biler fastsættes til 1.pr. 100 m2 bolig; således at parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. december 2022

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):

”At parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig; således at parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer.”

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 41 stemmer imod 14. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C, V og D.

Imod stemte: Ø, A, B, F, Å, I og O.

 

Indstillingen blev herefter godkendt med 41 stemmer imod 14. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, B, F, Å, I og O.

Imod stemte: C, V og D.

 

Venstre videreførte følgende protokolbemærkning:

"Venstre bakker op om store dele af projektet, men kan ikke støtte det, da parkeringsnormen er sat til 0, selvom der er stor mangel på parkeringspladser. Venstre mener i stedet, at parkeringsnormen bør følge kommunens standardparkeringsnorm, som oprindeligt foreslået".

 

Det Konservative Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning:

“Det Konservative Folkeparti ønsker ikke yderligere fortætning af området, da området i forvejen er meget tæt bebygget.”

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti ser gerne, at nogle af de almene boliger bliver seniorbofællesskaber.”

Til top