Involvering af tekniske ejendomsledere i byggesager, energioptimering og undervisning i klima og miljø
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at forvaltningen i dialog med skoler, Gårdmandskorpset og de faglige organisationer går videre med at lave en konkret uddannelsesplan for teknisk personale samt en plan for hvordan budget og administrative ressourcer til kompetenceudvikling af teknisk personale kan samles i BUF Akademi med virkning fra 2018
- at et pilotprojekt om praksisnær undervisning i kompostering og energirigtig adfærd igangsættes inden for de eksisterende økonomiske rammer
Problemstilling
Udvalget godkendte på sit møde den 9.11.16 et medlemsforslag fra Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om involvering af tekniske ejendomsledere (TEF) i byggesager, klima- og energiforbedringer og undervisning i klima og miljø. I forlængelse heraf havde udvalget en temadrøftelse den 1.2.17.
Efterfølgende vedtog udvalget en række forslag på baggrund af et nyt medlemsforslag fra Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten på mødet den 15.3.17, idet det blev besluttet at a) forslagets initiativer indtænkes i den endelige plan som udvalget præsenteres for, forventeligt inden sommerferien 2017, b) der tilvejebringes overblik over kommunens samlede energioptimeringstiltag/effektiviseringer inden der udarbejdes yderligere forslag herom og c) et forslag til nedbringelse af tidsoverskridelser alene vil vedrøre de dele af processerne, der kan knyttes direkte til forvaltningens ressort.
Løsning
Forvaltningen gennemgår nedenfor løsningsmuligheder for de enkelte elementer i forslaget.
Samarbejde om bygge- og anlægssager mellem BUF og tekniske ejendomsledere
BUF har i dialog med TEF aftalt at fortsætte samarbejdet om at forbedre bygge- og anlægssager. Der arbejdes sammen på et internt byggesagskatalog, der skal bidrage til bedre byggesager, og desuden fortsættes arbejdet i en eksisterende arbejdsgruppe, som undersøger effektiviseringsmuligheder på bl.a. bedre drift af bygninger.
Energieffektiviseringer
I overførselssagen 2016/2017 blev en investeringscase vedr. udvidelse af det eksisterende energiteam vedtaget. Samarbejdet om energioptimering mellem energiteamet, det tekniske personale og KEID har vist sig at være effektivt, og udvidelsen har til hensigt at styrke dette. Investeringscasen forventes at give årlige effektiviseringer på 11 mio. kr., når den er fuldt implementeret.
KEID arbejder på en række tværgående effektiviseringer, der vil blive fremlagt til budget 2018. De tværgående effektivisering, der vedrører vandbesparelse og belysning, vil også gavne BUF. På BUU-mødet vil KEID holde oplæg om status for tidligere tværgående energieffektiviseringer, se bilag 1.
Nedbringelse af tidsoverskridelser i anlægssager
Københavns Kommune har i de seneste år igangsat en række initiativer, der bl.a. har til formål at reducere tidsoverskridelser i byggerier. Følgende er eksempler på initiativerne (se bilag 1 for flere eksempler):
- Der gives planlægningsbevilling til at sandsynliggøre, at et projektet muligt, inden der søges anlægsmidler.
- Der er etableret strategiske partnerskaber med en hovedentreprenør, der skal stå for de fleste anlægssager.
- Byggeri København er er selvstændig bygherre
Forvaltningen vil arbejde på, at teknisk personale inden for forvaltningens rammer inddrages tidligt i planlægning og udførelse af byggerier med lokal viden om bygningerne. Ansvaret for rammer og procedure for byggerier ligger i Byggeri København under Økonomiudvalget.
Uddannelsesplan i BUF Akademi
På nuværende tidspunkt er det den enkelte tekniske medarbejder og den nærmeste leder, der sammen afdækker muligheder for kompetenceløft for den tekniske medarbejder, ligesom de også håndterer den administrative side vedr. tilmeldinger mv. Det opleves, at opgaven kan være forbundet med administrativt besvær, og det kan være svært at have et overblik over udbuddet af kurser.
Hvis en uddannelsesplan kommer til at ligge i BUF Akademi, vil den enkelte medarbejder og leder nemmere kunne danne sig et overblik over kurser, og der vil være mindre administration at håndtere decentralt. BUF Akademi vil desuden sørge for, at medarbejdere kommer på kurser i hold. Det vil blive muligt at have en uddannelsesplan i BUF Akademi, hvis de decentrale kompetencemidler til teknisk personale, som i dag dels ligger i budgettet for hhv. Gårdmandskorpset og de enkelte skoler, samles i BUF Akademi. På nuværende tidspunkt er BUF i gang med at afdække behov og omfang for uddannelsesplanen sammen med teknisk personale.
Pilotprojekt om kompostering og praksisnær undervisning i energirigtig adfærd
For at opbygge viden om praksisnær undervisning i energi og kompostering vil forvaltningen igangsætte et pilotprojekt for energi og affald. Formålet er at afdække, om et potentielt større projekt vil kunne tage afsæt i eksisterende tilbud og viden.
Der skal i pilotperioden findes to skoler, der er interesserede i at indgå i arbejdet om at afprøve og rammesætte en vifte af tilbud. I pilotprojektet vil hver af de to skoler i pilotforløbet vedtage en bæredygtighedsplan, der indeholder mål for reduktion af energiforbrug og affald, såvel som en praktisk plan, der beskriver hvordan skolen vil arbejde med målene som en del af undervisningen.
Pilotprojektet vil tage udgangspunkt i arbejdet fra Ressource Smart Skole, som bygger på forvaltningens miljøteams erfaringer med support og implementering af kommunens miljømål på affaldsområdet. Projektet gennemføres i relativt lille skala, og det vil trække på en række eksisterende ressourcer og kompetencer i forvaltningen og i TEF.
I løbet af pilotprojektet vil det blive evalueret:
-
om de eksisterende tilbud og aktiviteter har den rette form
-
om udbuddet af support er tilstrækkelig
-
om kommunikationen mellem centrale og decentrale aktører understøtter målene på området
-
om der er brug for efteruddannelse af personale
-
hvad potentialet er økonomisk og miljømæssigt ved at udbrede systematikken til alle skoler.
Økonomi
Hvis udvalget tiltræder forslaget vedr. uddannelsesplan i BUF Akademi, går forvaltningen – i dialog med skoler, Gårdmandskorpset og de faglige organisationer - videre med at lave en konkret uddannelsesplan for teknisk personale samt en plan for hvordan budget og administrative ressourcer til kompetenceudvikling af teknisk personale kan samles i BUF Akademi, med virkning fra 2018. Uddannelsesplanen kan udarbejdes inden for den eksisterende økonomiske ramme.
Vedr. pilotprojektet om kompostering og praksisnær undervisning i energirigtig adfærd forventes det ikke, at der i pilotfasen er brug for at tilføre yderligere midler, da projektet fokuserer på at afdække, om de eksisterende tilbud er tilstrækkelige ift. emner, kvalitet og udbud. Der vil som en del af evalueringen af projektet blive lavet en business case, som vil se på hvilke omkostninger, der vil være forbundet med at udbrede konceptet til alle skoler, og hvilke besparelser det kan forventes at give.
Videre proces
Forvaltningen vender tilbage med en evaluering af pilotprojektet i praksisnær undervisning og kompostering i foråret 2018.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde