Mødedato: 23.09.2024, kl. 17:20
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Temadrøftelse med opfølgning på anbefalingerne fra Københavnertinget 2023

Se alle bilag

Resume

Borgerrepræsentationen besluttede forsøgsmæssigt at nedsætte et Københavnerting i perioden 2023-2024 for at styrke dialogen og samarbejdet med københavnerne om udviklingen og driften af København. I 2023 udarbejdede Københavnertinget anbefalinger til kernespørgsmålet; ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum for alle”? BIU skal med denne sag drøfte forvaltningens arbejde med at bruge anbefalinger fra Københavnertinget 2023.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter forvaltningens arbejde med Københavnertingets anbefalinger
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender den foreslåede tilbagemelding til Københavnertinget

Problemstilling

Københavnertinget blev besluttet med Overførselssagen 2021/2022, som en del af ”Pilotprojekter for styrket københavnerinddragelse”. Det er en ny inddragelsesmetode, hvor en repræsentativ gruppe på 36 københavnere udvikler anbefalinger til problemstillinger, der går på tværs af byen. 5 fagudvalg er forpligtet til at modtage og behandle Københavnertingets uafhængigt udarbejdede anbefalinger. I 2023 udviklede Københavnertinget bl.a. anbefalinger om bekæmpelse af diskrimination, som henhører under BIU’s ressort:

Opsummering af ”Vi skal bekæmpe diskrimination i København"

Københavnertinget anser diskrimination som en stor udfordring i byen, der er med til at skabe mistrivsel – derfor skal kommunen sikre rammerne for, at alle kan leve et godt liv, ligesom alle københavnere ifølge Københavnertinget har et ansvar for at sikre at andre trives. Konkret foreslår Københavnertinget, at offentlige nye steder skal være tilgængelige for alle grupper, og at der gennem f.eks. undervisningsmateriale kommer øget fokus på kulturel udveksling og integration.

Københavnertinget kom desuden med tre konkrete anbefalinger om bekæmpelse af diskrimination, der var særligt relevante for BIU:

Anbefaling: ”En del af København”. Københavnertinget foreslår et øget fokus på kulturel udveksling generelt. Fx kan der lanceres både kampagner og undervisningsmateriale, der fortæller om andre kulturer, nationaliteter og andre sårbarhedsparametre. Det skal ikke kun komme fra skolerne, men også nå ud til borgere i alle aldre. Et tegn på succes er, hvis folk diskuterer og engagerer sig i emnet diskrimination og gør det på en tolerant og nuanceret måde, inkl. sprogbrug/ordvalg.

Anbefaling: Ikke-diskriminerende ansættelser og nemmere adgang til job for udlændinge. Københavnertinget foreslår, at kommunen ikke kun selv går forrest, men også arbejder for at sikre, at alle aktører ansætter på baggrund af relevante kvalifikationer og ikke lader bevidste eller ubevidste fordomme råde. Et anbefalet tiltag i den forbindelse er at fjerne unødvendige oplysninger ifm. jobsøgningen.

Anbefaling: Offentlig kommunikation og hjemmesider skal være tilgængelige på engelsk. Københavnertinget foreslår desuden at der skal informeres på engelsk om forskellige begivenheder og højtider, der fejres i bybilledet.

Yderligere information om Københavnertinget kan desuden findes på hjemmesiden: kobenhavntaler.kk.dk/da-DK/folders/kobenhavnertinget-2024

Løsning

Arbejdet med Københavnertingets anbefalinger

Forvaltningen har siden anbefalingerne blev fremsat af Københavnertinget arbejdet med disse på flere forskellige niveauer. Forvaltningen vil kort gennemgå, hvordan der er blevet arbejdet konkret med anbefalingerne, ligesom dette også fremgår af tilbagemeldingen til Københavnertinget. 

Tilbagemelding til Københavnertinget

Forvaltningen har udarbejdet en tilbagemelding til Københavnertinget vedlagt i bilag 1. Tilbagemeldingen opridser, hvordan forvaltningen har arbejdet med anbefalinger hidtil. Det kan fremhæves at der i 2024 lanceres kampagner og undervisningsmateriale, der fortæller om andre kulturer, nationaliteter og andre sårbarhedsparametre, hvilket er i tråd med anbefalingerne. Under indsatsen ”En by af talenter” er på fokus på, at arbejdsgiverne i København ansætter på baggrund af relevante kvalifikationer og ikke lader bevidste og ubevidste fordomme råde. Et andet eksempel er nedsættelsen af en videns- og følgegruppe vedr. initiativer til inuit/grønlændere. Derudover har forvaltningen udarbejdet infomateriale til migranter på engelsk, bulgarsk og rumænsk til at hjælpe med deres jobsøgning i København.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

 

Politisk handlerum

Udvalget kan foreslå ændringer i tilbagemeldingen til Københavnertinget.

 

Videre proces

På baggrund af udvalgets drøftelse vil forvaltningen arbejde videre med anbefalingerne i det fremadrettede arbejde på diskriminationsområdet.

Beskæftigelses-og integrationsforvaltningen sender en opsummering til Økonomiforvaltningen, som samler bemærkninger fra alle fagudvalg i en mail til Københavnertingets medlemmer.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Indstillingen pkt. 1 blev drøftet og indstillingens pkt. 2 blev godkendt med ønske om, at høringssvaret i højere grad anerkender Københavnertingets arbejde.
Til top