Forslag til budgetnotat til OFS om øget indsats for fritidsjob
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har den 28. oktober 2024 bestilt et budgetnotat samt en prioritering af indsatserne fra indsatskataloget vedr. øget indsats for fritidsjob. Udvalget får med denne sag forslag til budgetnotat med øget indsats for fritidsjob baseret på indsatskataloget. I indstillingen fremgår forvaltningens forslag til en prioriteret rækkefølge af indsatserne.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender budgetnotat om øget indsats for fritidsjob til forhandlingerne om Overførelsessagen for 2024/2025 (bilag 2).
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens forslag til prioriteret rækkefølge af indsatserne til efterretning.
Problemstilling
Udvalget godkendte på udvalgsmødet den 28. oktober 2024 en sag vedrørende øget indsats for fritidsjob til videre behandling i Borgerrepræsentationen. På baggrund af drøftelsen af sagen på udvalgsmødet, blev der bestilt opfølgning på medlemsforslaget. Indstillingen rummer på den baggrund forslag til budgetnotat samt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forslag til en prioriteret rækkefølge af indsatserne beskrevet i budgetnotatet.
Løsning
Forvaltningen har udarbejdet forslag til budgetnotat og en prioriteret liste over indsatserne. Forvaltningens forslag til prioritering er bl.a. baseret på erfaringer fra Jobcenter Københavns Fritidsjobindsats. Udkast til budgetnotatet er vedlagt som bilag 2.
Det er forvaltningens vurdering, at indsatserne fra budgetnotatet kan prioriteres efter nedenstående rækkefølge:
- Tema 1.A: Udvidelse af Fritidsjobindsatsens tilbud til 13-14-årige.
- Tema 2.A: Fritidsjobindsats tilbud til psykisk sårbare.
- Tema 3.A: Virksomhedskonsulent til Fritidsjobindsatsen.
- Tema 4.A: Fritidsjob med jobgaranti og hurtig opstart til de mest udsatte unge (Socialforvaltningen)
- Tema 3.B: Informations- og oplysningskampagne
- Tema 4.B: Fremskudt medarbejder i Socialforvaltningens Center for Børn og Unge (Forslaget indgik ikke i indsatskataloget)
Jobcenter København oplever stor efterspørgsel og stort behov for at finde fritidsjob i forhold til de 13-14-årige, der ofte har svært ved at finde et fritidsjob ved private virksomheder, da mange først ansætter unge fra 15 år og op. En bevilling til denne målgruppe vil også opnå god synergi til eksisterende indsatser og jobmesser for de 13-14-årige, jf.”BI35 Flere fritidsjobsindsatser for unge”, der fik midler ved Budget 2024.
Jobcenter København oplever ligeledes, at må afvise unge, der falder uden for de særlige målgruppekriterier, som kommer gennem bevillingerne til Fritidsjobindsatsen fra Sikker by og Integrationshandleplanen. En del af disse henvendelser kommer fra unge, som er psykisk sårbare med psykiske lidelser eller kognitive funktionsnedsættelser. Forvaltningen vurderer, at denne gruppe i stigende grad henvender sig, og at der er behov for at igangsætte et projekt ift. at hjælpe denne målgruppe.
Forvaltningen har derfor placeret disse to indsatser øverst. Det bemærkes, at alle 6 indsatser er beskrevet i vedlagte budgetnotat til udvalgets godkendelse (bilag 2). Nedenfor gennemgås initiativerne i budgetnotatet.
Tema 1: Flere fritidsjob til unge i alderen 13-14 år i Københavns Kommune
- Udvidelse af Fritidsjobindsatsens tilbud til 13-14-årige Udvidelse af forvaltningens Fritidsjobindsats til 13-14-årige, hvor målsætningen er, at 70 unge i alderen 13-14-år skal hjælpes til ansættelse i kommunale stillinger med lønrefusion.
Tema 2: Flere udsatte unge i fritidsjob i Københavns Kommune.
