Mødedato: 08.02.2006, kl. 15:00

Undersøgelse af lærerforudsætninger i naturfag i Københavns Kommune

Se alle bilag

Undersøgelse af lærerforudsætninger i naturfag i Københavns Kommune

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. februar 2006

 

 

5.      Undersøgelse af lærerforudsætninger i naturfag i Københavns Kommune

  J.nr. 291612

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 

at      udvalget drøfter resultatet af undersøgelse blandt skolelederne om lærerforudsætninger i naturfag med henblik på at målrette Naturfagssatsning 2006-10 så præcist som muligt til skolernes behov

 

at      forvaltningen udarbejder en indstilling, hvori Naturfagssatsning 2006-10 udmøntes med udgangspunkt i udvalgets drøftelse, undersøgelsens resultater og de ministerielle krav

 

 

RESUME

Det daværende Uddannelses- og Ungdomsudvalg besluttede 3. november 2004, at der skulle forberedes en naturfagssatsning i København.

 

Baggrunden for at udarbejde en naturfagssatsning er, at flere undersøgelser har vist, at børn og unge i Danmark generelt opfatter naturfagsundervisningen som ikke-engagerende, og naturfagene som ikke-vedkommende for deres liv. PISA undersøgelsen i København slog fast, at de københavnske børn og unge ikke klarer sig godt i de naturfaglige fag. Endelig står naturfagsundervisningen over for store ændringer, da alle naturfagene er blevet til prøvefag i afgangsprøven.

 

For at kunne forberede og målrette naturfagssatsningen så den kommer til at ramme skolernes behov så præcist som muligt, blev det besluttet at iværksætte en undersøgelse, der skulle kortlægge lærerforudsætninger i naturfagene i Københavns Kommune. Resultatet af undersøgelsen foreligger nu. På baggrund af resultaterne fra undersøgelsen vil det konkrete indhold af naturfagssatsningen blive forelagt for udvalget på et kommende møde i marts 2006.


SAGSBESKRIVELSE

Hovedresultatet af undersøgelsen vedrørende lærerforudsætninger i naturfag kan sammenfattes i fem centrale resultater:

 

·        At skolelederne efterspørger efteruddannelsesinitiativer fra forvaltningen i forhold til at styrke naturfagene, mens man er mere forbeholden i forhold til matematik

 

·        At der er store forskelle blandt skolernes aktuelle situation og behov: "Hjælp til at komme i gang" eller "Hjælp til at komme videre"

 

·        At efteruddannelsen bør koncentreres til lærere, der underviser på indskolings- og mellemtrinsniveau, og til lærere, som ikke har linjefag i naturfag. Desuden ønsker de, at efteruddannelsen i de større klasser er anvendelsesorienteret. Efteruddannelsen må ikke gå ud over den daglige undervisning, og deltagerne skal efterfølgende kunne fungere som inspiratorer på skolerne

 

·        At velfungerende teamarbejde er en afgørende forudsætning for en styrkelse af naturfagene

 

·        At skoleledelserne skal prioritere planlægningsrammerne for naturfagsundervisningen og det effektive teamsamarbejde. Forvaltningen skal styrke sin aktive kommunikationsindsats og give skolerne muligheder for løbende faglig sparring.

 

Med udgangspunkt i undersøgelsens resultater samt den nye Børne- og Ungdomsforvaltnings distriktsopbygning vil satsningen have følgende fokus:

 

·        At naturfagssatsningen retter sig mod fagene natur/teknik, biologi, geografi og fysik/kemi

 

·        At der fra forvaltningens side er fokus på, at der er store forskelle på skolernes behov, såvel i forhold til pædagogisk nytænkning som i relation til faglighed og brug af naturfaglige læringsrum

 

·        At der er behov for at udvikle redskaber til vidensdeling og kendskab til "best practise"

 

·        At efteruddannelsesindsatsen har tre målgrupper: 1) lærere, der underviser på indskolings- og mellemtrinsniveau, som ikke har linjefag i nogle af naturfagene, 2) udskolingslærere med liniefag i naturfag samt 3) lærere, der skal kunne fungere som inspiratorer på deres skoler

 

·        At naturfagssatsningen sætter fokus på læseplansarbejde, konkret planlægning af undervisning og evaluering samt på teamsamarbejde både internt på skolerne og mellem skolerne i distrikterne

 

·        At der i forvaltningen opbygges et naturfagligt videnscenter, der skal sikre en aktiv kommunikationsindsats og give skolerne muligheder for løbende sparring i forhold til pædagogisk nytænkning, faglighed og brug af naturfaglige læringsrum.

 

 

Naturfagssatsningen organiseres på følgende måde:

 

·        En naturfaglig distriktsteamsatsning

·        En efter- og videreuddannelsessatsning

·        Satsning på forbedring af de naturfaglige læringsrum

·        En international satsning

 

Ad. - Naturfaglig distriktsteamsatsning

Et naturfagligt distriktsteam består af naturfagslærere fra skolerne i et distrikt. Det naturfaglige distriktsteam har til opgave at være på forkant med udviklingen og udfordringerne inden for det naturfaglige område. På den måde er organiseringen parallel med organiseringen af evalueringsvejledere.

 

Ad. - Efter-og videreuddannelsessatsning

Uddannelseselementerne i Naturvidenskabssatsningen er dels rettet mod deltagerne i de naturfaglige distriktsteams og dels mod naturfagslærere generelt.

 

Ad. - Satsning på naturfaglige læringsrum

Denne satsning skal øge fokus på brugen af naturfagenes undervisningsmaterialer, udstyr og naturfaglige læringsrum på skolerne samt på kommunens naturskoler og eksperimenterende miljøskoler.

 

Ad. - En international satsning

Den internationale satsning skal bidrage til vidensopsamling, erfaring om "best practise" samt bidrage til vidensdeling.

 

Disse hovedelementer vil sammen med resultatet af udvalgets drøftelse ligge til grund for en kommende indstilling til udvalget i marts 2006 hvori Naturfagssatsning 2006-10 udmøntes.

 

 

Økonomi

Ingen bemærkninger

 

 
Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

Høring

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

·        Undersøgelse om lærerforudsætninger i naturfag i Københavns Kommune

 

 

 

Peter Rasmussen

                                            Michael H. Olsen      

 

 


 

Til top