Tilsyn med danskuddannelse
Resumé
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen orienterer om resultaterne af tilsynet med danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. i 2. halvår 2023.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen om tilsynet med leverandørerne af danskuddannelse til efterretning.
- at udvalget godkender forvaltningens forslag til fremtidig afrapportering af tilsynet, eller
- at udvalget drøfter, hvordan udvalget ønsker at blive orienteret om tilsynet med leverandørerne af danskuddannelse fremover.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget er siden 2018 blevet orienteret to gange om året om resultaterne af tilsynet med kommunens danskundervisningstilbud til voksne udlændinge m.fl. Resultaterne er også denne gang tilfredsstillende. Forvaltningen vurderer, at det er tilstrækkeligt med én orientering om året fremover, og foreslår herudover, at bilagene forkortes.
Løsning
Overordnet status
Denne indstilling vedrører tilsynet med kommunens tilbud om danskuddannelse til voksne udlændige m.fl. i 2. halvår 2023. Udvalget blev orienteret om resultaterne vedrørende 1. halvår 2023 på mødet den 11. november 2023.
Indstillingen er også denne gang vedlagt en tilsynsrapport for hvert af de tre sprogcentre, der tilbyder danskuddannelse for kommunen:
- Jobcenter København – Danskuddannelse, der tilbyder danskuddannelse til ledige, der også deltager i anden jobrettet aktivering.
- Studieskolen og UCplus, der er private og tilbyder danskuddannelse efter aftale med Københavns Kommune. De to private sprogcentres målgruppe er overvejende selvforsørgede, herunder selvforsørgede fra andre kommuner.
De overordnede konklusioner vedrørende de enkelte sprogcentre fremgår indledningsvist i de vedlagte rapporter. Resultaterne er generelt på niveau med landsgennemsnittet. Der er forskelle mellem sprogcentrene på nogle punkter. Resultaterne er generelt tilfredsstillende.
Samtidig er prisen for undervisningen til selvforsørgede, der udgør hovedparten af deltagerne i undervisningen, blandt de laveste i landet. Og prisen for undervisning til ledige, der i dag overvejende er flygtninge og familiesammenførte fra Ukraine, ligger kun lidt over ved landsgennemsnittet.
Forslag om én årlig orientering – og justerede bilag
Forvaltningen foreslår, at udvalget fremover kun orienteres en gang om året om tilsynet med leverandørerne af danskuddannelse.
Den nuværende praksis med halvårlig afrapportering på danskuddannelsesområdet afspejler ikke forvaltningens risikovurdering på området. Og en årlig afrapportering svarer til praksis i forhold til tilsynet med forvaltningens øvrige leverandører.
Forvaltningen foreslår også, at de bilag, som udvalget får i forbindelse med afrapporteringen, bliver kortere og mere fokuserede.
Rapporterne er som nævnt forkortede denne gang, men er fortsat hver på 12-17 sider. Det skyldes blandt andet, at rapporterne gengiver mange figurer og tabeller med nøgletal og forklaringer.
Forvaltning vurderer, at rapporterne fremover med fordel kan forkortes og højest bør udgøre 10 sider i alt.
Det skal understreges, at forvaltningen ikke vil skære på tilsynet. Forslaget går alene ud på, at udvalget får mere målrettede orienteringer.
Kommunens tilsynsopgave ifølge lov om danskuddannelse
Kommunen skal efter reglerne føre et både pædagogisk, administrativt og økonomisk tilsyn med sine leverandører af danskuddannelse. Der skal inddrages pædagogisk ekspertise. Og der lægges op til, at der bredt inddrages data om undervisningen og dens resultater. Eventuelle udfordringer bør løbende drøftes med sprogcentrene.
Kommunen skal sende en tilsynsrapport til ministeriet i en særskilt skabelon pr. sprogcenter hvert andet år, næste gang ultimo 2024. Sprogcentrene indberetter sideløbende undervisningsdata til ministeriet efter hvert kvartal. Forvaltningen får fra 2024 kopi af samme data.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Politisk handlerum
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan frit vælge, hvordan udvalget vil orienteres om tilsynet med danskuddannelse.
Videre proces
Forvaltningen vil så vidt muligt følge udvalgets ønsker til fremtidige afrapporteringer om tilsynet med danskuddannelse.
Henrik Lund / Marianne Becker Andersen
Beslutning
Sagens første at-punkt blev taget til efterretning.
Sagens andet at-punkt blev drøftet, og udvalget besluttede, at udvalget fremover orienteres om tilsynet årligt, med det forbehold at udvalget også orienteres, hvis tilsynene giver anledning til særlige opmærksomhedspunkter, som forvaltningen vurderer, at udvalget skal orienteres om.