Temadrøftelse i forhold til indsatsområder i 2014 - Beskæftigelse
Indstilling og beslutning
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager statusrapporten til efterretning
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter udfordringer i beskæftigelsesindsatsen i København
Problemstilling
Formålet med denne 4. temadrøftelse er, at udvalget drøfter indsatsområder for beskæftigelsesindsatsen med udgangspunkt i de udfordringer, som statusrapporten peger på. På selve mødet vil direktør Thomas Thellersen Børner komme med et oplæg, der kort opridser udfordringerne.
Løsning
Selvom der generelt er færre borgere på overførselsindkomst i København i sammenlignelige kommuner, er ledigheden højere i København. Den københavnske overledighed svarer til cirka 3.500 personer og skyldes dels, at flere bliver ledige, dels at de gennemsnitligt er ledige i længere tid. Jobcentret har begrænset indflydelse på, at borgerne bliver ledige men skal til gengæld arbejde fokuseret på at minimere den tid, der går, før de ledige finder beskæftigelse igen, på at sikre, at ledige har de kompetencer, der matcher arbejdsmarkedets behov og på, at også de ikke-jobklare kontanthjælpsmodtagere får mulighed for at udnytte og udvikle deres ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet.
Forvaltningen har udarbejdet sin årlige statusrapport om beskæftigelsesindsatsens udfordringer og resultater (bilag 1). Rapporten opdeler overledigheden i målgrupper og indeholder et kapitel om, hvor arbejdsmarkedet er på vej hen, og hvor der kan være mulige åbninger for de ledige. Blandt de væsentligste udfordringer, rapporten peger på er:
- Fremskrivninger viser, at der frem mod 2024 fortsat vil være et overudbud af akademisk arbejdskraft ikke kun i region hovedstaden men i hele Østdanmark. Der vil være mangel på faglært arbejdskraft i region hovedstaden, mens der forventes et overudbud af faglært arbejdskraft i region sjælland. Der forventes fortsat overudbud af ufaglært arbejdskraft.
- Der er sket en stigning i antallet af ledighedsberørte kontanthjælpsmodtagere men den gennemsnitlige varighed er faldet. Cirka halvdelen af overledigheden består af jobklare kontanthjælpsmodtagere, men dette vil kunne ændre sig med den kommende kontanthjælpsreform.
- Der er forholdsmæssigt flere indsatsklare kontanthjælpsmodtagere (match 2) i København end de sammenlignelige kommuner. Det skyldes blandt andet, at færre borgere tildeles førtidspension i Københavns Kommune. Den gennemsnitlige varighed af ledighedsforløbene for denne gruppe er faldet det seneste år, men er fortsat længere end i de andre sammenlignelige kommuner. Matchopdelingen forventes afskaffet med den nye kontanthjælpsreform, hvilket vil ændre dette billede.
- For dagpengemodtagere ses, at København har opnået bedre effekter i indsatsen, således at de nu ligger over klyngens gennemsnit for samtlige redskaber. Der er færre ledighedsberørte, men den gennemsnitlige varighed er steget.
På strategiseminariet den 17.-18. januar 2013 indkredsede forvaltningens ledelse tre indsatsområder for en styrkelse af beskæftigelsesindsatsen:
- Direkte i job med endnu mere markant jobfokus i den helt tidlige indsats – i forlængelse af de indsatser, der indgår i beskæftigelsesaftale 2013, herunder jobklubber og tidlige jobsamtaler med fokus på faglig og geografisk mobilitet.
- Opkvalificering til fremtidens arbejdsmarked med fokus på ufaglærte og ledige med kompetencer, der ikke efterspørges på arbejdsmarkedet – i forlængelse af de midler, udvalget med beskæftigelsesaftale 2013 afsatte til opkvalificering af ufaglærte.
- Borgere på rette kurs med fokus på endnu bedre tilbud til den del af matchgruppe 2, der kan indgå i virksomhedsrettede forløb – i forlængelse af arbejdet med at sikre progression i indsatsen og de kombinationsforløb, der blev besluttet med beskæftigelsesaftale 2013.
Forvaltningen har i forlængelse af udvalgets temadrøftelse den 10. december 2012 om ”et arbejdsmarked for alle” udarbejdet et notat, der opsamler temadrøftelsens anbefalinger til indsatsen for indsatsklare borgere (bilag 2).
Udvalgets temadrøftelse kan tage afsæt i ovenstående.
Økonomi
De økonomiske rammer og muligheder i forhold til Budget 2014 vil blive drøftet på udvalgets budgetseminar den 18.-19. marts 2013.
Videre proces
Mulighederne for at styrke beskæftigelsesindsatsen er hovedindholdet af udvalgets drøftelser på budgetseminaret den 18.-19. marts 2013.
BILAG
1. Statusrapport 2012 - Fuld beskæftigelse i København
2. Notat med anbefalinger til den kommende indsats for indsatsklare borgere
Beslutning
2. at blev drøftet