Annullering af planlægningsbevilling til etablering af nyt fritidsklubhus på Dyren ved Folehaven
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget over for Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) anbefaler,
1. at planlægningsbevillingen til etablering af et nyt fritidsklubhus på Dyren i Folehaven annulleres, og at restbudgettet føres tilbage til Kassen, jf. også afsnittet "Økonomi".
Problemstilling
Der blev i Overførselssagen 2023-24 afsat 0,4 mio. kr. til planlægning til etablering af et nyt tidssvarende fritidsklubhus på Dyren ved Folehaven (se bilag 1). Budgetnotatet var politisk bestilt. Formålet med planlægningsbevillingen var at undersøge muligheden og økonomien for opførelsen af et nyt tidssvarende dyreklubhus, da det nuværende er i meget dårlig stand.
Planlægningsbevillingen blev givet på betingelse af, at det var muligt at indgå en aftale om at leje området. Det er på det nuværende grundlag ikke muligt at indgå en areallejekontrakt, hvorfor planlægningsbevillingen annulleres, og midlerne føres tilbage til Kassen.
Løsning
Folehavens fritids- og ungdomsklub driver i dag dyrelegepladsen Dyren og koordinerer dyreklubben uden for klubbens åbningstid. Klubben lejer grunden gratis af boligforeningen 3B, der sikrer at der er åbent i weekenden i sommerhalvåret. Driften varetages af Boligforeningen, mens klubben sikrer trivsel hos dyrene.
Den pædagogiske ledelse i klubben og klyngen er glade for tilbuddet, men har udtrykt, at de på sigt ikke har mulighed for at forsætte driften af Dyren. Opgaven har med årene vokset sig større, og bevillingerne er ikke fuldt med udgifterne til driften.
I forbindelse med den kommende ombygning af Kirsebærhaven Skole, vil klubben desuden få ny placering, der fysisk er placeret længere væk fra Dyren. Den pædagogiske ledelse finder det ikke muligt at forsætte driften efter omrokeringen, der forventes at finde sted senest i sommeren 2029.
3B Folehaven er ligeledes glade for tilbuddet og vil gerne indgå en langsigtet areallejeaftale med Københavns Kommune, men er bekymrede for, at de kommer til at stå med driftsudgiften til en bygning, hvis klubben på kort sigt trækker sig fra samarbejdet. 3B Folehaven stiller derfor krav om, at der skal findes en løsning for den fremtidige drift, der strækker sig længere end sommeren 2029 for at kunne indgå i en aftale om leje af grunden.
Politisk handlerum
BUF har undersøgt muligheden for, at driften af Dyren kan overgå til TMF som en bemandet dyrelegeplads. TMF har besigtiget grunden og belyst de bygningskrav, de vil stille til et fremtidigt kaninhus samt at et overslag på driftsøkonomi og ubekendte faktorer skal afklares før en eventuel overtagelse af driften kan prisfastsættes korrekt (se bilag 2). Hvis der er et politisk ønske om stadig at gennemføre projektet, er det TMF’s anbefaling, at der bestilles et budgetnotat, hvor der søges budgetmidler til en foranalyse, med henblik på at kvalificere forudsætningerne, se nærmere på fx jordforhold, samarbejdsaftaler, brugergrupper, samarbejdspartnere, bygningskrav mv.
Økonomi
Hele den afsatte planlægningsbevilling føres tilbage til Kassen. Grundet indeksering er bevillingen større end den oprindeligt afsatte bevilling.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser som følge af annullering af planlægningsbevilling
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling (nr. og navn) |
Indtægt (I)/Udgift (U) |
Beløb i 1.000 kr. (2025 p/l) |
||||
2025 |
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
||||
1 |
BUU |
2070 – Anlæg |
U |
0 |
0 |
0 |
0 |
-372 |
1 |
ØU |
KASSEN |
U |
0 |
0 |
0 |
0 |
372 |
I alt |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
Videre proces
Sagen skal behandles i ØU (forventeligt den 4. marts 2025) og i BR (forventeligt den 27. marts 2025).
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde