Mødedato: 02.05.2022, kl. 16:00
Mødested: Ydelsesservice, Krumtappen 4, 2500 Valby

Finansiering af ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’

Se alle bilag

Resumé

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har den 19. juni 2021 indgået ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’. Aftalen betyder, at der skal findes en årlig besparelse på cirka 35 mio. kr. fra 1. januar 2022 og frem på Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatsramme.

Den 19. september 2021 godkendte Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, at forvaltningen i 2022 midlertidigt finder besparelsen i råderummet på indsatsrammen. Samtidig godkendte udvalget, at forvaltningen i 2022 udvikler en ny aktiveringsstrategi for unge uden uddannelse, som kan give den varige besparelse i 2023 og frem.

Nedenfor præsenteres tre muligheder for varig finansiering af besparelsen. Som den ene mulighed præsenteres en løsning, hvor aktiveringsindsatsen for uddannelseshjælpsmodtagere tilpasses, så besparelsen opnås. Som den anden mulighed præsenteres en løsning, hvor den nuværende midlertidige løsning gøres varig ved fortsat finansiering via råderummet. Ved besparelse i råderummet findes besparelsen hos alle målgrupper og ikke kun de unge. Som den tredje mulighed præsenteres en kombination, hvor besparelsen delvist hentes via en tilpasning af aktiveringsindsatsen for uddannelseshjælpsmodtagere og delvist hentes via råderummet.

Som indledning til drøftelsen vil Marianne Larsen, jobcenterchef for Ungecentret, holde oplæg om den nuværende indsats for unge og hvad der kendetegner gruppen af unge uden uddannelse. Formålet med temamødet er at give Beskæftigelses- og Integrationsudvalget et indblik i aktiveringsindsatsen for unge uden uddannelse, som den ser ud i dag.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender en tilpasning af aktiveringsindsatsen for uddannelseshjælpsmodtagere (løsning 1) som varig finansiering af ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’.

Problemstilling

Et flertal i folketinget har indgået ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’. Med aftalen blev der indført ændringer i reglerne for den aktive beskæftigelsespolitik for unge uddannelseshjælpsmodtagere pr. 1. januar 2022.

Ændringerne skal på landsplan tilvejebringe første del af finansieringen af ’Ret til tidlig pension’ med en besparelse på 352,6 mio. kr. i 2022, 381,5 mio. kr. i 2023, 381,3 mio. kr. i 2024 og 382,6 mio. kr. i 2025 af jobcentrenes indsatsbudget. På sigt kræver den tidlige pension samlet besparelser på beskæftigelsesområdet for 1.100 mio. kr. Den resterende del af besparelsen, som ikke indfris med denne aftale, skal forhandles af parterne i 2022 og 2023. Det er endnu ikke meldt ud, om den resterende del af besparelsen skal finansieres via indsats- eller servicemidler eller hvilke målgrupper der rammes. Således skal udvalget forvente yderligere besparelseskrav de kommende år.

Første delaftale betyder, at Københavns Kommunes samlede indsatsbudget reduceres med cirka 35 mio. kr. årligt fra 2022. Aftalen anviser, at besparelsen finansieres ved at give de unge uddannelseshjælpsmodtagere en mindre intensiv indsats. Det sker ved, at der nu kan gå 4 måneder mellem hvert aktiveringstilbud i stedet for kun 4 uger. Hvis besparelsen implementeres på ungeområdet, som aftalen anviser, svarer det til cirka 30 pct. af indsatsbudgettet for uddannelseshjælpsmodtagere, som i 2022 er på cirka 120 mio. kr.

Den 19. september 2021 godkendte Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, at forvaltningen i 2022 midlertidigt tilvejebringer besparelsen gennem råderummet, som er opstået pga. den faldende ledighed efter coronakrisen. I samme periode skal forvaltningen udvikle en ny aktiveringsstrategi på ungeområdet, som kan tilvejebringe den varige besparelse fra 2023 og frem.

Aktiveringsstrategien skal erstatte Ungeaftalen (2015) og justeringen af denne (2019). Forvaltningen har det seneste halve år udarbejdet analyser, litteraturreview, gennemført workshops med unge samt interne og eksterne interessenter, indhentet erfaringer fra andre kommuner mv. Forslag til hvordan besparelsen kan hentes via en ny aktiveringsstrategi, er således udviklet på baggrund af et solidt analytisk grundlag.

