Medlemsforslag om at styrke praksisfagligheden ved at have cykelværksted på de københavnske folkeskoler - UDVALGSHENVIST FRA BR 18. APRIL 2024
Det foreslås,
- at Børne- og Ungdomsforvaltningen sammen med Teknik- og Miljøforvaltning pålægges at udarbejde et forslag til politisk behandling, hvor der oprettes cykelværksted på alle folkeskoler, som en mulighed for skolerne for at arbejde konkret med praksisfaglighed. Forslaget kan f.eks. indeholde forskellige modeller af oplæring, elev-til-elev hjælp og/eller inddragelse af lokale cykelsmede. Forslaget skal også indeholde forslag til finansiering,
- at forslaget udarbejdes med mulighed for tilpasning og ønsker på den enkelte skole i forhold til placering, åbningstid, inddragelse i undervisningen, omfang etc.,
- at forvaltningerne i udarbejdelsen af forslaget inddrager de tekniske ejendomsledere,
Københavns Kommunes Gårdmandskorps, Ungerådet, Københavns Fælles Elevråd eller
øvrige relevante parter samt relevante organisationer som f.eks. Dansk Cyklistforbund.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivering
Cykelværksted på skolen giver børnene og de unge mulighed for selv at lære og dygtiggøre sig indenfor basalt cykelvedligehold og småreparationer. Det styrker elevernes selvstændighed, giver dem erfaring med et håndværk og er en helt konkret mulighed for at bringe praksisfagligheden ind i den københavnske skolehverdag samtidig med, at der kan opnås synergier med fag som fx. matematik, fysik og håndværk og design.
Cykelværkstederne skal være et sted, hvor eleverne selv evt. med hjælp fra lærere, ældre elever, forældre eller lokale frivillige kan løse mindre opgaver såsom montering af lygter, lapning eller udskiftning af cykelslange, påsætning og rens af kæde og rengøring.
De enkelte skoler har selv indflydelse på implementering; placering, åbningstid, inddragelse i undervisningen, omfang etc.
Som en anden positiv effekt kan nævnes, at cyklen som transportmiddel aflaster trængsel, er klimavenlig og er godt for folkesundheden. Børn og unge styrkes i deres mulighed for at benytte cyklen som transportmiddel ved at gøre småreparationer nemt tilgængelige på egen skole.
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 15. maj 2024:
Enhedslisten stillede ændringsforslag om at medlemsforslagets 1. at-punkt får følgende ordlyd:
”1. at BUF med inddragelse af TMF pålægges at udarbejde et forslag til politisk behandling, hvor der oprettes cykelværksteder på de københavnske folkeskoler, som en mulighed for skolerne for at arbejde konkret med praksisfaglighed. Forslaget kan fx indeholde forskellige modeller af oplæring, elev-til-elev hjælp og/eller inddragelse af lokale cykelsmede. Forslaget skal også indeholde forslag til finansiering, fx i form at en pulje, som skolerne selv kan søge”.
Ændringsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 10 medlemmer: A, C, F, V, Ø og Å.
Imod stemte ingen medlemmer.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag om at medlemsforslagets 3. at-punkt får følgende ordlyd:
”3. at forvaltningen i udarbejdelsen af forslaget inddrager de tekniske ejendomsledere, Københavns Kommunes Gårdmandskorps, Ungerådet, Københavns Fælles Elevråd, lærerne eller øvrige relevante parter samt relevante organisationer som fx Dansk Cyklistforbund”.
Ændringsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 10 medlemmer: A, C, F, V, Ø og Å.
Imod stemte ingen medlemmer.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Medlemsforslaget - med ovenstående ændringer – blev herefter forkastet efter afstemning grundet stemmelighed med følgende resultat:
For stemte 5 medlemmer: F og Ø.
Imod stemte 5 medlemmer: A, C, V og Å.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Venstre og Alternativet tilsluttede sig: ”Vi mener, at det er helt afgørende at styrke praksisfagligheden i folkeskolen - ikke mindst, hvis flere unge i fremtiden skal motiveres til at søge mod erhvervsuddannelserne. Derfor bakker vi fuldt ud op om intentionen med forslaget og hvis kommunen havde ubegrænset midler ville vi gerne støtte det. Vi mener dog, at der er brug for at se bredere på behovet for opdatering af faglokaler på folkeskolen og ønsker ikke fra rådhusets side at diktere lige netop cykelværksteder på alle byens folkeskoler, hvis det i stedet er ”Håndværk og Design”-lokalet, der virkelig trænger til at blive opdateret et sted og fysiklokalet et andet sted.”