Mødedato: 24.11.2010, kl. 13:15
Strategi for familiekursustilbud
Se alle bilag
Til top
Strategi for familiekursustilbud
13. Strategi for familiekursustilbud (2010-115779)
Udvalget skal tage stilling til forslag om samlet strategi for familiekursustilbud i BUF.
INDSTILLING OG Beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender forslag til familiekursustilbud
Problemstilling
Udvalget behandlede på mødet d. 16. juni 2010 forslag om omlægning af familieskoletilbud. Indtil sommer 2010 havde Børne- og Ungdomsforvaltningen 3 familieskoler: Familieskolen ved Furesøen (15 pladser i heldagstilbud), Kursusstedet i Hellebæk (15 pladser i døgntilbud) samt Flerfamilieskolen Villa Rolighed (10 pladser i formiddagstilbud).
Udvalget besluttede d. 16. juni 2010, at Familieskolen ved Furesøen skulle nedlægges, men at pladserne skulle bevares i andet regi. Beslutningen er effektueret. Endvidere besluttede udvalget, at Kursusstedet i Hellebæk skal nedlægges sommer 2011. Pladskapaciteten bevares, dog bliver der fremover ikke tilbudt døgntilbud.
Udvalget besluttede tillige at omlægge tilbuddene til familiekursustilbud, så op til 40 pladser får adresse i Københavns Kommune. Desuden blev det besluttet, at der fremover skulle tilbydes formiddags- eftermiddags- og heldagspladser i kursusforløb af 16 ugers varighed.
Endvidere besluttede udvalget, at der skulle udformes en samlet strategi for området. De tidligere familieskolers ledelse og lærere har udarbejdet forslag til strategi. Strategien indeholder beskrivelse af formål, målgruppe, variationer i tilbuddet, metodeanvendelse - og udvikling, samarbejde med lignende tilbud i Børne- og Ungdomsforvaltningen, visitation, effektmålinger og geografi. Strategien er vedlagt som bilag 1.
Løsning
Det er forvaltningens vurdering, at strategiforslaget indfrier ønsket om at bevare pladskapaciteten samtidig med at kvaliteten ikke forringes. Nedenfor opridses de vigtigste foreslåede elementer i strategien for familiekursustilbuddene.
Formål
Familiekursustilbuddene i Børne- og Ungdomsforvaltningen har fokus på børn i vanskeligheder og arbejder med inklusion i samarbejde med familien, skolerne og institutionerne.
Målgruppe
Kurserne er målrettet til børn og deres familier i alderen 6-15 år.
Familiekursustilbuddene består tillige af et kompetencecenter. I overensstemmelse med specialreformens intentioner har kompetencecenterets lærere til opgave at komme ud på institutioner og skoler for at yde hjælp til inklusion og udvikling af nye metoder og arbejdsformer. Endvidere afholdes kurser for lærerteam, skoler, institutioner, familieklasser og Fælles Indsats.
Pædagogisk metode i familiekursustilbuddene
Metoden har fokus på børn og deres familiers samspil. Der arbejdes med det system af relationer, der omgiver barnet, så inklusion fremmes. Der trækkes tillige på ressourcer fra de øvrige familier på kurserne, så familier hjælper familier og danner netværk. Eleverne undervises 2-3 dage om ugen i formiddags- heldags- eller eftermiddagstilbud. De elever, der er i eftermiddagstilbud vil følge deres almindelige undervisning på hjemskolerne hele ugen. De elever der er i formiddags- eller heldagstilbud undervises de resterende dage i deres hjemskole. Lærerne på skolen og lærerne på familiekursustilbuddene samarbejder i forløbet bl.a. omkring, at pensum bliver fulgt. Det vigtigste omdrejningspunkt er dog tilvejebringelsen af forandring i skolen således, at eleven igen trives og segregering minimeres. Et hold består af 8 elever og deres familier, og man tilgodeser, der ikke er for stor aldersspredning, så flere gruppedynamikker kan komme i spil.
Antal hel- og deltidspladser
De op til 40 pladser fordeles i udgangspunktet som 8 heldagspladser og 32 deltidspladser. Deltidspladserne fordeles på 24 formiddagspladser og 8 eftermiddagspladser. Da der er behov for, at pladstyperne løbende kan tilpasses efterspørgslen, er der mulighed for at konvertere mellem heldags- og deltidspladser samt formiddags- og eftermiddagspladser. Ovenstående er i overensstemmelse med BUU?s beslutning af 16. juni 2010.