Ved midlertidigt at udmønte råderummet til at håndtere besparelsen, er mange af de midler, som er frigivet ved at fastholde serviceniveauet for alle målgrupper, blevet allokeret til finansieringen af ’Ret til tidlig pension’. Det betyder, at man ikke har kunne prioritere nye eller mere intensive indsatser til andre målgrupper, hvor der kan være behov.

Udvalget kan med løsning 2 videreføre den midlertidige løsning på besparelsen, da der pga. den fortsatte lave ledighed er plads i råderummet.  Stiger ledigheden igen, vil det være nødvendigt at finde nye besparelser – enten på ungeindsatsen eller på indsatsen til andre målgrupper.

Aftaleparterne skal i 2022 forhandle den resterende del af finansieringen af Ret til tidlig pension, som ikke indfries med første delaftale. Den resterede del af besparelsen forventes at være ca. 700 mio. kr. på landsplan og ca. 70 mio. kr. for Københavns Kommune og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Forvaltningen vurderer, at den næste delaftale ikke vil lægge op til at finansiere besparelsen via uddannelseshjælpsmodtagere, men via andre målgrupper. 

Løsning

Delaftalen reducerer forvaltningens indsatsramme med cirka 35 mio. kr. i 2022 og frem. Nedenfor præsenterer forvaltningen tre løsninger for varig implementering af besparelsen som følge af ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’:

  • Løsning 1. Ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere
  • Løsning 2. Fortsat finansiering via råderummet
  • Løsning 3. Delvis finansiering via tilpasninger i aktiveringsindsatsen til uddannelseshjælpsmodtagere og delvis finansiering via råderummet.

I bilag 1 fremgår en overordnet beskrivelse af aktiveringsindsatsen for uddannelseshjælpsmodtagere, som den ser ud i dag, herunder ny mulighed for jobrettet indsats.

Løsning 1: Besparelsen finansieres via tilpasninger i aktiveringsindsatsen til uddannelseshjælpsmodtagere (ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere)

 Med løsning 1 foreslår forvaltningen at tilvejebringe besparelsen ved at give en mindre intensiv aktiveringsindsats til uddannelseshjælpsmodtagere, som der lægges op til i delaftalen. Besparelsen implementeres varigt fra 2023 og frem.

Forvaltningen foreslår at udnytte de nye muligheder i lovgivningen for mindre hyppig aktivering, hvor der nu må gå 4 måneder mellem hvert aktiveringsforløb i stedet for 4 uger. Det er forvaltningens faglige vurdering, at det ikke er hensigtsmæssigt at indføre pauser i aktiveringen på 4 måneder for alle unge. Derfor vil forvaltningen tilrettelægge indsatsen ud fra en ny aktiveringsstrategi, der understøtter, at der gives det rette tilbud til de rette unge på det rette tidspunkt.

Indsatsen tilrettelægges ud fra konkrete og individuelle vurderinger, som tager afsæt i den enkelte unges udgangspunkt. Derfor vil nogle unge oplever mindre intensive forløb, mens forløbene for andre vil være uændret. Det vil også være variere fra ung til ung, hvor lang tid der går mellem hvert aktiveringstilbud. Dog vil perioden mellem tilbud øges for en stor gruppe af de unge.

Herudover foreslår forvaltningen at nedjustere timeantallet i aktiveringstilbuddene. Ved at nedjustere timeantallet i tilbud vil de unge kunne opleve, at de fremover modtager samme tilbud, men med færre timer ugentligt. Det kan fx være, at de unge fortsat tilbydes brobygningsforløb, hvor der til gengæld vil være færre ugentlige timer. Samlet set vil det betyde, at uddannelseshjælpsmodtagere vil opleve at få en mindre intensiv indsats end de gør i dag.

Til sidst foreslår forvaltningen med den nye strategi at øge brugen af virksomhedsrettede indsatser fremfor vejledende og opkvalificerende aktivering. Virksomhedsrettede indsatser er som udgangspunkt mindre omkostningstung end vejledende og opkvalificerende tilbud.

Det betyder, at besparelsen ikke udelukkende hentes gennem en mindre intensiv indsats.