Det foreslås, at der afsættes midler til at understøtte, at flere udsatte unge ansættes i fritidsjob i Københavns Kommune.
- Fritidsjobindsats tilbud til psykisk sårbare Fokus på psykisk sårbare unge i fritidsjob gennem udvidelse af Fritidsjobindsatsens målgruppe. Målgruppen kan pt ikke tilbydes hjælp gennem fritidsjobindsatsen, hvis de ikke lever op til Fritidsjobindsatsens eksisterende målsætninger.
Tema 3: Virksomhedsrettet indsats ift. fritidsjob for unge i alderen 13-24 år.
Det forslås, at der afsættes midler til følgende to initiativer, som kan understøtte private virksomheder til i højere grad at anvende fritidsjob:
- Virksomhedskonsulent til Fritidsjobindsatsen: Ansættelse af en virksomhedskonsulent i Københavns Erhvervshus, som udlånes til Fritidsjobindsatsen i Jobcenter Københavns Ungeenhed. Virksomhedskonsulenten skal have fokus på opsøgende arbejde ift. virksomheder, der potentielt kan ansætte unge i fritidsjob samt informere om mulighederne herfor.
- Informations- og oplysningskampagne: Rettes mod virksomheder, med information om regler og fordele ved at ansætte unge i fritidsjob, særligt ift. 13-14-årige.
Tema 4: Særlige fritidsjobinitiativer
Det forslås, at der afsættes midler til følgende to initiativer, som kan understøtte særlige fritidsjobindsatser i forvaltningerne.
- Fritidsjob med jobgaranti og hurtig opstart til de mest udsatte unge: Forsøgsordning i Socialforvaltningen ift. fritidsjob med jobgaranti og hurtig opstart til de mest udsatte unge: De unge opspores gennem byens gadeplansmedarbejdere. Målgruppen er unge fra 18-24 år. Ordningen indeholder lønrefusion til den kommunale arbejdsgiver.
- Fremskudt medarbejder i Socialforvaltningens Center for Børn og Unge: Jobcenter Københavns Ungeenhed får en fremskudt medarbejder i Socialforvaltningens Center for Børn og Unge - Skolerettede indsatser, kriminalitetsforebyggelse og god overgang til voksenliv (CBU) med fokus på fritidsjob og kriminalitetstruede unge. En fremskudt medarbejder vil kunne afklare, hvordan samarbejdet kan styrkes indenfor eksisterende rammer og bevillinger. Dette initiativ fremgik ikke i indsatskataloget, men indgik som forslag til budgetforhandlingerne om Budget 2025. I forbindelse med omorganiseringen i Socialforvaltningen har centeret fået nyt navn. Tidligere hed centeret Center for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge. Forvaltningen har valgt tage forslaget med i budgetnotatet idet ét af oprindelige forslag i kataloget er udgået, jf. nedenfor.
I indsatskataloget indgik også forslag til øget indsats for fritidsjob fra Kultur- og Fritidsforvaltningen. Kultur- og Fritidsforvaltningen har besluttet at lade forslaget udgå. Kultur- og Fritidsforvaltningen støtter den generelle fritidsjobindsats, men vurderer, at forslaget fra indsatskataloget ikke kan realiseres via overførselssagen for 2024/2025, da det forudsætter en treårig bevilling. Uafhængigt heraf ser Kultur- og Fritidsforvaltningen et potentiale i en styrket indsats, hvis forslaget om at udvide målgruppen, jf. forslag om at udvide Fritidsjobindsatsen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen til også at inkludere psykisk sårbare unge, bliver vedtaget.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bemærker, at overførelsessagens bevilling er 1-årig, hvorfor udmøntningen af valgte indsatser kun vil strække sig fra april til december 2025. Derfor er der også justeret i budgetnotatet ved drift, årsværk og målsætning på antal unge ift. indsatskataloget. Den korte varighed af indsatserne ved en bevilling fra Overførselssagen, gør implementeringen sårbar såfremt indsatserne ikke forlænges. Det vil særligt være relevant for de indsatser, hvor der igangsættes et arbejde med at udvide Fritidsjobindsatsen i Jobcenter København til nye målgrupper (indsatserne beskrevet i tema 1.A, 2.A og 4.A).
