Ændring af navne på job- og beskæftigelsescentrene
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens oplæg til ændring af navne på job- og beskæftigelsescentrene.
Problemstilling
På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde d. 7. december 2015 stillede Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance forslag om ændring af navne på job- og beskæftigelsescentrene i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Intentionen med forslaget er, at centrenes navne i højere grad afspejler deres opgaver og/eller målgrupper.
Medlemsforslaget blev vedtaget, og forvaltningen fremlagde et oplæg til ændring af centrenes navne på møde d. 25. januar 2016 og igen på møde d. 21. november 2016. Indstillingen blev ikke vedtaget på nogen af møderne. På udvalgsmødet d. 9. oktober 2017 blev der på ny rejst ønske om at behandle en navneændring af job- og beskæftigelsescentrene i forbindelse med den dengang netop offentliggjorte omorganisering, hvorfor forvaltningen igen fremlægger indstillingen til ændring af navne.
Løsning
Lovgivningens krav
I Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv., § 5, fremgår det, at ”Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at et jobcenter som en særskilt del af kommunens forvaltning udfører den kommunale beskæftigelsesindsats.” Dette lægger således en lovgivningsmæssig forpligtelse til at benævne jobcentret ’Jobcenter København’, efterfulgt af et afdelingsnavn, som kommunen selv kan fastlægge.
Tidligere navneændringer i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
Jobcenter Københavns afdelinger fik nye navne i forbindelse med den nye jobcenterstruktur, som trådte i kraft 1. februar 2013. Navngivningen foregik via en intern navnekonkurrence på KKintra.
Beskæftigelsescentrene fik deres navne i forbindelse med etableringen af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i 2006. I det tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen var der fem beskæftigelsescentre, der fusionerede til tre ved etablering af BIF, med navnene Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration (CBSI), Center for Afklaring og Beskæftigelse (CAB) og Center for Kompetenceudvikling og Beskæftigelse (CKB).
Center for Kompetence og Beskæftigelse (CKB) ændrede dog navn til Center for Kompetence og Brobygning d. 18. februar 2014. Baggrunden for navneændringen var, at centrets fokus havde ændret sig til at få unge i uddannelse og lave brobygning. Centret valgte samtidig at beholde samme initialer/forkortelse for at mindske omkostningerne.
D. 1. august 2017 ændrede det daværende Karrierestedet navn til Jobcenter København Karrierecentret i forbindelse med overgangen til at blive et selvstændigt jobcenter. Beslutningen om at danne et selvstændigt jobcenter, og i den forbindelse at ændre navn, skete bl.a. som følge af et stigende antal nyuddannede akademikere, og dermed et behov for at intensivere indsatsen for denne målgruppe.
Ændringer af navne
Forvaltningen har arbejdet med et forslag til en mere entydig navngivning, der afspejler de målgrupper, som er tilknyttet det enkelte center. For at få input til den nye navngivning, har forvaltningen holdt møder med cheferne for job- og beskæftigelsescentrene.
Forvaltningen indstiller, at udvalget godkender følgende ændring af navnene på job- og beskæftigelsescentrene.
Centrets nuværende navn |
Ændring af navn |
Jobcenter København – Arbejdsmarkedscentret |
Jobcenter København Jobparate |
Jobcenter København – Ungecentret |
Jobcenter København – Ungecentret |
Jobcenter København - Center for Arbejdsfastholdelse |
Jobcenter København Sygemeldte og fleksjob |
Jobcenter København - Center for Jobindsats |
Jobcenter København Aktivitetsparate |
Center for Kompetence og Brobygning |
Indsatscenter Unge |
Center for Afklaring og Beskæftigelse |
Center for Afklaring og Beskæftigelse |
Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration |
Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration |
Jobcenter København – Karrierecenteret |
Jobcenter København – Karrierecenteret |
Det indstilles, at Jobcenter København Karrierecentret, Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration (CBSI) samt Center for Afklaring og Beskæftigelse (CAB) bibeholder de nuværende navne.
I indstillingen i januar var det foreslået, at CBSI skulle ændre navn til ”Indsatscenter for jobparate”. Imidlertid har udvalget siden da besluttet, at centret er et sprogcenter for alle ydelsesmodtagere (BIU-møde 11. januar 2016), ligesom det er besluttet, at kommunens flygtningeindsats (som også først er implementeret i 2016) primært varetages af centret. Centrets målgrupper er derfor både job- og aktivitetsparate, uddannelsesparate samt flygtninge og familiesammenførte. At nævne alle disse målgrupper er et alternativ, men forvaltningen foreslår at fastholde det nuværende navn.
Derudover indstiller forvaltningen, at CAB fastholder det nuværende navn. Indstillingen begrundes i den allerede klare afspejling af de målgrupper, centret arbejder med, men skal også ses i lyset af den seneste omorganisering, hvor ressourceforløb og rehabiliteringsforløb er rykket over til CAB.