Virksomhedsrettede indsatser fx i form af virksomhedspraktikker kan indgå som led i afklaring af de unges uddannelsesvalg. Her får de unge i praksis mulighed for at afprøve om, det er et fag, de gerne vil arbejde med. Samtidig giver det de unge konkret erfaring med arbejdsmarkedet. Det kan for nogle skabe motivation for at tage en uddannelse, og det kan samtidig være med til at modne de unge.

Forvaltningen har aktuelt et højt serviceniveau til uddannelseshjælpsmodtagere i forhold til lovgivningens minimumskrav til indsats. Indsatsen planlægges i dag, så de unge som udgangspunkt er i aktivering hele tiden. Med implementering af besparelsen på ungeområdet vil serviceniveauet falde, men forvaltningen vil fortsat kunne opretholde et serviceniveau, der ligger væsentligt højere end lovgivningens minimumskrav for aktivering af uddannelseshjælpsmodtagere.

Udover aktiveringsindsatsen har de unge også samtaler i jobcentret. De unge har 4 samtaler inden for de første seks måneders ledighed og herefter hver 8. uge. Jobsamtalerne finansieres via servicemidler, som ikke er omfattet af aftalen. Denne kadence vil derfor fortsætte uændret. Det giver mulighed for at samtalerne kan tilrettelægges, så de ligger i de perioder, hvor den unge ikke er i et aktiveringstilbud. Aktiveringsstrategien vil understøtte, at der tilrettelægges den bedst mulige aktiveringsindsats indenfor den nye økonomiske ramme.

Forvaltningen vurderer dog, at det ikke kan undgås, at besparelsen og den mindre intensive indsats kan påvirke udfaldet af indsatsen på ungeområdet. Der kan muligvis gå længere tid før en ung bliver klar til at starte på og gennemføre en uddannelse, hvilket vil kunne øge den unges periode på offentlig forsørgelse.

Løsning 2. Besparelse hentes på tværs af målgrupper (uændret ungestrategi)

Med løsning 2 kan udvalget vælge at gøre den midlertidige finansiering via råderummet varig, så den videreføres i 2023 og frem. Med denne løsning vil serviceniveauet for unge fortsætte uændret, da antallet af indsatsmidler pr. borger forbliver uændret. Her finansieres besparelsen med det råderum, som er opstået på indsatsrammen som følge af den generelt faldende ledighed efter coronakrisen. Da ledigheden fortsat forventes at falde i 2023, vil råderummet fortsat kunne afsættes til at finansiere den første delaftale om finansiering af den tidlige pension.

Forvaltningen vurderer, at der er følgende opmærksomhedspunkter forbundet med løsning 2:

Et uændret serviceniveau kan kun forsætte ved en fortsat lav ledighed. Stiger ledigheden, vil råderummet blive mindre eller helt forsvinde. I det tilfælde, vil udvalget igen skulle tage stilling til, hvor besparelsen skal findes – på ungeindsatsen eller på indsatsen til andre målgrupper.

Med løsning 2 vil der ikke være mulighed for at bruge råderummet til at opprioritere andre målgrupper. Det kunne fx være en øget indsats til borgere med handicap eller borgere i kanten af arbejdsmarkedet. Ved at finansiere besparelsen via råderummet prioriteres uddannelseshjælpsmodtagere på bekostning af andre målgrupper.

Løsningen følger ikke aftaleparternes anvisninger om at tilvejebringe besparelsen gennem aktiveringsindsatsen for unge uddannelseshjælpsmodtagere.

Endelig forventer forvaltningen, at andre målgrupper end uddannelseshjælpsmodtagere vil rammes af den resterende del af besparelsen på 70 mio. kr., som ikke er indfriet med første delaftale.

Løsning 3. Besparelsen finansieres delvist via tilpasninger i aktiveringsindsatsen til uddannelseshjælpsmodtagere (ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere) og delvist via råderummet.

Med løsning 3 kan udvalget vælge at tilvejebringe besparelsen med en kombination af løsning 1 og 2.

Besparelsen hentes delvist ved at give uddannelseshjælpsmodtagere en mindre intensiv indsats og ved i højere grad at tilbyde en mere job og virksomhedsrettet indsats, som beskrevet i løsning 1. Ved at give de unge en mindre intensiv indsats vil serviceniveauet falde, men dog i mindre grad end ved løsning 1. I forlængelse heraf vurderer forvaltningen, at den mindre intensive indsats også i mindre grad vil påvirke indsatsen på ungeområdet negativt i forhold til løsning 1.  

