Udbud af beskæftigelsestilbud til aktivitetsparate og fleksjobvisiterede ledige
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager de indholdsmæssige rammer for den indsats, der udbydes, til efterretning.
- At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der i udbuddet arbejdes med en tildelings- og vægtningsmodel, hvor kvalitet vægter 75 %, mens pris vægter 25 %.
Problemstilling
Rammeaftalerne knyttet til aktivitetsparate samt aftalerne knyttet til fleksjobvisiterede borgere udløber den 30. juni 2016. Aftalerne skal derfor primo 2016 sendes i udbud.
Aftalerne knyttet til de aktivitetsparate dækker både de unge mellem 18-30 år og de voksne over 30 år. Lovgivningsmæssigt er der stor forskel på intentionen med indsatsen, såvel som rammerne for aktiveringen. For de unge er det primære mål at komme i uddannelse, og der er krav om høj aktiveringsgrad, mens det primære mål for de voksne er at komme i arbejde, mens der er et mindstekrav om 14 dages årlig aktivering. De faglige, indholdsmæssige rammer for det kommende udbud er beskrevet nedenfor, og følger af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets aftale om hhv. unge og udsatte. Aftalerne er vedlagt til orientering.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal godkende tildelings- og vægtningsmodel for udbuddet. Tildelings- og vægtningsmodellen angiver, hvordan indkomne tilbud vurderes af forvaltningen.
Løsning
1. Orientering om de indholdsmæssige rammer for udbud af indsatsen for de aktivitetsparate og fleksjobvisiterede
Forvaltningen har opdelt udbuddet i 4 særskilte udbudsområder, jf. tabel 1.
Tabel 1. Oversigt over udbudsområder og målgrupper
Udbudsområde |
Målgruppe |
Udbudsområde 1
|
Uddannelsesforberedende forløb for unge aktivitetsparate |
Udbudsområde 2
|
Virksomhedsforberedende forløb for voksne aktivitetsparate og fleksjobvisiterede
|
Udbudsområde 3 |
Voksne aktivitetsparate, der har behov for afklaring til en anden ordning eller ydelse, fx fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension |
Udbudsområde 4
|
Fleksjobvisiterede borgere, der har været på ledighedsydelse i 3-4 mdr. |
Nedenfor gennemgås de enkelte områder.
Udbudsområde 1: Aktivitetsparate unge
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har med indgåelsen af ungeaftalen ”Sådan får vi flest unge i uddannelse” fastsat følgende mål for indsatsen for unge aktivitetsparate med uddannelsespålæg:
- De unge har faglige kompetencer svarende til mindst 2 i dansk og matematik
- De unge mestrer deres egen situationen og kan – med eller uden hjælp – håndtere udfordringer, der står i vejen for uddannelse
- De unge kan se sig selv i uddannelse og er afklaret ift. valg af uddannelse.
Herudover er det med ungeaftalen besluttet, at tilbud for aktivitetsparate unge som udgangspunkt leveres via den kommunalt forankrede brobygningsindsats på Center for Kompetence og Brobygning. Tilbud til særligt udsatte unge, der har behov for en indsats, der rækker ud over det, kommunen og regionen kan levere, skal leveres via leverandører.
De unge aktivitetsparate med uddannelsespålæg, der ikke kan modtage tilbud via den kommunale brobygningsindsats, er en differentieret målgruppe, som har forskellige udfordringer og behov. For at sikre, at de indkomne leverandørtilbud bedst muligt bidrager til opfyldelsen af målene for de aktivitetsparate unge, er målgruppen opdelt i tre delmålgrupper:
- Udviklingshæmmede unge / svagt begavede unge
- Unge med sygdomme indenfor autismespektret, dvs. unge med alvorlige udviklingsforstyrrelser
- Stærkt udadreagerende og voldelige unge samt unge med tungere ikke-økonomisk kriminalitet / tilknytning til bandemiljø
Udbuddet har til formål at skabe specialiserede uddannelsesveje for hver af de tre delmålgrupper.
De tilbudsgivende leverandører skal byde ind med udviklende indsatser, der kan:
-
Opkvalificere de unge før optagelse på uddannelse og/eller påbegyndelse på brobygningsforløb
-
Udvikle de unges uddannelsesmæssige potentiale
-
Afklare hvilket timetal en ung kan magte og afklare skånebehov.
Mens selve formålet med de udviklende indsatser er ens (opfyldelse af målene i ungeaftalen), så skal tilbudsgivere for hver af de tre undermålgrupper byde ind med specifikke indsatser, der netop adresserer den enkelte delmålgruppes udfordringer og behov.
