Mødedato: 14.09.2006, kl. 14:15

Danskuddannelsesområdet og beskæftigelsesindsatsen

Se alle bilag

Danskuddannelsesområdet og beskæftigelsesindsatsen

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 14. september 2006

 

 

3.      Danskuddannelsesområdet og beskæftigelsesindsatsen

      BIU 166/2006

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget,

at rapport om "Strategi for en samlet sprog- og integrationsindsats" og prognosegrundlaget heri godkendes, med henblik på fremsendelse til Økonomiforvaltningen,

at det godkendes, at selvforsørgende udlændinge, der opbruger deres tre års ret til danskuddannelse, også henvises til hele undervisningsmoduler mod slutningen af treårsperioden for at undgå, at de afbrydes midt i et undervisningsforløb,

at det godkendes, at der i 2007 gives tilbud om fortsat danskuddannelse til selvforsørgende, der kan afslutte hele danskuddannelsen inden for rimelig tid,

at sammenlægningen af de kommunale institutioner, Sprogcentret Kigkurren og UCI (Undervisningscentret for Indvandrere), godkendes.

 

 

RESUME

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen nedsatte tidligere på året en arbejdsgruppe, der blandt andet skulle foreslå en strategi over for følgende udfordringer inden for danskuddannelsesområdet:

1) Antallet af deltagere i danskuddannelse forventes at falde de næste år. Dels fordi antallet af kontanthjælpsmodtagere falder. Dels fordi der fremover vil være et stigende antal selvforsørgende udlændinge, der har opbrugt deres ret til tre års danskundervisning .

2) Ifølge beskæftigelsesplanen for 2007 skal flere kontanthjælpsmodtagere have et tilbud, hvor danskundervisningen foregår sideløbende med beskæftigelsesindsatsen.

I arbejdsgruppen var både kommunale og private sprogcentre, beskæftigelsesindsatsen og forvaltningen repræsenteret.

Arbejdsgruppen vurderer, at antallet af deltagere i danskuddannelse pr. måned i København vil falde fra i snit 4.100 personer i 2006 til i snit cirka 3.200 personer i 2008, svarende på et fald på cirka 22 procent.

Størstedelen af faldet skyldes begrænsningen af retten til danskundervisning til 3 år. Arbejdsgruppen anbefaler i den forbindelse, at personer, der mister retten til undervisning, ikke afbrydes midt i et undervisningsmodul, og at personer, der har en realistisk mulighed for at færdiggøre hele danskuddannelsen inden for en overskuelig periode, får lov til at fortsætte i 2007.

Det er forvaltningens opfattelse, at blandt andet faldet i deltagertallet og ændringerne i målgruppen gør det nødvendigt at sammenlægge de to kommunale udbydere, Sprogcentret Kigkurren og UCI (Undervisningscentret for Indvandrere) med henblik på at sikre den faglige og økonomiske bæredygtighed i danskundervisningen.

 


SAGSBESKRIVELSE

Med strukturændringerne i Københavns Kommune blev danskuddannelsesområdet og beskæftigelsesindsatsen samlet under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Forvaltningen nedsatte i foråret 2006 en arbejdsgruppe, der fik til opgave at overveje de muligheder for samspil, som sammenlægningen giver, og at analysere de udfordringer, man står overfor på danskuddannelsesområdet. Arbejdsgruppen, hvori der var repræsentanter for de kommunale og private sprogcentre, beskæftigelsesindsatsen og forvaltningen, har blandt andet behandlet følgende:

1) Antallet af deltagere i danskundervisning ventes at falde i de kommende år. Det skyldes dels højkonjunkturen, dels begrænsningen af retskravet på danskuddannelse.

2) Danskundervisning skal i større omfang kombineres med andre beskæftigelsesmæssige initiativer. Det fremgår af beskæftigelsesplanen for 2007.

3) Der så tidligere på året ud til at være stærkt forringede muligheder for at finansiere danskuddannelsesområdet fra 2007. Det statslige timetilskud til danskuddannelse skulle efter planen falde bort i 2007.

Forudsætningerne for gruppens arbejde ændrede sig undervejs, da integrationsministeren i juni meddelte kommunerne, at regeringen i forbindelse med finanslovforslaget vil foreslå, at timetilskuddet videreføres i 2007.

Det er imidlertid fortsat nødvendigt at tilpasse tilbuddene og kapaciteten inden for området, fordi målgruppen ændrer sig, og antallet af personer i undervisning falder. Arbejdsgruppens forventninger til udviklingen i deltagertallet fremgår af følgende tabel, der omfatter både københavnere og ikke-københavnere på sprogcentrene i København.