Udvalget kan således i tilknytning til budgetnotatet bestille en hensigtserklæring om at forslagene, som besluttes i overførselssagen, ligeledes indgår til budgetforhandlingerne om Budget 2026 med henblik på at forlænge indsatsernes bevilling.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv, men budgetnotatet foreslår, at der til Overførelsessagen indgår forslag, hvor der afsættes 3,8 mio. kr. i 2025. Tabel 1 nedenfor viser den foreslåede økonomi.
Tabel 1. Overblik økonomi for budgetnotat i 2025 ift. de beskrevne nye initiativer.
1.000 kr., 2025 p/l |
2025 |
I alt |
Tema 1: Flere fritidsjob til unge i alderen 13-14 år |
||
1.A: Udvidelse af Fritidsjobindsatsens tilbud til 13-14-årige |
1.133 |
1.133 |
Tema 2: Flere udsatte unge i fritidsjob i Københavns Kommune |
||
2.A: Fritidsjobindsats tilbud til psykisk sårbare |
1.033 |
1.033 |
Tema 3: Virksomhedsrettet indsats |
||
3.A: Virksomhedskonsulent til Fritidsjobindsatsen |
304 |
304 |
3.B: Informations- og oplysningskampagne |
250 |
250 |
Tema 4: Særlige fritidsjobinitiativer |
||
4.A: Fritidsjob med jobgaranti og hurtig opstart til de mest udsatte unge (Socialforvaltningen) |
750 |
750 |
4.B: Fremskudt medarbejder i Socialforvaltningens Center for Børn og Unge |
304 |
304 |
Serviceudgifter i alt (netto) |
3.774 |
3.774 |
I forbindelse med det nye måltal for fritidsjob vedtaget i Borgerrepræsentationen den 28. november, vil hver forvaltning selv skulle afholde udgifter til aflønning af fritidsjobbere, såfremt der ikke politisk prioriteres konkrete indsatser, hvor lønnen betales fra særskilt lønpulje.
Fritidsjobindsatsen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der matcher og hjælper unge med enten private fritidsjob eller kommunale fritidsjob med mulighed for lønrefusion, er finansieret gennem budgetmidler, herunder fra Sikker By pakken, samt midler fra udvalgets Integrationshandleplan, hvor fokus er på at give støtte til at flere københavnere med minoritetsbaggrund opnår fritidsjob. Tabel 2 nedenfor giver et overblik over bevillingerne herunder udløb.
Tabel 2. Finansiering af eksisterende fritidsjobindsatser
1.000 kr., løbende p/l |
2022 |
2023 |
2024 |
2025 |
2026 |
2027 |
Integrationshandleplanen (BIU) |
|
|
2.300 |
2.300 |
2.300 |
|
Budgetaftale 2022 (den bydækkende studie- og fritidsjobsindsats (BI12)) |
5.900 |
5.900 |
5.900 |
5.900 |
|
|
Budgetaftale 2024 (en årlig ”jobdag” på folkeskoler og udvidelse af lønrefusion til 13-14-årige (BI35)) |
|
|
900 |
900 |
900 |
900 |
Afsatte midler i alt |
5.900 |
5.900 |
9.100 |
9.100 |
3.200 |
900 |
Politisk handlerum
Udvalget har mulighed for at godkende hele budgetnotatet eller drøfte og udvælge enkelte forslag.
Videre proces
Ved udvalgets godkendelse af budgetnotatet, så vil budgetnotatet sendes til Økonomiforvaltningen og indgå i forhandlingerne i forbindelse med Overførelsessagen 2024/2025.
Henrik Lund / Marianne Becker Andersen
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt. Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.