Mødedato: 11.03.2013, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Strategi for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens tryghedsindsats 2013 -14

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender Strategi for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens tryghedsindsats 2013-14

Problemstilling

Siden iværksættelsen af Sikker By-indsatsen er Beskæftigelses- og Integrationsudvalget blevet ansvarlig for et stadigt stigende antal tryghedsindsatser i København, ikke mindst fordi der inden for forvaltningens ressortområde er en række udfordringer og løsningsmuligheder for målgruppen af kriminelle og kriminalitetstruede unge: Dels viser forskningen, at beskæftigelses- og uddannelsesindsatsen er et centralt værktøj for at forhindre kriminalitetstruede unge i at bevæge sig (længere) ud i en kriminel løbebane, dels er der fortsat en overrepræsentation af lovovertrædere blandt unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund.

Forvaltningen har på den baggrund opbygget et kriminalpræventivt ”ben” i beskæftigelsesindsatsen med indsatser som Helhedsorienteret indsats for dømte og løsladste unge og Udgående beskæftigelsesindsats. Forvaltningen har desuden ansvar for særindsatser og er ansvarlig for monitorering af byens tryghedssituation via Tryghedsindekset. Tryghedsindekset er Sikker By programmets effektmål 1 og danner basis for den overordnede prioritering og målretning af den kriminalpræventive indsats i København. (Se bilag for deltaljeret beskrivelse af forvaltningens aktiviteter)

Der er med udvidelsen af forvaltningens tryghedsindsats skabt behov for at klargøre og skærpe de strategiske mål og retning herfor for 2013-14.   

Løsning

Forvaltningen har derfor udarbejdet vedlagte Tryghedsstrategi for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen 2013. Strategien er vedlagt som bilag 1. Strategien støtter op om Sikker By målene[1], den ny 18+-strategi samt om Inklusionspolitikkens mål 5 om Et mere trygt København.

Visionen for Tryghedsstrategien er at skabe et mere trygt København for alle.

De overordnede målsætninger for strategien er:

 

  • At mindske kriminalitet, særligt blandt uroskabende unge, som skal inkluderes i samfundet gennem job, uddannelse eller opkvalificering.
  • Øge oplevelsen af tryghed og inklusion blandt byens borgere i alle bydele og lokalområder, herunder udsatte by- og boligområder.
  • Støtte op om en evidensbaseret tryghedsindsats og prioritering gennem Tryghedsindeksets målinger og formidling til nøgleaktører i det kriminalpræventive samarbejde (Sikker By, Lokaludvalgene, SSP, Politiet, Hotspot mv.).

Det er væsentlige parametre for BIFs tryghedsindsats at opnå kontakt til de kriminalitetstruede og kriminelle unge og få dem i – og fastholde dem i – uddannelse, arbejde eller opkvalificeringstilbud. Samtidig skal medarbejderne løbende opkvalificeres til at håndtere denne gruppe af unge fx ved styrkelse af medarbejdernes interkulturelle kompetencer. Forvaltningens tryghedsindsats gennemføres i tæt samspil med byens øvrige aktører, fx Sikker By (herunder politiet, SSP, Hotspot mv.) og relevante civilsamfundsaktører mv. 

Strategien er opdelt i tre hovedindsatsområder. En mere detaljeret beskrivelse af forvaltningens aktiviteter og resultater for 2012 er vedlagt som bilag:

1.      En tidlig og forebyggende indsats for kriminalitetstruede unge. Her er der fokus på at øge de unges livschancer, forbedre borgernes tryghed og på sigt spare samfundet for betydelige ressourcer. Nøgleindsatser omfatter Bydækkende fritidsjobformidling, Udegående beskæftigelseskonsulenter, tværgående koordinering gennem Hotspot, SSP+, Exit og Partnerskab Tingbjerg/Husum og Amager, kompetenceopbygning af medarbejdere gennem VINK.