Tabel:  Antal deltagere i danskuddannelse pr. måned 2006-2008[1]

 

2006

2007

2008

Integrationslovsudlændinge

800

800

800

Selvforsørgende

2.500

2.500

1.900

Kontanthjælpsmodtagere

800

600

500

I alt

4.100

3.900

3.200

 

Udlændinge omfattet af integrationsloven

Knapt 15 pct. af københavnerne i danskundervisning er omfattet af integrationsloven. Antallet er faldet gennem en årrække, dels som følge af stramninger af udlændingelovgivningen, dels fordi Københavns Kommune ikke modtager nye flygtninge.

Antallet af integrationslovsudlændinge forventes nu at have nået et stabilt niveau, og behovet for danskuddannelse til denne gruppe ventes at være uændret de næste år.

Selvforsørgende uden for integrationsloven

Cirka 60 procent af de københavnere, der deltager i danskuddannelse, er selvforsørgende og ikke omfattet af integrationsloven. Personer, der ikke er omfattet af integrationsloven, er for eksempel borgere fra EU- og EØS-lande (EU plus Norge, Island og Liechtenstein) og alle udlændinge med en opholdstilladelse ældre end tre år.

Begrænsningen af retskravet på danskuddannelse til tre år, der blev indført i 2004 og får effekt fra 2007, har først og fremmest betydning for denne gruppe.

Perioden med ret til undervisning skal forlænges i de tilfælde, hvor en udlænding har været forhindret i at deltage i undervisningen på grund af barsel, sygdom eller ustøttet fuldtidsbeskæftigelse. Kommunen kan også i andre tilfælde tilbyde fortsat danskuddannelse.

Arbejdsgruppen anbefaler, at opgaven med at tage stilling til en eventuel forlængelse af undervisningsretten varetages af Sprog og Integration på Jobcenter Musvågevej.

En danskuddannelse er opdelt i 5-6 moduler, og kommunen har mulighed for at henvise til andele af moduler, så der ikke henvises til undervisning ud over treårsperioden. Det kan imidlertid virke uforståeligt for borgerne, hvis kommunen henviser til undervisningsmoduler, der kun kan afsluttes, hvis borgeren selv overtager finansieringen.

Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at selvforsørgende henvises til hele undervisningsmoduler - også mod afslutningen af treårsperioden - med mindre andre hensyn taler imod.

Arbejdsgruppen anbefaler desuden, at der i 2007 gives tilbud om fortsat danskuddannelse til selvforsørgende, der allerede er i danskuddannelse, når de mister retskravet på danskuddannelse, og har en realistisk mulighed for at gennemføre uddannelsen inden for rimelig tid.

Hvis begrænsningen af retskravet administreres i overensstemmelse med arbejdsgruppens anbefalinger, vil faldet i antallet af selvforsørgende i undervisning først blive mærkbart i 2008.

Kontanthjælpsmodtagere

25 pct. af de københavnere, der deltager i danskundervisning, er kontanthjælpsmodtagere. Antallet af kontanthjælpsmodtagere i undervisning er faldet med knapt en tredjedel siden 2004 og ventes at falde yderligere i de kommende år.

Arbejdsgruppen anbefaler, at kontanthjælpsmodtagere får tilbudt danskuddannelse i kombination med andre beskæftigelsesrettede aktiviteter. Arbejdsgruppen vurderer, at dansksproglig opkvalificering er af væsentlig betydning for, at restgruppen kan få en egentlig og varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Men i forbindelse med initiativet "En ny chance til alle" er kommunen også blevet pålagt at give kontanthjælpsmodtagere tilbud efter beskæftigelsesloven.

Personer med særlige problemer

Den store spredning i målgruppen for danskundervisningen betyder, at der er personer, der er langt fra at honorere de krav, der stilles i undervisningen, og langt fra at gennemføre uddannelsen inden for tre år.

Arbejdsgruppen anbefaler, at årsagerne til manglende eller meget langsom progression blandt dele af kursisterne vurderes - med henblik på at få afdækket, i hvilket omfang problemerne skyldes, at der er kursister med særlige vanskeligheder, der ikke bliver kompenseret for.

Arbejdsgruppen anbefaler desuden, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tager initiativ til, at det samarbejde, der i dag findes mellem sprogcentrene og voksenspecialundervisningsinstitutionerne, udbygges, og at det i den forbindelse overvejes at oprette flere tilbud, der kombinerer danskundervisning og voksenspecialundervisning.

Konsekvenser for udbyderne

Samlet set vil der være behov for en lavere kapacitet til danskundervisning i de kommende år.

Arbejdsgruppen anbefaler, at de private sprogcentre selv tager initiativer, der tilpasser det enkelte sprogcenter til det fremtidige kapacitetsbehov. De private sprogcentre opfordres i den sammenhæng til at søge samarbejde med private aktører, der har rammeaftaler om at udføre beskæftigelsesindsats for Københavns Kommune.

