Mødedato: 12.12.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Beskæftigelsesplan 2016-2020, version 2017

Se alle bilag

Beskæftigelsesplanen er lovgivningsmæssigt besluttet. Den udarbejdes hvert år og skal godkendes af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget senest 31. december 2016.

Tidligere beslutninger

Beskæftigelsesplanen for 2016-2020 blev i 2016-versionen godkendt i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 7. december 2015.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender Beskæftigelsesplan 2016-2020, version 2017.

Problemstilling

Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. §4 pålægger kommunerne årligt at vedtage en beskæftigelsesplan for det kommende års beskæftigelsesindsats.

Løsning

Der har tidligere været en række formkrav til beskæftigelsesplanen, men det er nu op til kommunen at bestemme udformningen, ligesom det er muligt at lave planen med et flerårigt sigte, så længe den opdateres årligt.

Ved udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen for 2016 valgte Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen at strukturere planen omkring målene i strategien Vision 2020: Vækst gennem job og uddannelse. Vision 2020 beskriver en række mål, jobcentret skal have nået i år 2020. Derfor har Beskæftigelsesplanen sigte på 2016-2020. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 7. december 2015 Beskæftigelsesplanen for 2016-2020. 

Status på nye indsatser og data, for hvordan København klarer sig i forhold til målene, opdateres årligt. I bilag 1 er udkastet til 2017-versionen af Beskæftigelsesplan 2016-2020.

Beskæftigelsesplanen beskriver:

  • Indsatsen for dagpengemodtagere med udgangspunkt i:

    • Det politisk vedtagne samtalekoncept fra 2015 (under opdatering i efteråret 2016)

    • Akademikeraftalen (indgået 3. marts 2016)

    • Ændringer i indsatsen for jobparate kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere (godkendt af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget 24. oktober 2016)

  • Indsatsen for jobparate kontanthjælpsmodtagere med udgangspunkt i ændringer i indsatsen for jobparate kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere (godkendt af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget 24. oktober 2016)

  • Ungeindsatsen, der bygger på Ungeaftalen (indgået 27. april 2015)

  • Indsatsen for sygemeldte, der bygger på Sygedagpengeaftalen (indgået 16. juni 2014)

  • Indsatsen for udsatte ledige, der tager udgangspunkt i Aftale om udsatte borgere (indgået 11. november 2015).

Beskæftigelsesministeren har ligesom tidligere år udmeldt mål for beskæftigelsesindsatsen i 2017, men kommunerne har ikke længere pligt til at efterleve eller opstille kvantitative niveauer for målene. I udkastet til 2017-versionen af Beskæftigelsesplan 2016-2020 beskrives det alligevel, hvordan Jobcenter København arbejder for at understøtte ministermålene.

Ministermålene for 2017 er, at:

  • Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft

  • Flere unge skal have en uddannelse

  • Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, herunder langtidsledige kontanthjælpsmodtagere, skal tættere på arbejdsmarkedet

  • Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende.

Desuden inkluderer planen resultatstatus fra 2015, fordi der som grundlag for udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen ifølge loven skal indgå en resultatrevision, som viser resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i jobcentret i det forudgående år.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, vil den blive sendt til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd for Hovedstaden til orientering.

 

Bjarne Winge / Jacob Zeberg Eberholst

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

 

For stemte: 7 (A, B, F, C og U)

Imod stemte: Ingen.

Undlod: 2 (Ø)

 

Indstillingen blev hermed godkendt.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Ø opfatter planen som en opsummering af de eksisterende aftaler på området. Enhedslisten ser ikke vækst som et mål i sig selv, efter vores opfattelse er god livskvalitet det overordnede mål. Vi opfatter heller ikke sammenligningen med andre byer som den vigtigste målestok for kommunens indsats for de arbejdsløse københavnere.”

Til top