Herudover hentes besparelsen delvist på tværs af målgrupper, som beskrevet i løsning 2. Besparelsen finansieres delvist med det råderum, som er opstået på indsatsrammen som følge af den generelt faldende ledighed. Der er er de samme opmærksomhedspunkter forbundet herved, som beskrevet ved løsning 2.

Håndtering af finansiering i andre kommuner

Forvaltningen har i forbindelse med udvikling af en ny aktiveringsstrategi undersøgt, hvordan en række andre kommuner har finansieret første delaftale. I Aalborg, Aarhus og Odense har man valgt delvist at finde besparelsen på ungeindsatsen og delvist på andre dele af beskæftigelsesområdet eller via omprioriteringsbidrag bredt i kommunen.

Esbjerg og Horsens har valgt at finansiere hele besparelsen på ungeindsatsen. Begge kommuner skal dog først udmønte besparelsen i 2023 grundet ekstra tilførte midler, og ingen af kommunerne har endnu vedtaget en endelig strategi for besparelserne.

I Kalundborg, Hjørring og Svendborg er der politisk fokus på at undgå besparelser på ungeindsatsen. I de tre kommuner forventes det, at besparelserne findes via grønthøstere på beskæftigelsesområdet.

Øget fokus på samarbejde med civilsamfundet

Når de unge deltager i aktiviteter i civilsamfundet, bidrager det til at øge deres progression mod uddannelse eller job. Civilsamfundet har et andet mulighedsrum for deres aktiviteter og kan dermed bidrage ind i de unges liv, med noget andet end jobcentret kan og skal.

Det kan fx være, at en ung er aktiv i en fodboldklub, og herigennem oplever at være en del af et fællesskab og får en øget tro på egne evner. Det kan også være, at en ung får hjælp til at tackle ensomhed via et frivillighedsnetværk.

Derfor er det væsentligt, at forvaltningen er opmærksom på, hvilke andre udviklingspotentialer der er for de unge via deltagelse i civilsamfundet. Dette er relevant uanset valg af løsning for implementering af besparelsen. Derfor vil forvaltningen undersøge mulighederne for at udbygge samarbejdet med civilsamfundsorganisationer.

Økonomi

Indstillingens økonomiske konsekvenser er beskrevet under ”Løsning”.

  • Løsning 1. Besparelsen tilvejebringes ved at tilbyde en mindre intensiv aktiveringsindsats og ved i højere grad at tilbyde en mere job og virksomhedsrettet indsats.
  • Løsning 2. Besparelsen tilvejebringes ved at udnytte det stigende råderum på indsatsrammen som følge af den faldende ledighed. Løsningen er sårbar, da den afhænger af fortsat lav ledighed. Samtidig vil det fjerne muligheden for at opprioritere andre målgrupper, hvor der kan være behov for ekstra midler.
  • Løsning 3. Besparelsen tilvejebringes via en kombination af løsning 1 og 2. 

Videre proces

Hvis udvalget godkender løsning 1 eller 3 for implementering af første delaftale, vil udvalget på udvalgsmødet den 20. juni 2022 blive forelagt udkast til en ny aktiveringsstrategi for ungeindsatsen og en indstilling til, hvordan den fulde eller delvise besparelse skal fordeles mellem Jobcenter København og private leverandører. Aktiveringsindsatsen for de unge varetages i dag både internt af Jobcenter København og eksternt af private leverandører.

Vælger udvalget løsning 2, vil forvaltningen indarbejde besparelsen i det forventede råderum i budget 2023.

BIU vil i løbet af efteråret 2022 få forelagt en indstilling omkring muligheden for et udbygget samarbejde med civilsamfundsorganisationerne, herunder et estimeret beløb for, hvad det vil kræve af budgetmidler.

Marianne Becker Andersen/Lars Ethelberg Nielsen

Beslutning

Udvalget udskød beslutningen til næste udvalgsmøde den 23. maj, og bad herunder forvaltningen om at uddybe løsningsforslag 3 i indstillingen, så det indeholder konkrete elementer af besparelser og beløbene her på samt hvor meget der dermed finansieres via råderummet.

Til top