To af udbyderne under Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er kommunale. Det drejer sig om Sprogcentret Kigkurren, der tilbyder danskuddannelse til hele målgruppen, og UCI (Undervisningscentret for Indvandrere), der tilbyder danskuddannelse i kombination med anden aktivering.

Kigkurren har gennem de senere år haft vigende tilgang. Det kan også aflæses af sprogcentrets regnskaber for 2004 og 2005 og det forventede regnskab for 2006. I 2006 forventes et underskud på 1,4 mio. kr.

Som det fremgår af nedenstående skema, udgør de faste omkostninger til husleje og forbrugsudgifter mv. en stadigt større andel af Kigkurrens udgifter. Det faldende antal deltagere i undervisningen har medført en dårligere udnyttelse af kapaciteten på Kigkurrens lejemål, Kigkurren 6-8, hvor knapt 20 procent af arealet i dag ikke anvendes.

Nøgletal for Sprogcentret Kigkurren[2]

 

Regnskab 2004

Regnskab 2005

Forventet 2006

Antal deltagere pr. år

1.134

1.075

ca. 1.000

Resultat i mio. kr.

0,3

- 0,7

- 1.4

Udgifter i mio. kr.

32,0

27,5

27,4

Heraf faste ud gifter (husleje, vedligehold, el, varme mv.)

9,3 %

10,2 %

11,4 %

 

På baggrund af Kigkurrens aktuelle økonomiske situation og den forventede nedgang i deltagertallet forventes de økonomiske rammer for driften at blive yderlige forværret i 2007. Den manglende kapacitetsudnyttelse af lejemålene på Kigkurren, huslejens stigende andel af de samlede udgifter, samt færre midler til vedligeholdelse af lokalerne sætter spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af at opretholde de nuværende lejemål.

Da danskundervisningen på UCI også er blevet reduceret væsentligt i de senere år, er det forvaltningens opfattelse, at der ikke længere er et grundlag for at opretholde de to kommunale danskuddannelsesudbydere som selvstændige institutioner.

Derfor indstiller forvaltningen, at institutionerne sammenlægges organisatorisk den 1. januar 2007, og at udgangspunktet for de fremtidige aktiviteter bliver Hejrevej 6-10.

Med sammenlægningen opnås en større organisatorisk enhed - både fagligt og økonomisk – hvilket giver bedre styringsmuligheder og mulighed for større tilpasningsdygtighed og bedre ressourceudnyttelse.

Der vil i samarbejde med de nuværende ledere af institutionerne blive udarbejdet en ny ledelsesstruktur for den ny institution. De nuværende ledere vil indgå i den kommende ledelse.  Ledere og personale vil blive involveret i den faglige og personalemæssige omstilling.

Der henvises i øvrigt indstilling vedrørende "Handlingsplan for udmøntning af beskæftigelsesaftalen, Plads til alle på arbejdsmarkedet" (BIU 165/2006).

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Med udgangspunkt i den forventede prognose for udviklingen i antallet af kursister på danskundervisningsområdet og øvrige rammemæssige forudsætninger i 2007 forventes økonomien på danskundervisningsområdet at kunne holdes inden for den ramme, der er forudsat i budgetforslaget for 2007, herunder de 5 mio. kr., der er afsat til styrket danskundervisning. Jævnfør i øvrigt BIU 169/2006 vedrørende DUT-sager 2005/06

De forventede rammer omkring udviklingen i økonomien på danskundervisningsområdet i 2007 og 2008 er nærmere beskrevet i den vedlagte rapport.

Inden for rammen forventes anvendt netto cirka 6 mio. kr. til fortsat undervisning af selvforsørgende, herunder 'familieforsørgede', der har opbrugt deres ret til danskuddannelse.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen yderligere bemærkninger.

 

HØRING

Sagen har været forelagt Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen på HSU's møde den 11. september 2006. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil blive orienteret mundtligt på udvalgsmødet om HSU's bemærkninger.

Sagen er endvidere drøftet i ledelseskredsen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, som er enig i de foreslåede omstillinger. Herudover har de enkelte ledere af de berørte institutioner været involveret i processen.

 

BILAG

Rapport fra arbejdsgruppe vedrørende strategi for samlet sprog- og integrationsindsats.

 

Direktør Morten Binder   /Vicedirektør Kaj Ove Christiansen

                                               

 

 


 



[1] Deltagertallet er i rapporten opgjort som et gennemsnit pr. måned for at gøre det muligt at vurdere udviklingen i kapacitetsbehovet.

[2] I 2004 afviklede Kigkurren et lejemål på Fælledvej. Udgifterne til dette lejemål er ikke medregnet i tabellen.

Til top