Københavns Erhvervshus og Ydelsesservice København skifter ikke navn
Udover de ovennævnte job- og beskæftigelsescentre driver Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen også Københavns Erhvervshus samt Ydelsesservice København. Forvaltningen indstiller, at disse to ikke skifter navn.
Implementering
Den tekniske implementering af navneændringerne kan tidligst starte ultimo januar, da forvaltningen er i gang med at implementere det nye IT-økonomisystem ”Kvantum”. Dette medfører, at forvaltningen ikke udfører hverken planlagt systemvedligeholdelse eller udvikling af det nuværende IT-system. Implementeringen af navneændringerne vil derfor også være afhængig af, hvor hurtigt udrulningen og implementeringen af Kvantum forløber.
For at reducere udgifterne til bl.a. breve, foldere og andet materiale til borgere, indstiller forvaltningen, at de fysiske kommunikationsprodukter først får påført de nye navne, når der er behov for genoptryk i de enkelte centre.
Nyt udvalg
Det bemærkes, at der i forbindelse med det kommende kommunal- og regionrådsvalg d. 21. november 2017 vil tiltræde nyt udvalg i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen pr. 1. januar 2018.
Omorganisering i BIF
D. 2. oktober 2017 offentliggjorde Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen en omorganisering, hvor et mindre antal afdelinger er flyttet mellem fire centre: Ressourceforløb og rehabiliteringsområdet er flyttet fra JKI til CAB, og nytteindsatsen og NOOR er flyttet fra CAB til henholdsvis JKU og CBSI.
Samlokalisering med evt. navneændringer
BIF er i gang med en samlokalisering, hvor seks job- og beskæftigelsescentre skal flytte sammen i to nye huse i Valby. Indflytning forventes primo 2019. I det forberedende arbejde i forbindelse med samlokaliseringen skal der bl.a. ses på evt. navneændringer af de berørte centre. Beslutningen vedr. evt. navneændringer forventes at blive truffet i foråret 2018. De seks berørte centre er: Center for Arbejdsfastholdelse (JKA), Karrierecentret (JKK), Ungecentret (JKU), Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration (CBSI), Arbejdsmarkedscentret (AMC) og Center for Kompetence og Brobygning (CKB).
Udgifter i SUF ifm. navneændring
I forbindelse med udgifterne ved en evt. navneændring er der fra udvalget blevet henvist til en navneændring i SUF med lavere udgifter end de anslåede udgifter i denne indstilling. Navneændringen i SUF skete på ét center med én fysisk adresse. Der blev ændret i to udendørs skilte til centret, ændret én webadresse og sendt informationsbreve ud til udvalgte hospitalsafdelinger – den samlede udgift for disse tre poster blev i alt 9.600 kr. Derudover blev der brugt interne timer på tilretning af tekst på hjemmesiden.
De højere udgifter ifm. navneændringer af BIFs job- og beskæftigelsescentre skyldes bl.a., at flere centre skal ændre navn, at der vil skulle foretages omfattende ændringer i såvel interne som eksterne hjemmesider samt flere udgifter til f.eks. navneændring på visitkort og skiltning.
Økonomi
Forvaltningen har justeret beregningen af de økonomiske omkostninger ved navneændringerne.
Udgifterne beløber sig til ca. 410.000 kr. Heraf er de ca. 305.000 kr. til betaling til Koncernservice for ændring af IT-systemer, f.eks. Fasit, KK.org, LOS, KMD Aktiv, KMD Dagpenge, Jobcenter Planner m.fl. samt ændring af jobcentrenes e-postkasser. Beløbet indeholder ikke udgifter til interne timer til tilretning af tekst på hjemmesiden. Omkostningerne forudsætter, at centrene opbruger det materiale, de har, og at der først påføres de nye navne ved genoptryk. De resterende udgifter (105.000 kr.) fordeler sig på følgende poster:
Skilte/ bannere/ glasfacader: 95.000 kr.
Orientering af samarbejdspartnere, borgere og virksomheder om de nye navne: 10.000 kr.
Omkostningerne kan afholdes inden for eksisterende ramme på baggrund af forventning om, at rammen ikke vil blive anvendt fuldt ud på alle områder, jf. regnskabsprognose 2017.
Videre proces
Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter at gennemføre ændring af de foreslåede centernavne, vil forvaltningen gå videre med at implementere navneændringerne.
Godkender udvalget ikke indstillingen, forbliver job- og beskæftigelsescentrenes navne, som de er i dag.
Bjarne Winge / Emil Dyred
Beslutning
Udvalget udsatte behandlingen af indstillingen til et senere udvalgsmøde. Navneændringen kan eventuelt behandles i forbindelse med samlokaliseringen af centre i det kommende jobcenter på Ottiliavej.