2.      Indsats for kriminelle eller indsatte unge. Her er fokus på unge, der allerede har udvist kriminel adfærd, er i fængsel eller løsladt, gennem en styrkelse af håndholdte indsats mhp. beskæftigelse og uddannelse. Nøgleindsatser omfatter: Helhedsorienterede indsats for dømte og varetægtsfængslede unge, Den gode løsladelse – fra fængsel til frihed, deltagelse i Exit-program, SSP og SSP+ indsatsen.

Det foreslås gennem Budget 2014 at videreføre af den gode løsladelse, hvor finansiering bortfalder delvist i 2013 og helt fra 2014.


3.      Anvendelsesorienteret tryghedsmåling

Forvaltningen er ansvarlig for mål 1 i Sikker By programmet om en halvering af områder med markant/intensiveret behov for en tryghedsskabende indsats. Tryghedsindekset forelægges årligt Borgerrepræsentationen, Sikker By, SSP og Københavns Politi, og bidrager til prioritering og målretning af indsatsen.

Efterspørgslen på resultater og særkørsler fra Tryghedsindekset er stor, og Odense Kommune, Rigspolitiet, Det Kriminalpræventive Råd, Oslo Politi og Oslo Kommune har med inspiration fra Københavns tryghedsindeks udviklet lignende tryghedsmålinger.

I 2013-14 vil forvaltningen udvikle sin formidlingsindsats yderligere mhp. at lokale aktører kan bruge tryghedsmålinger i planlægning og prioritering.


[1] Sikker By Programmets mål omfatter: (1.) Tryg by – i hele byen: Trygheden skal forbedres målbart, så antallet af områder, som i Tryghedsindekset 2010 udviser behov for en markant eller intensiveret tryghedsskabende indsats, halveres (BIF ansvarlig for målingen). (2.) Mindre kriminalitet blandt unge: Antallet af 14-25-årige københavnere, der sigtes for personfarlig eller alvorlig kriminalitet, skal være på niveau med eller lavere end gennemsnittet for de fire største kommuner i Danmark. (3.) Exit fra banderne: 60 procent af de 18-25-årige, som har gennemført kommunens exit-forløb, må ikke være dømt for alvorlig eller personfarlig kriminalitet to år efter forløbets afslutning. (4.) Vi holder byen åben: Ingen institutioner og serviceydelser må lukke i forbindelse med uro eller krise i et område

Økonomi

Der ansøges i regi af Sikker By om 1 mio. årligt til videreførsel af den gode løsladelse.

Et overblik over økonomi for forvaltningens kriminalitetsforebyggende indsatser er indsat neden for: 

 Tabel 1 – Budget 2012-15 og frem for Sikker By arbejdet i BIF i mio. kr.

 

Indsats

2012

2013

2014

2015

Drift

0,8

0,8

0,8

0,8

God løsladelse m.v.

1

0,5

 

 

Ungdomsbrandkorps

 

0,5

 

 

SSP+

1,7

1,7

1,7

-

Helhedsindsats for indsatte unge

2

3,1

3,1

3,1

Fritidsjob kommunal

1,8

 

 

 

Fritidsjobformidling

1

1

1

1

Exit

1

0,5

0,5

-

Udgående beskæftigelsesindsats

3

3

3

3

VINK

0,5

0,5

0,5

-

Ny start

0,4

0,5

0,4

-

Hotspot

7

7

7

-

Tryghedsindeks

1

1

1

-

SSP-bestyrelsen

0,5

0,5

0,5

0,5

I alt

21,7

20,6

19,5

8,4

 

Videre proces

Midler til videreførsel af den Gode Løsladelse ansøges i regi af Sikker By, Budget 2014

BILAG

1. Tryghedsstrategi for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen 2013-02-1

2. Overblik over aktiviteter

3. Dokumentation af indsatser i regi af Jobcenter København Ungecenteret

Morten Binder                    Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Der var afstemning om punktet:

For: 6 (A, F, B, Ø)
Imod: 0
Undlod at stemme: 3 (V, O, C) 

Indstillingen blev dermed godkendt.
 
O havde følgende protokolbemærkning:

DF mener integrationsindsatsen er for svag i forhold til sikker by indsatsen og mener vi i tryghedsindsatsen skal erkende, vi har et særligt problem med indvandrer.
Til top