Helårsopfølgning på resultatkontrakter 2012
Indstilling og beslutning
1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens helårsopfølgning på resultatkontrakterne for 2012 til efterretning.
Problemstilling
Målsætningen for resultatkontrakterne er, at de skal bidrage til at fokusere indsatsen og skabe ejerskab for at opnå resultater på alle niveauer i forvaltningen. Dette er ud fra en betragtning om, at det er kontraktmålene, der skal sikre opfyldelsen af de overordnede politiske mål, som er fastsat i Beskæftigelsesaftalen og Beskæftigelsesplanen.
Det skal bemærkes, at resultatkontrakterne for 2013 er udarbejdet med udgangspunkt i forvaltningens strategi ”Fuldt engagement i byen”, beskæftigelsesplanen samt beskæftigelsesaftalen for at sikre en endnu bedre understøttelse af forvaltningens strategiske mål.
Løsning
Helårsopfølgningen på resultatkontrakterne for 2012 viser, at ud af 42 resultatmål – hvoraf 8 af målene omfatter flere centre – er:
- 19 mål opfyldt
- 15 mål delvist opfyldt
- 8 mål ikke opfyldt
Dermed er ca. 19 pct. af målene ikke opfyldt, mens 81 pct. af målene er helt eller delvist opfyldt, hvilket svarer til niveauet for målopfyldelse for resultatkontrakterne i 2011.
Der kan peges på tre særligt tilfredsstillende resultater i 2012:
- Rettidigheden på jobsamtaler, aktivering samt revurderinger har samlet set ligget på et højt niveau omkring eller over centrenes mål (jf. bilag 1, figur 4, og bilag 2, figur 9-12).
Job- og beskæftigelsescentrenes kontraktmål føder alle ind til forvaltningens samlede mål om 95 pct. rettidighed. Det betyder, at forvaltningen for jobsamtaler og aktivering lever op til en af de centrale retsgarantier for ledige borgere, revalidender og borgere som afventer et fleksjob. Her kan særligt Jobcenter København Nyropsgades gode rettidighed fremhæves, da centrets rettidighed på opfølgning på revalidender i 2012 i gennemsnit lå på 97,2 pct., rettidigheden for jobsamtaler lå på 95,2 pct., og rettidigheden på aktivering lå på 98,5 pct.
Samtidig har centret formået at foretage 99,2 pct. af alle revurderinger af ledighedsydelsessager rettidigt i 2012 (jf. bilag 2, figur 10-12).
- Effekten for nyledige jobklare kontant- og dagpengemodtagere, samt effekten for unge er god.
49 pct. af de nyledige kom i 2012 ud af offentlig forsørgelse indenfor 6 måneder, og yderligere 39,5 pct. af jobklare ledige med en ledighedslænge på 6-12 måneder er blevet selvforsørgende (jf. bilag 2, figur 1-2). Samtidig er 59 pct. af de unge ude af offentlige forsørgelse efter endt aktivering på beskæftigelsescenteret Center for Kompetence og Beskæftigelse (CKB) (jf. bilag 1, figur 1-2). Dermed har forvaltningen nået de mål, der er opstillet i resultatkontrakterne, hvilket er vigtigt i forhold til målet om at eliminere overledigheden og ungeledigheden.
- Udbetaling af ydelser til tiden (jf. bilag 4, figur 3-5).
Ydelsesservice har i 2012 sikret, at kommunens borgere har fået udbetalt barsels- og sygedagpenge rettidigt i hendholdsvis 96,7 pct. og 99,3 pct. af alle sager, samt at virksomheder med borgere i løntilskud i 96,7 pct. af alle sager har fået løntilskudsudbetalinger indenfor 10 arbejdsdage. Ydelsesservice er det center, der har haft den højeste målopfyldelse på resultatkontraktmålene i 2012, hvilket har sikret, at borgerne får afgjort kontanthjælpsansøgninger og har fået udbetalt de ydelser som de har krav på til tiden i 94,7 pct. af alle sager.
