Mødedato: 27.08.2018, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatsplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-22

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har udarbejdet en indsatsplan for Handicappolitikken 2018-22, som skal godkendes af udvalget.

Indsatsplanen består både af en række eksisterende indsatser samt af nye initiativer, som sammen skal bidrage til at realisere Handicappolitikken 2018-22.

Blandt de nye initiativer kan fremhæves handleplanen for taskforcens anbefalinger for førtidspension og fleksjob. Derudover har forvaltningen udarbejdet et budgetforslag vedr. udbredelse af kendskabet til handicapkompenserende ordninger samt en styrkelse af administration af og vejledning om kompenserende ordninger.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatsplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-22

  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens budgetønske vedr. styrkelse af området for handicapkompenserende ordninger til efterretning.

Problemstilling

Den 1. februar 2018 godkendte Borgerrepræsentationen Københavns Kommunes Handicappolitik for perioden 2018-22 (bilag 1).

Samtidig godkendte Borgerrepræsentationen Socialforvaltningens forslag om, at hver forvaltning skal udarbejde en indsatsplan for Handicappolitikken, der skal godkendes af de respektive forvaltningers politiske udvalg. Formålet med indsatsplanerne er at oversætte målsætningerne i handicappolitikken til konkrete indsatser.

Løsning

Temaer og målsætninger i Handicappolitikken 2018-22

Handicappolitikken for 2018-22 er bygget op over fire overordnede temaer, der hver indeholder en række målsætninger for handicapområdet. De fire temaer er:

  • Det gode liv

  • Deltagelse

  • Skole, uddannelse og beskæftigelse

  • Netværk

Sammen har de fire temaer til hensigt at bidrage til, at borgere med handicap har mulighed for at leve et selvstændigt liv med høj kvalitet og de samme muligheder som andre københavnere.

Målsætningerne, der specifikt vedrører uddannelses- og beskæftigelsesområdet, er:

  • ”Borgere og virksomheder skal have kendskab til kompenserende ordninger og jobs på særlige vilkår, der kan bidrage til, at flere kan deltage på arbejdsmarkedet på trods af funktionsnedsættelse.”

  • ”Vi skal blive bedre til at indgå samarbejde med private virksomheder og organisationer og øge deres kendskab til, hvad det vil sige at have medarbejdere med særlige behov, så flere borgere med handicap ansættes ordinært eller i fleksjob og fastholdelsesfleksjob, bl.a. via brug af sociale klausuler i aftaler.”

  • ”Københavns Kommune skal ansætte flere medarbejdere på særlige vilkår herunder fleksjob.”

  • ”Alle børn, unge og voksne med handicap skal have skolegang og en uddannelse – sociale, personlige samt helbredsmæssige udfordringer må ikke være en barriere.”

Ud over ovenstående målsætninger, adresserer indsatsplanen også andre af handicappolitikkens målsætninger.

Ad 1) Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatsplan

Forvaltningen har struktureret indsatsplanen ud fra de konkrete temaer og målsætninger i handicappolitikken. Indsatsplanen fremgår af bilag 2.

Forvaltningen vurderer, at flere af forvaltningens eksisterende aktiviteter og indsatser understøtter mange af målsætningerne i handicappolitikken. Indsatsplanen består derfor både af en række eksisterende indsatser samt af en række nye initiativer.

Af de nye initiativer, der er beskrevet ind indsatplanen, kan særligt fremhæves:

  • Styrkelse af området for behandling af ansøgninger og bevillinger af handicapkompenserende ordninger (f.eks. personlig assistance og hjælpemidler), samt fokus på udbredelse af kendskabet til handicapkompenserende ordninger. Realisering af dette initiativ forudsætter, at der afsættes midler ved budgetforhandlingerne 2019. Se afsnittet nedenfor (ad 2).

  • Handleplanen til implementering af taskforcens anbefalinger for førtidspension og fleksjob kan understøtte flere af målsætningerne i handicappolitikken. I indsatsplanen refereres derfor til aktiviteterne i denne handleplan. Realisering af flere af disse aktiviteter forudsætter, at der afsættes midler ved budgetforhandlingerne 2019.

Ad 2) Forslag om budgetnotat, der kan understøtte indsatsplanen

Forvaltningen har udarbejdet et budgetnotat vedr. handicapkompenserende ordninger (bilag 3) til budgetforhandlingerne 2019. Budgetnotatet vil indgå under forvaltningens budgettema 3 vedr. tværfaglige beskæftigelses- og sundhedsindsatser.

I budgetnotatet foreslås det at fremme virksomhedernes brug af de handicapkompenserende ordninger.

Formålet med de handicapkompenserende ordninger er at skabe ligestilling på arbejdsmarkedet.  Borgere med fysisk og/eller psykisk handicap kan således via handicapkompenserende ordninger (f.eks. personlig assistance og hjælpemidler) få kompensation til at fungere i et job.

I budgetnotatet foreslås det, at der afsættes midler til udbredelse af kendskabet til de kompenserende ordninger. Det skyldes, at bl.a. mange virksomheder, borgere og øvrige forvaltninger har begrænset kendskab til ordninger, hvilket er en barriere for, at borgere med handicap opnår beskæftigelse. Derudover foreslås det at afsætte ressourcer til at administrere et stigende antal ansøgninger om kompenserende ordninger samt til at håndtere den skærpede arbejdsgang for personlig assistance, som forvaltningen har været nødt til at implementere på baggrund af tilsynet med døvetolke.

Handicaprådet har fået budgetnotatet i høring. I Handicaprådets høringssvar (se bilag 4) fremgår det, at de støtter op om budgetforslaget, og de fremhæver bl.a., at det vil være med til at signalere, at borgere med handicap er en ressource på arbejdsmarkedet.


Afholdelse af implementeringsworkshop

Forvaltningen bemærker, at Socialforvaltningen i samarbejde med Handicaprådet d. 7. juni afholdt en implementeringsworkshop for Handicappolitikken, hvor forvaltningernes foreløbige udkast til indsatsplaner blev drøftet.

På workshoppen deltog repræsentanter for alle forvaltninger. Derudover deltog ca. 15 personer fra bl.a. lokalråd, borgerrepræsentationen, pårørende, borgerrådgiveren og Handicaprådet.

Handicaprådets sekretariat fremhæver, at Handicaprådet har fundet det tilstrækkeligt at blive inddraget i forvaltningernes udarbejdelse af indsatsplanerne via afholdelse af denne workshop, og at de således ikke har behov for at få de endelige indsatsplaner i høring.

Økonomi

Initiativer, der kræver finansiering, vil afhænge af de kommende budgetforhandlinger.

Videre proces

Såfremt udvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen arbejde videre med indsatserne, der beskrives i indsatsplanen.

I 2020 skal alle forvaltninger udarbejde en midtvejsstatus, der forelægges de pågældende forvaltningers politiske udvalg.

 

Michael Baunsgaard Schreiber /Jeppe Bøgh Andersen

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning med bemærkning om, at det i indsatsplanen skal konkretiseres på side 9, hvilke ansættelser på særlige ordninger, som vil være relevante for folk med handicap.

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.

Til top