Forvaltningens sanktionspraksis
Resumé
Den 19. juni 2018 blev handleplanen for implementering af task force til førtidspension og fleksjob præsenteret for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU). I den forbindelse blev der fremsat ønske om en præsentation af Københavns Kommunes anvendelse af sanktioner ift. udsatte borgere.
Forvaltningens orientering som opfølgning herpå består dels af denne indstilling med vedlagte notater, dels af et oplæg, der skal holdes for BIU på mødet den 24. september 2018. Notaterne viser bl.a., at København sanktionerer mest blandt de 5 største byer i landet. Samtidig viser de også, at København begår relativt færre fejl end disse byer.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen og det efterfølgende oplæg om forvaltningens sanktionspraksis til efterretning.
Problemstilling
I forbindelse med behandlingen af handleplanen for implementering af task force til førtidspension og fleksjob den 19. juni 2018, blev der fremsat ønske om et oplæg om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens brug af sanktioner.
Til behandling på BIU-mødet den 27. august 2018 stillede Enhedslisten medlemsforslag om forvaltningens sanktionspraksis. Medlemsforslaget blev udskudt til behandling på BIU-møde den 24. september 2018. Medlemsforslaget indeholder et forslag til beslutning om, at forvaltningen skal udarbejde et oplæg om forvaltningens sanktionspraksis m.v.
Herudover har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen været i løbende kontakt med foreningerne Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne og Liv over Lov om sanktionsspørgsmålet og praksis i Københavns Kommune. Dette bl.a. på et møde omhandlende sanktioner, hvor chefer fra Ydelsesservice og k-kassen også deltog. Det er aftalt, at der afholdes endnu et møde om dette emne med foreningerne i efteråret 2018.
På ovennævnte baggrund har forvaltningen udarbejdet en orientering om sanktionspraksis i relation til udsatte borgere.
Løsning
En del af de udsatte borgere i København oplever undervejs i deres ledighedsforløb at blive sanktioneret. Muligheden for sanktionering er til stede, hvis borgerne ikke møder til samtale eller møder i deres aktiveringstilbud uden gyldig grund. Det orienteres borgerne om i forbindelse med indkaldelserne.
For nogle borgere, som forvaltningen ellers kan have vanskeligt ved at opnå kontakt til, medfører en sanktionering, at de efterfølgende møder op til og gennemfører deres aktiveringstilbud. På denne måde understøtter sanktioneringen, at de senere kan afklares til fx fleksjob eller førtidspension. For andre kan det dog også betyde, at de oplever at blive sanktioneret, hvor de selv har en forståelse af, at de har en gyldig grund til ikke at fremmøde. Det lader borgeren tilbage med frustration over systemet og følelsen af magtesløshed.
Spørgsmålet om sanktionering er derfor et element i mange udsatte borgeres sagsforløb, som har stor betydning for deres oplevelser med forvaltningen. Derfor er det relevant at se nærmere på Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens praksis som led i implementeringen af handleplanen vedr. førtidspension og fleksjob, bl.a. som led i spor 4 i handleplanen: Borgerne – En bedre borgeroplevelse.
Som baggrund for denne drøftelse orienteres udvalget om forvaltningens sanktionspraksis (bilag 1) samt statistik på området (bilag 2).
K-kassen holder den 24. september 2018 et oplæg for udvalget om et konkret sagsforløb.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen vil afholde et opfølgende møde med Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne og Liv over Lov.
Forvaltningen vil inddrage sanktionsområdet i forbindelse med kortlægning af borgerens servicerejse under spor 4 i handleplanen, såfremt BIU beslutter at arbejde videre med dette under punkt 3.
Michael Baunsgaard Schreiber / Inger Suppli
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:
Ø mener det er et problem for retssikkerheden, at udsatte københavnere bliver sanktioneret seks gange så ofte som i andre større byer. Tallet kan og bør bringes ned ved hjælp af de ændringer, som er beskrevet i medlemsforslaget i dagsordenens pkt. 5.