I udbudsmaterialet beskrives en række obligatoriske redskaber, som tilbudsgiverne skal lade indgå i deres tilbudsbeskrivelser. Disse redskaber matcher krav stillet i lovgivningen. Herudover angives en række forslag til, hvad tilbudsbeskrivelsen kan indeholde - altså en ikke-udtømmende liste over valgfri elementer, som leverandøren kan lade sig inspirere af.
Potentielle leverandører kan byde særskilt ind på indsatsen for de unge via udbudsområde 1, jf. tabel 1. Forvaltningen lægger op til at indgå aftaler med 6 leverandører af hensyn til at reducere kompleksiteten ved booking af forløb og højne samarbejdsgraden mellem jobcenter og leverandørerne.
Udbudsområde 2: Aktivitetsparate voksne
Med den politiske aftale om udsatte borgere har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget udstukket en ambitiøs, virksomhedsrettet kurs for arbejdet med de udsatte borgere. Der er ca. 16.000 udsatte borgere over 30 år i København med meget forskelligartede udfordringer. For at sikre, at den virksomhedsrettede indsats får den ønskede effekt, inddeler aftalen gruppen af udsatte borgere i tre undergrupper:
- Gruppe 1 er borgere, der er klar til at begynde i et forløb i en virksomhed eller i et deltidsjob.
-
Gruppe 2 er borgere, der skal forberedes til et forløb i en virksomhed. Forløbet skal være virksomhedsrettet og give borgeren mulighed for at snuse til forskellige brancher og arbejdsopgaver og få et indtryk af de faglige og sociale krav på en arbejdsplads.
-
Gruppe 3 er borgere, der skal afklares til en anden ordning eller ydelse, fx fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension.
I forlængelse af det indledende arbejde med udmøntning af den politiske aftale, vurderer forvaltningen, at indsatsen for borgere i gruppe 1 mest hensigtsmæssigt håndteres internt af Jobcenter København – Center for Jobindsats og Center for Afklaring og Beskæftigelse, da det vil give den mest enkle samarbejdsflade for virksomhederne og sikre, at færrest mulige personer involveres i borgerens virksomhedsrettede forløb.
Forvaltningen skønner, at der pt. er kapacitet i kommunen til at varetage indsatsen for de ledige, der er tættest på arbejdsmarkedet. Der tages dog forbehold for, at størrelsen på målgruppen kan ændre sig eller vise sig at være anderledes end estimeret. Det vil være muligt at udlægge indsatsen for denne gruppe til leverandører, hvis der viser sig at være behov for det. I udgangspunktet vurderes det derfor, at behovet for køb af tilbud hos eksterne leverandører primært vil være til indsatsen for de borgere, der placerer sig i gruppe 2 og i gruppe 3, jf. ovenfor.
Den indsats, der udbydes, bygges op som målrettede virksomhedsforberedende forløb, der etableres i tæt samarbejde med virksomheder, og hvor fastholdelsesmentorer sikrer, at borgerne støttes i den virksomhedspraktik/løntilskud eller uddannelsesforløb, som de er startet på.
Der vil i udbuddet blive fastsat krav om fokus på progression i borgernes forløb. For borgere, som kan være i forløb i en virksomhed, måles progression som en forøgelse i timetallet på virksomheden. For borgere, der endnu ikke er klar til at være i en virksomhed, måles progression som en forbedring af borgerens evne til at mestre de udfordringer, der står i vejen for beskæftigelse.
Der bliver som led i udbuddet mulighed for at etablere skånsomme tilbud på få timer om ugen, for de borgere, der har behov for det. Der indarbejdes i udbuddet ligeledes et 3-ugers forløb, som sikrer det lovpligtige mindstekrav om 14 dages aktivering om året.
Potentielle leverandører kan byde samlet for indsatsen for de voksne via udbudsområde 2 og 3, jf. tabel 1. For at sikre, at jobcentrene har et overblik over de forskellige muligheder for booking af forløb, lægger forvaltningen op til at reducere antallet af leverandører fra nuværende 11 til fem leverandører. Heraf udvælges to til også at tilrettelægge indsats på udbudsområde 3. Da indsatsen nødvendiggør et tæt samarbejde med leverandørerne om den konkrete dokumentation, der skal tilvejebringes, ønskes der kun to leverandører på udbudsområdet.
Som et supplement til indsatsen for fleksjobvisiterede og aktivitetsparate vil forvaltningen udbyde en fleksjob-kandidatbank, for borgere med 3-4 måneder på ledighedsydelse. Leverandører kan frit kontakte borgere i fleksjob-kandidatbanken med tilbud om fleksjob eller forløb med henblik på etablering af fleksjob. Dette uanset om borgeren allerede er i forløb hos en anden leverandør. Leverandørerne modtager kun betaling, hvis de lykkes med at etablere og fastholde en borger i fleksjob i to måneder efter ansættelse.
