Mødedato: 21.03.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Anlægsbevilling til legepladser 2012

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til fordeling af anlægsmidler til renovering af institutioners og skolers legepladser i 2012, samt retningslinier for indretning af legeområder i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at retningslinier for indretning af legeområder, som udføres eller bestilles af Børne- og Ungdomsforvaltningen, godkendes som retningsgivende ved fremtidig etablering af legeområder, jf. bilag 1 og 2

2. at der gives en anlægsbevilling på 8.100.000 kr. (2012 p/l) til renovering af legepladser og at midlerne fordeles til 13 projekter, jf. bilag 3. Anlægsbevillingen finansieres i 2012 på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme med 5.100.000 kr. på funktion 5.25.14.3, integrerede institutioner og med 3.000.000 kr. på funktion 03.22.01.3, folkeskoler  

Problemstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen råder over ca. 660 legepladser fordelt på både kommunale og selvejende institutioner samt skoler. Heri er medtaget legepladser i forbindelse med udflytter- og satellitinstitutioner. Der er løbende behov for udskiftning/renovering af legearealerne. Opgaven kan sjældent rummes inden for de enkelte institutioners og skolers budget.

I forbindelse med budget 2012 blev det vedtaget, at der fremadrettet skulle udarbejdes et sæt retningslinier, der kunne understøtte indretningen af legeområderne på Børne- og Ungdomsforvaltningens institutioner og skoler, i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Løsning

Fordelingen af midler til renovering af legearealer er foretaget ud fra følgende kriterier:

            1.
      Sikkerhedsmæssige problemer ved det nuværende legeområde.

2.      Manglende legeværdi ved det nuværende legeområde. 


Forvaltningen har foretaget en samlet vurdering af skolers og institutionernes legeområder. Vurderingen bygger på de seneste års legepladsinspektioner og på en vurdering af legeværdien. Tidligere var vurderingen af sikkerheden afgørende for udvælgelsen, hvor det nugældende vurderingsgrundlag vægter legeværdi og sikkerhed lige højt. De foreslåede legearealer er blevet udvalgt på  baggrund af legepladskonsulenternes indstilling og forvaltningens vurdering. Forslagene har været til høring hos KEjd.

Anlægsmidlerne for 2012 foreslås anvendt til følgende 13 legearealer: Brønshøj Skole, Amager Fælled Skole, Christianshavns Skole, Fritidshjemmet Pløkken, Stefansgården, Børneraketten, Sundby fritidshjem, Galaxen (Øresundsvej), Vuggestuen ved Carlsberg, Fritidshjemmet Skansebjerg, Centerbørnehaven, Marthahjemmet og Kolibrien. En økonomisk oversigt samt en bedømmelse af de valgte institutioner og skoler fremgår af bilag 3.

Budgettet til det enkelte projekt er skønnet på baggrund af besøg på legeområderne af Børne- og Ungdomsforvaltningens projektledere. Der skelnes ikke mellem kommunale og selvejende institutioner og projekterne er fordelt geografisk over hele byen.



Processen for anvendelsen af midlerne på de enkelte sager bygger på følgende principper:

  1. Forvaltningen vurderer behovet for renovering, styrer renoveringsprocessen og forestår aflevering/kontrol. Projektlederen afgør, i samarbejde med forvaltningens legepladsinspektør, hvilke redskaber, der skal renoveres eller helt fjernes. 
  2. Institutionerne/bestyrelserne beskriver indhold og ønsker til den fremtidige legeplads/legeredskaber. 
  3. Den endelige løsning udarbejdes i samarbejde mellem forvaltningen og skolen / institutionen.    


For at sikre en høj kvalitet ved fremtidig etablering af legepladser er der i samarbejde med Sundhedsforvaltningen udarbejdet et sæt retningslinier: ”Retningslinier for indretning af legeområder, i Børne- og Ungdomsforvaltningen”, jf. bilag 1. I forbindelse med dette samarbejde er der udarbejdet et vurderingsskema for legeområderne.Vurderingsskemaet bygger på samme metode som hidtil. I det nye skema er der indarbejdet mulighed for mere detaljerede vurderinger af legeværdien og det vurderes nu, hvor lang levetid legearealet skønnes at have tilbage. Parametrene i vurderingsskemaet er udarbejdet, så de er operationelle og målbare og skal anvendes til at vurdere eksisterende og nye legeområder. Retningslinierne og vurderingsskemaet skal tilpasses, så de til stadighed er tidssvarende. Det er ikke umiddelbart muligt at sammenligne resultaterne af den nye vurdering med resultaterne af de vurderinger, som har været lagt til grund for tidligere bevillinger til renovering af legepladser. Det skyldes dels, at der sker en stadig kvalitetsudvikling af vurderingerne efterhånden som institutionerne involveres mere aktivt i  vurderingerne af legeværdien dels, at midlerne tidligere har været opdelt til henholdsvis 0-6 års området og skoler/fritidsinstitutioner. Med det nu foreliggende materiale til brug for vurdering af legearealerne vil der i højere grad være skabt et vurderingsgrundlag, som der også fremover kan tages udgangspunkt i. 

I forbindelse med sikkerhedsinspektioner, som i fremtiden udføres hvert tredje år, anvendes det samme vurderingsskema jvf. bilag 2, som skal benyttes ved nyanlæg af legearealer. Formålet med vurderingsskemaet er at kvalitetssikre legeområderne samt at oparbejde en erfaringsbank, så der er opdateret viden om materialernes holdbarhed, valg af driftsløsninger, legeværdi mm.

 

Økonomi

I budget 2012 blev der afsat 8.100.000 kr. på Børne- og Ungdomsforvaltningens anlægsramme til renovering af legearealer.Dette beløb rækker til renovering af de udvalgte legearealer. Det er ikke foretaget beregninger over, det samlede finansieringsbehov ved renovering af samtlige 55 oplistede institutioner. Et skøn ligger på mellem 300.000 kr. og 1.500.000 kr. pr. legeareal.
Omkostninger til teknisk rådgivning, primært forureningsundersøgelser, vil, hvis dette skønnes nødvendigt, blive indeholdt i de enkelte projekter. Der er afsat 400.000 kr. i en bufferpulje til at dække eventuelle omkostninger til håndtering af forurenet jord. Erfaringsmæssigt har det vist sig fornuftigt at afsætte ca. 5 procent af den samlede bevilling til eventuel håndtering af denne type udgifter.

Hvis der tilføres supplerende midler til enkelte af de valgte institutioner og skoler vil der, hvis det findes nødvendigt, blive foretaget en omprioritering af midlerne for den pågældende institution/skole.

Indstillingen har ingen driftsøkonomiske konsekvenser, da der er tale om renovering af eksisterende legearealer. Der forventes derfor ikke ændring i driftsudgifterne, da der er tale om en opgave, som allerede varetages. Der er således heller ikke konsekvenser for antallet af kompensationstimer, som tildeles for institutionens afstand til legearealet.

Videre proces

De valgte institutioner og skoler inforneres om, at de er indstillet, dog med forbehold for godkendelse i BUU/ØU/BR, og projekt- og tilbudsfasen igangsættes. Byggefasen opstartes efter endelig godkendelse i BR.

 
                Else Sommer                                    /Knud Langberg

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top