Geografi
Familiekursustilbuddene er nu fysisk placeret på Flerfamilieskolen Villa Rolighed på Østerbro samt Kursusstedet i Hellebæk. Januar 2011 starter udfasningen af pladserne på Kursusstedet i Hellebæk. Herefter vil pladskapaciteten på folkeskolerne i Københavns Kommune blive udnyttet til eftermiddagstilbud. Fagfolk og forvaltningen vurderer, det er hensigtsmæssigt at sprede de fremtidige tilbud geografisk i byen, med særlig fokus på yderområderne. Formiddags- og heldagstilbud vil i første omgang kunne blive placeret på Område Amagers adresse, Artillerivej 126 samt heldagsskolen Tingbjerg. Begge områder har tilkendegivet, de har pladskapaciteten og er interesseret i at huse tilbuddet. Fremadrettet vil der køre kurser på 3 - 4 adresser ad gangen, hvor den sidste base er Flerfamilieskolen Villa Rolighed. Ved at vælge disse baser er tilbuddene spredt i en diagonal fra nord-vest til syd-øst. Det er dog tanken, at baserne skal være mobile, så de hurtigt kan rykke derhen, hvor behovet er størst.
Høring
Familiekursustilbuddene er ikke en skole, hvorfor en egentlig høring af ændring af tilbuddet ikke har været iværksat. Forvaltningen har i stedet iværksat en administrativ høring om forslag til strategien. Københavns Lærerforening, Socialforvaltningen og PPR sig tilslutter alle strategiforslaget, og deltager gerne i det fremadrettede samarbejde. Skole og Forældre har ikke responderet på forvaltningens henvendelse.
Økonomi
Som følge af budgetvedtagelsen for 2011 skal der på familiekursusområdet samlet spares 2,8 i 2011 og 8 mio. kr. i 2012. Fra 2013 og fremefter er besparelsen 9 mio. kr. Besparelsen er opnået ved at nedlægge Familieskolen ved Furesøen sommer 2010 og Kursusstedet i Hellebæk sommer 2011. Der vil således fremadrettet ikke være udgifter til ophold, da døgntilbuddet nedlægges. Endvidere opnås besparelsen ved, at der fremover vil være færre heldagstilbud.
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser, idet den handler om ydelseskataloget bag budgettet.
Nedenfor fremgår driftsbudgettet for familieskoletilbuddet i 2011-14:
Budget 2010
budget 2011
overslagsår 2012
overslagsår 2013
overslagsår 2014
I alt
for op til 40 helårspladser
22,4 mio. kr.
19,6 mio. kr.
14,4 mio. kr.*
13,4 mio. kr.
13,4 mio. kr.
Pladspris for 100 elever årligt
224.000 kr.
196.000 kr.
144.000 kr.
134.000 kr.
134.000 kr.
*lejemålet på Kursusstedet i Hellebæk ophører i 2011. Der forventes ikke afholdt lejeudgifter i 2012.
De 40 pladser dækker over årligt 2,5 kursusforløb. I alt vil 100 børn årligt således kunne få tilbudt et kursus. Der foreligger endnu ikke udregninger på forskelle i pladspris på hhv. formiddags- eftermiddags og heldagstilbud. De enkelte pladspriser inden for budgetrammen kan først udregnes, når forhandlingerne med Københavns Lærerforening omkring arbejdstidsaftaler er afsluttet.
Videre proces
Såfremt udvalget godkender indstillingen, vil den samlede strategi for familiekursustilbuddene blive implementeret.
I skoleåret 2010-11 er der i første halvår de normerede 15 døgnpladser på Kursusstedet i Hellebæk, og der er blevet udvidet fra 8 til 12 formiddagspladser på Familieskolen Villa Rolighed. I januar 2011 starter afviklingsfasen af Kursusstedet i Hellebæk. Der vil således frem til sommer 2011 være 8-10 døgnpladser på Kursusstedet i Hellebæk, hvorefter stedet afvikles. August 2011 vil udvalgets beslutning være fuldt implementeret således, at der fra dette tidspunkt kan tilbydes op til 40 kursuspladser ad gangen af 16 ugers varighed, i alt ca.100 kursusforløb årligt.
Der visiteres som minimum en gang i kvartalet. Visitationsudvalget vil dog altid være indstillet på ad hoc visitationsmøder, så hjælpen til familierne og skolerne kan effektueres umiddelbart efter optagelse til et kursus. Visitationsudvalget vil have fokus på, hvorvidt en elev vil profitere mest af et formiddags- eftermiddags- eller heldagstilbud. Endvidere vil der blive taget hensyn til, hvor meget forældrene er i stand til at deltage qua deres arbejdssituation.
Der nedsættes en følgegruppe med repræsentanter fra Københavns Lærerforening, Københavns Kommunes Skoleledere, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, inklusionskoordinatorerne, Socialforvaltningen, skolesocialrådgivere og forældre.
Familiekursustilbuddene vil fremgå af Styrelsesvedtægten for folkeskolerne, bilag 6.
Else Sommer
/Laila Kildesgaard
bilag
1. Forslag til strategi for familiekursustilbuddene