Forvaltningen lægger op til, at 7 leverandører kan byde særskilt på fleksjobkandidatbanken via udbudsområde 4, jf. tabel 1.
2. Godkendelse af tildelings- og vægtningsmodel for udbuddet
Forvaltningen foreslår, at vurderingen af de indkomne tilbud vurderes på baggrund af kriterier, der muliggør såvel kvalitetsvurdering og prisvurdering. Det foreslås, at et helhedsorienteret kvalitetskriterium vægter 75 %, mens prisvurdering vægter 25 %.
På udbudsområde 1 (unge aktivitetsparate) foreslås det, at der arbejdes med et kvalitetskriterium, der vægter uddannelsesforberedende tilbud, der:
-
Formår at opkvalificere borgernes dansk- og matematikkundskaber
-
Understøtter de unge i at håndtere udfordringer, der står i vejen for uddannelse, samt bistår de unge i at træffe valgt om uddannelse
-
Har social- og sundhedsfaglige kompetencer
På udbudsområde 2 foreslås det, at der arbejdes med et kvalitetskriterium, der vægter beskæftigelsestilbud, der:
-
Formår at virksomhedsplacere borgerne og fastholde dem i det virksomhedsrettede forløb
-
Har et klart og realistisk mål for, hvad borgeren skal opnå ved forløbet
-
Sikrer tilstrækkelig individuel borgerhåndtering
-
Har social- og sundhedsfaglige kompetencer
På udbudsområde 3 foreslås det, at der arbejdes med et kvalitetskriterium, der vægter beskæftigelsestilbud, der:
-
Kan levere dokumentationsgrundlaget til brug for visitationen til anden ordning eller ydelse, fx fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension
På udbudsområde 4 foreslås det, at der arbejdes med et kvalitetskriterium, der vægter beskæftigelsestilbud, der:
-
Formår at etablere fleksjob for fleksjobvisiterede borgere og fastholde dem i fleksjob
-
Sikrer tilstrækkelig individuel borgerhåndtering
Ift. det spørgsmål, der blev stillet under forhandlingerne om udsatte aftalen, bemærker forvaltningen, at der ikke er lovgivningsmæssig mulighed for at arbejde med tildelingskriterier, der favoriserer non-profit organisationer eller socialøkonomiske virksomheder.
For at sikre hensynet til socialøkonomiske virksomheder kan der som følge af den nye udbudslov reserveres kontrakter til visse non-profit organisationer. Forvaltningen vurderer, at udbuddet ikke hensigtsmæssigt kan tilrettelægges med udgangspunkt i denne bestemmelse, da det vil reducere antallet af potentielle leverandører ganske betragteligt og da det dermed ikke kan udelukkes at ville føre til en ringere og mindre virksomhedsrettet indsats. Det bemærkes, at forvaltningens udbud typisk giver gode muligheder for, at sociale virksomheder kan byde ind (5 ud af 11 af de eksisterende leverandører på området er socialøkonomiske virksomheder).
Der henvises til indstilling om modeller for samarbejde med bl.a. socialøkonomiske virksomheder (BIU 11. januar 2016, pkt. 7), som beskriver hvordan forvaltningen kan arbejde med socialøkonomiske virksomheder i forbindelse med iværksættelse af beskæftigelsestilbud for udsatte borgere.
Økonomi
Indstillingen har ikke umiddelbare økonomiske konsekvenser.
Forvaltningen bemærker, at kommunen har ret, men ikke pligt, til at købe beskæftigelsestilbud under rammeaftalerne. Leverandørerne garanteres således ikke mindstekøb fra kommunen.
Tabellen nedenfor viser en oversigt over budget 2016 til køb af uddannelses- og beskæftigelsestilbud til målgrupperne i udbuddet.
Tabel 1:Budget 2016 til køb af eksterne leverandører, i 1.000 kr.
Videre proces
Efter udvalgsbehandlingen annonceres udbuddet medio januar med henblik på, at aftaler kan træde i kraft medio 2016. Tidsplanen giver ikke umiddelbart mulighed for senere annoncering grundet eksisterende aftalers udløb.
Udmøntningen af den politiske aftale for udsatte borgere er påbegyndt i forvaltningen, hvor de indledende øvelser omhandler udbuddet og i forlængelse heraf nærmere konkretisering af arbejdsdelingen mellem Jobcenter København og eksterne leverandører. BIU vil blive præsenteret for en udmøntningsplan på udvalgsmødet den 22. februar.
Birgitte Hansen / Michael Baungaard Schreiber
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med den bemærkning, at udvalget skal have et notat, der redegør for, om det er lovligt at have non-profitvirksomhedstyper som et kriterium i udbudsmaterialet.