Mødedato: 11.04.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Opfølgning på Ankestyrelsens principafgørelse om sanktionering af aktivitetsparate borgere

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens håndtering af Ankestyrelsens principafgørelse som beskrevet i indstillingen.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) blev den 25. januar 2016 orienteret om forvaltningens ændrede praksis i forhold til Ankestyrelsens principafgørelse om sanktionering af aktivitetsparate borgere.

BIU ønskede i den forbindelse uddybning af følgende problemstillinger:

1. Hvad gør forvaltningen i tilfælde, hvor borgeren ikke har en bopæl men kun en postboks (hjemløse)?

2. Hvilke sikkerhedsmæssige problemstillinger ligger der i at opsøge borgerne på deres bopæl?

3. Har TR/sikkerhedsrepræsentanter været involveret i processen, og kan man eventuelt bruge vagter til at løse opgaven? 

Forvaltningen har fremsendt et orienteringsnotat til BIU den 3. marts 2016, der vedrører disse problematikker. Notatet er vedlagt som bilag 1. Med denne indstilling får BIU mulighed for at tage stilling til forvaltningens håndtering af Ankestyrelsens principafgørelse.

Løsning

Forvaltningen foreslår følgende til håndtering af Ankestyrelsens principafgørelse:

  • Hvis borger er hjemløs, forsøger forvaltningen at få kontakt til borgeren via digital post, telefon eller e-mail. Hvis dette ikke lykkes, vil forvaltningen inddrage Socialforvaltningens hjemløseenhed, herberg eller natcafé for at få kontakt til borgeren der.

     

  • Hvis borger er uden bopælsadresse/registret med postboks, forsøger forvaltningen at få kontakt til borgeren via digital post, telefon eller e-mail. Hvis der ikke opnås kontakt, gør forvaltningen ikke yderligere. Jf. bilag 1 vurderer forvaltningen, at lovkravet om udtømmelse af alle rimelige muligheder er opfyldt med de nævnte handlinger.

     

  • Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil også fremadrettet overholde forvaltningens interne retningslinjer for sikkerhed ved at sende to medarbejdere ud til borgerens bopæl og fortsat involvere sikkerhedsrepræsentanter efter behov.

     

  • Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil fortsat sende en kontorfunktionær og en seniorjobber i stedet for brug af vagt.

     

  • Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen søger midler til indsatsen i henholdsvis overførselssagen for 2016 og budgetforhandlingerne for 2017, jf. økonomiafsnittet nedenfor.

Økonomi

Merudgiften i første halvår 2016 til den nye praksis svarer til ca. 250.000 kr. (1/2 årsværk) til aflønning af kontorfunktionæren og seniorjobberen, som indtil videre forestår den opsøgende indsats. Udgiften afholdes inden for den økonomiske ramme.

I budgetforhandling 2017 vil forvaltningen lægge op til, at der for årene 2017-2019 søges om 2 årsværk (1 mio. kr. pr. år) med henblik på, at den opsøgende indsats fortsat kan varetages af en K-kasse medarbejder og en jobcenterkonsulent, så Ankestyrelsens nye retningslinjer overholdes samtidig med at de opsøgende medarbejdere kan gennemføre kontaktforløbssamtalen med de borgere, de kommer i kontakt med.

Formålet med den opsøgende indsats er dels at sikre tilvejebringelsen af et dækkende grundlag for afgørelse om eventuel sanktionering, dels at finde den bedste vej ind i et stabilt kontaktforløb for den enkelte sanktionstruede borger, så sanktionering ikke fremover igen bliver aktuel. Derudover vil det betyde, at der ved samtalen kan ske visitation til tilbud efter beskæftigelseslovgivningen, fx hvis der er behov for en mentor til at etablere en mere stabil kontakt til forvaltningen.

Videre proces

Hvis BIU godkender håndteringen af Ankestyrelsens principafgørelse, forsætter forvaltningen med at opsøge de sanktionstruede borgere som beskrevet ovenfor.

Der fremlægges ét budgetnotat til overførselssagen 2016 og ét til budgetforhandlingerne for 2017.

Birgitte Hansen     /     Michael Baunsgaard Schreiber          

 

Beslutning

Behandlingen af indstillingen blev udsat til et kommende udvalgsmøde med henblik på, at forvaltningen afdækker sikkerhedsaspekter yderligere.

Til top