Mødedato: 31.08.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Forældreindflydelse i klynger på dagtilbudsområdet

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til det videre arbejde med forældreindflydelsen i klyngerne.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender det videre arbejde med at styrke forældreindflydelsen i klyngerne, herunder igangsættelse af pilotforsøg

Problemstilling

I forbindelse med fremlæggelse af status på implementering af Fremtidens Fritidstilbud i udvalget den 13.1.2016 fremgik det, at forvaltningen udarbejder forslag om forældrenes indflydelse i de nye klyngers forældrebestyrelser og forældreråd.

Løsning

I oktober 2016 skal der vælges forældrebestyrelser og forældreråd i de nye klynger. I en evaluering af den tidligere klyngestruktur gav forældrene udtryk for, at arbejdet i forældrebestyrelsen opleves som langt fra hverdagen i de enkelte enheder, og at forældrerådene var langt fra beslutningerne i forældrebestyrelsen. I de nye større klynger bliver der flere forældre i klyngebestyrelsen, og det bliver afgørende, at bestyrelsen og forældreråd kan samarbejde, så forældrene fremover oplever at kunne få indflydelse på beslutninger, der er meningsfulde for dem og deres barn.

Et stærkt forældresamarbejde er udgangspunktet for, at børnene trives i institutionen. Derudover har en velfungerende forældreindflydelse et væsentligt demokratisk element, som allerede er et indsatsområde i kommunen, jf. Borgerrepræsentationens beslutning den 28.1.16 ’Sammen om byen’. Andre initiativer vedr. øget borgerinddragelse på BUFs område behandles i udvalget i efteråret 2016. 

Udgangspunktet for forvaltningens arbejde har været at undersøge muligheden for, at forældrerådene kunne få flere kompetencer, end de har i dag, og hvordan forældreindflydelsen generelt kan styrkes. Gennem inddragelse af forældrebestyrelser, ledere og KFO (Københavns Forældreorganisation) er det blevet tydeligt, at den egentlige udfordring ikke ligger i den kompetencefordeling, der er mellem råd og bestyrelse. Fordelingen af kompetencer følger arbejds- og kompetencefordelingen mellem pædagogisk leder og klyngerleder, se bilag 1.

Udfordringen ligger i højere grad i selve forståelsen og udnyttelsen af de kompetencer og opgaver, som allerede ligger i de to organer og ikke mindst i samarbejdet mellem dem. Det viser sig, at det er uklart for forældrene i bestyrelser og råd, hvad deres kompetencer er, og det er svært at kommunikere mellem forældreråd og forældrebestyrelse. Det indgår i forvaltningens forventning til god ledelse, at forældrene informeres og inddrages i børnenes og institutionens liv og der skal derfor til stadighed arbejdes på at gøre rammerne for samarbejdet tydeligere og inspirere til bedre møder og god kommunikation mellem råd og bestyrelse.

Forvaltningen påtænker at arbejde i to spor:

1) Bedre og mere tilgængelig understøttelse af forældre og ledere i arbejdet i råd og bestyrelser

Den nuværende vejledning til forældrebestyrelser og råd er fra 2011. Vejledningen er omfattende og ikke så let at orientere sig i. For at gøre det lettere at forstå rammerne, og hvem, der har hvilke kompetencer, er der udarbejdet en ny vejledning, som kun fokuserer på den formelle ramme (lovgivning, politikker mv.), og forsøger på en let og overskuelig måde at formidle det til forældre og ledere, se bilag 2.

Samtidig er der blevet udarbejdet et sæt inspirationsark, som kan bruges i forældrebestyrelses/-rådsarbejdet. Arkene giver eksempler på, hvordan der kan arbejdes med forskellige emner, og indeholder skabeloner til for eksempel dagsorden og årshjul, se bilag 3. 

Vejledningen og inspirationsarkene er udarbejdet med sparring fra ledere og forældrerepræsentanter fra KFO.

Lederne vil få en afgørende rolle i udbredelsen og anvendelsen af materialet, og forvaltningen vil sikre, at lederne får den nødvendige information og let adgang til support. Forvaltningen vil i løbet af efteråret 2016 drøfte med udvalgte bestyrelser, hvordan redskaberne virker, sådan at redskaberne kan justeres og udvikles i overensstemmelse med forældre og lederes behov.

Det er forventningen, at vejledningen og inspirationsarkene – og det fornyede fokus – vil medvirke til, at forældrerådene oplever at komme tættere på beslutningerne i klyngebestyrelsen, og at forældrene oplever, at det er meningsfuldt at deltage i forældrebestyrelsen, fordi man oplever at kunne få reel indflydelse.

I efteråret 2016 vil vejledningen til bestyrelsesarbejdet i de selvejende institutioner blive revideret. De selvejende institutioner vil kunne anvende inspirationsmaterialet i den grad, de ønsker det.

2) Pilotforsøg med alternativ organisering af forældrebestyrelser og –råd

Hvis der fremadrettet skal være mulighed for nye måder at organisere forældreindflydelsen eller kompetencefordelingen på end i dag, kræver det en generel ændring af styrelsesvedtægten for kommunale klynger. Derfor foreslås det at igangsætte et eller flere pilotforsøg, der skal undersøge, om der er potentiale i at foreslå en ændring af organiseringen eller fordelingen af kompetencer.

Lokal forankring

KFO har foreslået, at der i et forsøg arbejdes med at skabe mere lokal forankring af klyngen og dens bestyrelse gennem et tættere samarbejde med lokale kræfter. Formålet er at skabe større sammenhængskraft mellem lokalsamfundet, klyngen og de enkelte enheder, hvor der åbnes op for, at klyngen kan bidrage til fællesskabet i lokalområdet ved at åbne sig op for omverdenen, og omvendt at lokale kræfter kan bidrage til klyngens arbejde og udvikling.

Anden type forældrerepræsentation i klyngebestyrelsen 

Et andet forsøg kan handle om, at se på repræsentationen og organiseringen af forældreråd og bestyrelser i klyngerne. For eksempel kunne man afprøve en model, hvor ikke alle forældreråd var repræsenteret i klyngebestyrelsen, men i stedet tog beslutningerne i et netværk på tværs og delegerede bestyrelsesposterne til nogle få.

Forsøgene skal konkretisere i samarbejde med KFO og de klynger, der eventuelt har lyst til at deltage. 

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Ultimo 2018 vil forvaltningen foretage en evaluering af forældreindflydelsen, som har fokus på, om de ovenstående tiltag i spor 1 har haft en effekt.

Såfremt der er institutioner, der ønsker at deltage i pilotforsøgene, vil de blive udviklet i samarbejde med KFO og de pågældende institutioner. Pilotforsøgene vil ligeledes blive evalueret ultimo 2018.

 

    Tobias Børner Stax/                   Mette Seneca Kløve

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt, idet udvalget ønsker status og orientering om pilotforsøgene i forbindelse med iværksættelsen heraf.
Til top