Evaluering af 6 forsøg med lokalt forankret beskæftigelsesindsats
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Mploys evaluering af de seks forsøg med lokalt forankret beskæftigelsesindsats til efterretning.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bevilgede d. 17. november 2014 7 mio. kr. til følgende forsøg med lokalt forankret beskæftigelsesindsats:
- Lokalværdi af SydhavnsCompagniet
- Lokalforankret Beskæftigelsesindsats af Opzoomerne
- Vesterbrobyggerne af Settlementet
- Fra kogekone til køkkenansat af Indvandrer Kvindecentret
- Craftwomanship af Place de Bleu
- Go-For-It af Securitas
Forsøgene er målrettet udsatte borgere og har det politiske formål at fremme deltagernes progression mod selvforsørgelse og lokalområdets selvbærende evne ved at:
- Understøtte målgruppens muligheder for at opnå arbejde eller uddannelse
- Vise nye veje i udviklingen af lokalt forankrede beskæftigelsesaktiviteter, herunder i forhold til nye samarbejdsformer/nye synergier i lokalområdet omkring borgeren.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog d. 3. november 2014, at forsøgene skal evalueres, og at evalueringen af forsøgene skal foretages ud fra følgende evalueringsspørgsmål:
- Har den enkelte deltager opnået bedre progression mod arbejdsmarkedet?
- Hvilken erfaring har forsøgene indhentet vedrørende placering af borgere i virksomhedspraktik i eksterne virksomheder?
- I hvilken grad viser forsøgene nye veje i udviklingen af lokalt forankrede beskæftigelsesaktiviteter, herunder i forhold til nye samarbejdsformer?
- I hvilken grad fremmer forsøgene lokalområdets selvbærende evne?
Den 28. september 2015 blev en midtvejsevaluering af de kvantitative resultater for tre af forsøgene forelagt for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Løsning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har udpeget konsulentvirksomheden Mploy til at foretage evalueringen. Evalueringen har været i høring hos forsøgene med henblik på at korrigere eventuelle faktuelle fejl om forsøgene.
Evalueringens resultater
Go-For-It er for aktivitetsparate unge mellem 18 og 29 år, der har begået kriminalitet, mens de resterende fem forsøg er målrettet aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år med forskellige karakteristika og/eller udfordringer. Der har samlet været 340 igangsatte eller afsluttede forløb i 2015. Nogle borgere har været i flere forløb.
Progression mod arbejdsmarkedet
Evalueringen af de fem forsøg, der har aktivitetsparate over 30 år som målgruppe, viser følgende:
- Borgere i forsøgene opnår mere progression i forhold til borgerne i de tilbud, der sammenlignes med. Det er forsøgene der, sammen med borgerne, har vurderet borgernes progression gennem progressionsredskabet udviklingsmål (parametrene for progression er muligheder for job og uddannelse, faglige færdigheder, personlige kompetencer, sociale forhold og helbred)
- Kun ca. 1 pct. – svarende til en enkelt deltager – kommer i job eller uddannelse, jf. figur 1. Denne udslusningsgrad svarer til niveauet blandt borgere fra de tilbud, der sammenlignes med
- Borgere i forsøgene opnår i mindre grad en virksomhedsplacering i forhold til de tilbud, der sammenlignes med, jf. figur 2.
Evalueringen af forsøget for unge viser følgende:
- Afgangen til job og uddannelse er betydeligt højere i forsøget i forhold til de tilbud, der sammenlignes med, jf. figur 1
- Borgerne i forsøget opnår i markant højere grad en virksomhedsplacering i forhold til de tilbud, der sammenlignes med, jf. figur 2.
Figur 1: Hvor mange er i beskæftigelse eller uddannelse en måned efter forløbets afslutning?
Figur 2: Hvor mange kommer i et virksomhedsrettet tilbud?
Erfaring med praktik i eksterne virksomheder
Evalueringen viser følgende resultater:
- Kun fire ud af seks forsøg har etableret eksterne praktikker, selvom det er en del af formålet for alle forsøg. Forvaltningen har taget kontakt til de to forsøg, der ikke har etableret eksterne praktikker for at sikre, at det sker i den resterende periode
- Knap halvdelen af praktikforløbene for borgere over 30 år foregår i lokalområdet
- Virksomhederne tillægger ikke den lokale forankring stor betydning.
Nye veje i beskæftigelsesindsatsen
Evalueringen viser følgende resultater:
- Forsøgene bidrager til løsning af nye opgaver i lokalområdet
- Forsøgene skaber relationer og netværk
- Borgerne tillægger den lokale forankring stor værdi
- Virksomhederne er mindst positive over for forsøgenes betydning for lokalområdets selvbærende evne, og øvrige samarbejdspartnere er mest positive.
Enhedspris
Enhedspriserne for forsøgene er ved fuld kapacitet lavere end de tilbud, der sammenlignes med. Det er dog en styringsmæssig udfordring for forvaltningen at sikre fuld kapacitet i de relativt små forsøg hele tiden, da det kræver stor opmærksomhed på forsøgene fra de enkelte sagsbehandlere i jobcentret, såfremt dette skal kunne lade sig gøre.
Forbehold
Følgende forbehold skal tages i forhold til evalueringens resultater:
- Forsøgenes indsats varer fra starten af 2015 til udgangen af 2016. Da evalueringen er udført i 2. kvartal 2016, har der for opgørelse af afgang til uddannelse og beskæftigelse kun været tilgængelige data for afsluttede forløb fra januar til oktober 2015. Afgangen er således opgjort frem til november 2015. I forhold til opgørelse af virksomhedspraktik har der været tilgængelige data for afsluttede forløb i perioden januar til december 2015.
- Det fremgår af evalueringen, at borgernes fremmøde er øget i kraft af forsøgene. Det er dog ikke muligt at underbygge dette statistisk, da det er forvaltningens vurdering, at leverandørerne ikke i tilstrækkelig grad registrerer kortvarigt fravær for deltagerne korrekt, særligt ift. årsagen til fravær. Da selv små unøjagtigheder i registrering af fravær vil have stor betydning for resultaterne, har Mploy derfor valgt alene at vurdere mødestabilitet hos borgerne på baggrund af sagsbehandlernes vurdering
- Målemetoden for resultaterne i denne evaluering adskiller sig fra målemetoden i midtvejsevalueringen. I midtvejsevalueringen blev det opgjort, om borgeren på et hvilket som helst tidspunkt efter starten af forsøget/tilbuddet var kommet i beskæftigelse/uddannelse eller praktik/løntilskud i evalueringsperioden. I denne evaluering er der målt på resultaterne en måned efter, at borgeren har afsluttet et forløb. Ved forvaltningens løbende kvalitetstjek af leverandørtilbud måles der på resultaterne tre måneder efter, at borgeren har afsluttet et aktiveringsforløb. Det var dog ikke hensigtsmæssigt at måle tre måneder efter afsluttet forløb for denne evaluering grundet det korte tidsrum, som evalueringen er lavet inden for.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Bevillingen til de lokalt forankrede forsøg udløber med udgangen af 2016.
Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber