Mødedato: 15.01.2014, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Kompetence og delegation på Børne- og Ungdomsudvalgets område

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til forslag til kompetence- og delegationsoversigt på Børne- og Ungdomsudvalgets område.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender forslag til kompetence- og delegationsoversigt

Problemstilling

Det fremgår af styrelsesvedtægten for Københavns Kommune § 16, hvilke opgaver Børne- og Ungdomsudvalget varetager den umiddelbare forvaltning af. Efter § 12, stk. 3 i udvalgets forretningsorden skal der føres en særskilt oversigt over sager, der er delegeret til borgmesteren og forvaltningen.

Da det desuden ikke er muligt for Børne- og Ungdomsudvalget at tage stilling til alle sager inden for sit ressort, foreslås en kompetencedeling, som viser, på hvilket niveau i den politiske og administrative organisation sager typisk behandles, se bilag 1, hvori udvalgets opgaver også er nævnt.

Løsning

I Københavns Kommunes styreform med delt administrativ ledelse varetager de stående udvalg den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender inden for hver deres område. Det enkelte udvalg er således født med en kompetence inden for hvert område. Denne kompetence kan i et vist omfang delegeres til henholdsvis forvaltning og borgmester således, at primært sager med et mere overordnet politisk indhold forelægges for udvalget og mere forvaltnings- og rutinemæssige sager behandles af forvaltningen.

Oversigten tager udgangspunkt i den politisk-administrative styringsmodel for BUF, som er vedtaget af BUU i 2010. Styringsmodellen hviler på to overordnede hensyn:

1. Børne- og Ungdomsudvalget fastlægger de overordnede politiske målsætninger og resultatkrav for forvaltningens arbejde
2. De decentrale ledelser skal kunne udnytte deres faglige ekspertice for at nå de målsætninger og resultatkrav.
 
Efter styringsmodellen lægges derfor op til, at BUU træffer beslutning om overordnede strategiske mål inden for børne- og ungdomsområdet. Forvaltningens forslag til mål og vurderingen af effekten af målene vil typisk blive baseret på følgende fire dimensioner: ressourcer, faglighed, personale og brugere. Organiseringen i BUF fremgår af nedenstående dialogbaserede ledelsesmodel:

Ledelsesstrengen ”direktion – chef – skole/institution” er den røde tråd og hele forvaltningen organiseres med henblik på at understøtte ledelsesstrengen

Styringsgrundlaget skal være enkelt og fælles for alle enheder - baseret på de politisk vedtagne mål og systematiske ledelsesrapporteringer

Al service og support er baseret på enhedernes opgaveansvar og målrettet deres behov. Skoler og institutioner har én entydig indgang til at få personlig hjælp, som er kvalificeret, serviceorienteret og foregår effektivt.

Styringsmodellen udfolder sig inden for det af Borgerrepræsentationen den 23.5.2013 vedtagne "Kodeks for tillid i Københavns Kommune". Kodekset indebærer, at styringen skal baseres på tydelige overordnede politiske hensigter og pejlemærker, og at der skal fokuseres på effekter af indsatserne frem for på administrative procesmål.

Som følge af den decentrale organisering i BUF fremgår desuden forældre- og skolebestyrelsers samt institutions- og skolelederes kompetence af kompetence- og delegationsoversigten.

Delegation af kompetence inden for udvalgets forvaltningsområde indebærer, at forvaltningen og borgmesteren bemyndiges til at træffe beslutninger og afgøre sager på udvalgets vegne. Delegation kan enten være stiltiende eller udtrykkelig, men forudsætter under alle omstændigheder, at udvalget er bekendt med hvilke områder, der varetages af forvaltningen eller borgmesteren på udvalgets vegne. Udvalget kan i enighed bemyndige borgmesteren til at afgøre bestemte sagstyper eller konkrete sager. Bemyndigelse til forvaltningen kræver almindeligt stemmeflertal.

En delegationsbeslutning kan altid omgøres, såfremt der skulle være behov herfor. På enkelte områder kan borgmesteren eller forvaltningen af Økonomiudvalget eller Borgerrepræsentationen få delegeret varetagelsen af opgaver. Som eksempel herpå kan nævnes behandlingen af visse personalesager.

En række sager på udvalgets område skal altid forelægges for kommunalbestyrelsen i et møde, selv om udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af området. Denne type sager er omtalt i kompetence- og delegationsoversigten og fremgår blandt andet af folkeskoleloven.

Det bemærkes, at listen ikke vil være udtømmende for de sager, der kan blive behandlet på børne- og ungdomsområdet.

Økonomi

-

Videre proces

-

               Else Sommer                /Kristina Koch Sloth

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top