Der kan samtidig peges på tre ikke tilfredsstillende resultater:
- Lav målopfyldelse på sygedagpengeområdet (jf. bilag 3)
Forvaltningens hidtidige center for sygedagpenge, Jobcenter København Baldersgade (JKB), har i 2012 haft den laveste målopfyldelsesgrad iblandt centrene. Centeret har afholdt 91,2 pct. af de lovpligtige opfølgningssamtaler med borgerne til tiden, og har kun delvist opfyldt effektmålene for sygedagpengemodtagere (jf. bilag 3, figur 2-4 og 6).
Med den nye jobcenterstruktur, der blev implementeret i januar 2013, er indsatsen for sygedagpengemodtagere ændret, således at sygedagpengemodtagere, der kommer fra ledighed, vedbliver med at modtage indsats i det center de allerede er tilknyttet, for at sikre en sammenhængende indsats for borgeren på tværs af forsørgelsesgrundlag. Borgere i arbejde, der bliver sygemeldte, bliver nu tilknyttet Center for arbejdsfastholdelse (JKA). I JKA arbejdes der med et skærpet fokus på dialog med arbejdsgiveren, og at borgeren, så hvidt muligt, hurtigt skal tilbage i arbejde.
- Antal ledighedsydelsesmodtagere med over 18 måneder på ydelsen er steget (jf. bilag 2, figur 5).
Antallet af ledighedsydelsesmodtagere, der har modtaget ydelse i mere end 18 måneder, er i 2012 steget med 30, i stedet for målet om et fald på 78 ydelsesmodtagere. Samlet set har antallet af ledighedsydelsesmodtagere ligget stabilt på mellem 800 og 850. Ledighedsydelse er forsørgelsesydelsen for personer, der er berettiget til fleksjob, men som ikke aktuelt er i job.
Den overordnede målsætning for området er, at perioder på ledighedsydelse skal reduceres mest muligt og der ligger således fortsat en udfordring i, at skabe flere fleksjobåbninger og nedbringe antallet af ledighedsydelsesmodtagere.
Forvaltningen har udarbejdet en handleplan for flere fleksjobs, som skal medvirke til dette. Handleplanen indeholder en række initiativer, bl.a. bedre matchning mellem borgere og fleksjobåbninger, mere fokuseret virksomhedsopsøgning og øget fastholdelse af eksisterende fleksjob gennem regelmæssig opfølgning.
- Lavere effekter end målsat for udsatte borgere.
Jobcenter København Musvågevejs indsats for udsatte boligområder, der omfatter job- og indsatsklare ledige, havde i 2012 en effekt på 4,6 pct., hvilket er 2 pct. under målniveauet (jf. bilag 2, figur 8). Samtidig er effekten for indsatsklare ledige samlet set på 4,3 pct., hvilket afspejler at alle centre ligger under målniveauet (jf. bilag 2, figur 3).
Effekt for indsatsklare ledige måles som, at borgeren enten er blevet selvforsørgende, opmatchet eller er kommet i løntilskud. Effekten for jobklare ledige måles i forhold til om borgeren er kommet ud af offentlig forsørgelse.
Andelen af sygedagpengemodtagere, der er ude af offentlig forsørgelse efter endt sygedagpengeforløb var i 2012 på 64,5 pct. hvilket er 5,5 pct. under målniveauet (jf. bilag 3, figur 5). Målniveauerne er beregnet ud fra tidligere opnåede resultater og centrets borgersammensætning.
Forvaltningen har i 2013 fortsat stort fokus på etableringen af virksomhedspraktikker og løntilskudsstillinger, der kan bane vej for at job- og indsatsklare ledige kan opkvalificeres, og få en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet. Samtidig implementerer forvaltningen i 2013 et udviklingsredskab for indsatsklare borgere. En systematisk brug af udviklingsredskabet forventes både at afdække hvilke indsatser, der bringer indsatsklare borgere tættere på arbejdsmarkedet og at borgeren får et øget ejerskab for sin plan for at komme i arbejde eller uddannelse. Herved bidrager udviklingsværktøjet på to måder til at borgere bringes tættere på selvforsørgelse.
Økonomi
Videre proces
BILAG
1. Resultatstatus Beskæftigelsescentre
2. Resultatstatus Jobcentre
3. Resultatstatus Jobcenter København Baldersgade
4. Resultatstatus Ydelsesservice
5. Resultatstatus Center for Driftsunderstøttelse
Morten Binder /Thomas Thellersen Børner