Mødedato: 05.12.2012, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Stillingsstruktur på specialskoler og i specialklasserækker med KKFO - flere faggrupper

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til forslag om at åbne op for ansættelse af andre faggrupper end pædagoger i forbindelse med indførsel af ny stillingsstruktur på specialskoler og i specialklasserækker med KKFO.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender forslag om ansættelse af andre faggrupper end pædagoger på specialskoler og specialklasserækker med KKFO i forbindelse med tiltaget om ny stillingsstruktur i Specialreform 2.0.

Problemstilling

I forbindelse med Tidlig Indsats og Inklusionspakken (Specialreform version 2.0), vedtog Børne- og Ungdomsudvalget d. 7. december 2011 (2011-139536) et tiltag om øget brug af uddannet pædagogisk personale på specialskoler og i specialklasserækker.

Hensigten med tiltaget var at bringe flere forskellige fagligheder i spil i kommunens specialskoler. Ved øget brug af pædagogisk personale vil blikket på og arbejdet med børnene ud fra en relationel vinkel kunne intensiveres. Pædagogerne kan bidrage med nye pædagogiske perspektiver på børnene og kan understøtte arbejdet med at tilvejebringe et godt og trygt undervisningsmiljø med ro til læring.

Tiltaget muliggør desuden omlægninger på området, idet pædagogisk personale har en lavere løn og mindre forberedelsestid end lærerne. Ændringen reducerer desuden ikke omfanget af voksenkontakt til det enkelte barn.

Tiltaget har mødt modstand fra nogle skoler. Skolerne ønsker at kunne ansætte andre faggrupper ud over pædagoger, der giver mulighed for mere fleksible indsatser tilpasset den enkelte skole og elevernes behov.

Skolernes argumenter går primært på, at skoler med KKFO allerede har pædagoger til stede i undervisningen, og at intentionen om flerfaglighed dermed allerede er opfyldt. Ansættelse af andre faggrupper end pædagoger, vil i stedet kunne bidrage med andre faglige vinkler på arbejdet med børnene.

Konkret er blevet efterspurgt muligheden for at ansætte pædagogmedhjælpere, sosu-assistenter og fysio- og ergoterapeuter.

Forvaltningen fremlægger derfor forslag om en justering af tiltaget om indførsel af ny stillingsstruktur på specialskoler og i specialklasserækker. Bilag 1 og 2 uddyber hhv. tiltagets faglige indhold og de økonomiske konsekvenser.

Løsning

Ønsket om at kunne ansætte personaletyper, der kan tilpasses den enkelte skoles konkrete situation bunder først og fremmest i, at skolerne har med meget forskellige børn at gøre.

I og med at skoler med KKFO allerede har pædagoger tilstede i undervisningstiden, kan der på nogle skoler med KKFO være behov for en praktisk medhjælper, der kan give en ekstra hånd med tømning af kateter, sondemadning mv., mens der på andre skoler med KKFO kan være behov for en fysioterapeut, der kan arbejde med elevernes fysiske og motoriske udvikling osv.

Såfremt specialskoler og specialklasserækker med KKFO gives mulighed for at ansætte flere forskellige faggrupper, vil det således give den enkelte skole mulighed for i højere grad at finde løsninger målrettet deres elevers behov samtidig med, at de politiske intentioner om et styrket relationelt arbejde med eleverne fastholdes, idet der på disse skoler allerede er pædagogisk personale til stede.

Målsætningen om voksen-barn kontakten vil desuden være uændret og vil danne rammen for skolernes muligheder for at ansætte andre faggrupper.

For specialskoler og specialklasserækker uden KKFO fastholdes den eksisterende politiske beslutning om øget brug af pædagogisk personale.

Økonomi

Initiativet om ny stillingsstruktur indeholder en samlet besparelse på 10,8 mio. kr. Besparelsen bidrager til at finansiere investeringerne i Specialreform 2.0 og bliver således geninvesteret i området.

Muligheden for at ansætte andre faggrupper end pædagoger vil ikke have betydning for den samlede besparelse samt for de økonomiske konsekvenser for den enkelte skole.

Bilag 2 giver et overblik over tiltagets konsekvenser for de enkelte skoler. Desuden fremgår de økonomiske konsekvenser ved de reviderede budgetmodeller for specialskoler og specialfritidshjem, som også blev indført i forbindelse med Tidlig Indsats og Inklusionspakken, samt besparelsen som følge af den nye arbejdstidsaftale.

Videre proces

For at sikre, at tiltaget kommer til at fungere i praksis, er skolerne tæt inddraget i forhold til den kommende implementering. Forvaltningen er således i dialog med skoleledere og områder, hvor der frem til implementeringen vil blive afholdt bilaterale møder med skolerne efter behov.

Forvaltningen og skolerne vil som led heri i fællesskab udarbejde planer for den konkrete implementering på de enkelte skoler, med henblik på at sikre, at tiltaget kommer til at fungere i praksis. Forvaltningen vil desuden følge implementeringen via en samlet opfølgning efter 1. år af udrulningen og opdaterede planer for 2. år af udrulningen.

 

                   Else Sommer                      /Nina Hemmersam

Beslutning

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat, idet udvalget ønsker at få forelagt en evaluering af udviklingen af medarbejderkategorierne inden udgangen af 2013:

For stemte 5 medlemmer: A og F.

Ingen medlemmer stemte imod.

5 medlemmer undlod at stemme: B, C, O, V og Ø.

Katrina Feilberg (B), Karin Storgaard (O) og Cecilia Lonning-Skovgaard (V) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi anerkender, at det kan være meget relevant at ansætte andre faggrupper, og at de enkelte institutioner har kompetence hertil, men vi er bekymrede for at forslaget kan være en glidebane for ansættelse af ikke-uddannet personale uden de nødvendige kompetencer."

Til top