Temadrøftelse om mandat til overenskomstforhandlinger og forhandlinger om lokalaftaler
Baggrund
Løn- og personaleområdet er reguleret af både lovgivning, overenskomster og lokalaftaler. Styringshierarkiet er illustreret i figur 1.
Figur 1 - styringshierarki for løn- og personaleområdet
Kilde: København Kommunes forretningscirkulære Løn & personale
De centrale arbejdsmarkedsparter indgår overenskomster og centrale aftaler på vegne af arbejdsgivere og lønmodtagere. Overenskomsterne på det kommunale område indgås på arbejdsgiversiden af Kommunernes Landsforening (KL) og på lønmodtagersiden af de respektive faglige hovedorganisationer. Til brug for arbejdet med at varetage kommunernes interesser som arbejdsgivere, har KL's bestyrelse vedtaget en langsigtet arbejdsgiverpolitik, der fastlægger de centrale grundværdier for KL's arbejdsgiverpolitiske arbejde, jf. bilag 1.
De centrale overenskomster og aftaler skaber hjemmel for, at de decentrale parter kan indgå lokale arbejdstidsaftaler, forhåndsaftaler og procedureaftaler. De decentrale parter består typisk af en leder fra forvaltningen eller en repræsentant fra Økonomiforvaltningen på arbejdsgiversiden og en fællestillidsrepræsentant, tillidsrepræsentant eller den faglige organisation på medarbejdersiden.
De ansatte på Børne- og ungdomsforvaltningens område er omfattet af en række forskellige overenskomster og lokalaftaler. Lokalaftaler kan omhandle løn eller arbejdstid og procedurer i forbindelses med det. I Børne- og ungdomsforvaltningen er der aktuelt ca. 80 lokalaftaler, som dækker forskellige grupper af medarbejdere og ledere på forskellige områder som dagtilbud, skole, sundhed, administration og det tekniske område.
Økonomiudvalget har efter kommunestyrelsesloven ansvaret for den umiddelbare forvaltning af bl.a. løn- og personaleforhold. Det indebærer, at Økonomiudvalget har det indholdsmæssige ansvar for løn- og personaleområdet.
Oplæg på mødet
- processen i KL i forhold til overenskomstforhandlinger - herunder hvornår og hvordan Københavns Kommune giver input til det arbejde
- rammerne for forhandling af lokalaftaler - herunder hvem der forhandler dem og hvordan henter de deres mandat
- rolle- og ansvarsfordeling internt i Københavns Kommune mellem Økonomiudvalget, fagudvalgene og forvaltningerne
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 5. december 2018:
Drøftet.