Mødedato: 04.12.2013, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Fremtidig 10. klasse

Se alle bilag

Udvalget skal drøfte 10. klasseområdet pba. nedenstående oplæg fra forvaltningen om status og vurdering af området, samt mulige udviklingsperspektiver.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget drøfter status og vurdering af 10. klasseområdet, samt mulige udviklingsperspektiver. 

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) besluttede på sit møde 11/9-2013 (2013-0190837) under behandlingen af medlemsforslag om 10. klassetrin i Ungdomsskolen,  at forvaltningen skal udarbejde et notat, der belyser mulighederne for at gøre 10. klassetilbuddet mere attraktivt og relevant for målgruppen. Hele ungeområdet skal indtænkes i overvejelserne - om end der dog skal være et særligt fokus på hvorvidt 10. klassetrin i sin helhed kan udbydes i regi af Ungdomsskolen.

Løsning

Forvaltningen vurderer, at relevante mål for kommunen er: 
1) At kommunen har den rigtige tilbudsvifte.
2) At der er høj kvalitet i alle tilbud. 
3) At der er robuste og bæredygtige tilbud 
4) At der er en hensigtsmæssig organisation og styring  

Forvaltningen vurderer nedenfor den nuværende situation og de prioriteringsmuligheder, som er forbundet hermed. Af bilag 1 fremgår bla. historik, effekter af 10. klasse og forventede søgemønstre. 

Ad 1) Har kommunen den rigtige tilbudsvifte?
Forvaltningen er i gang med en analyse af tilbudsviften til unge mellem almenområdet og specialområdet og forventer at kunne fremlægge analysen for udvalget i første halvår af 2014. Forvaltningen vurderer, at der p.t. er en tilstrækkelig kapacitet. Med analysen forventer forvaltningen, at det bliver muligt at vurdere, om kvaliteten også er tilstrækkelig. I denne sag fokuseres derfor primært på 10. klasse, som er kommunens største uddannelsesforberedende tilbud.

10. klasse er i folkeskoleloven beskrevet som et uddannelsesforberedende tilbud til elever, der ikke er parat til en ungdomsuddannelse efter afsluttet grundskole (9. klasse). Nedenstående tabel giver i kort form et overblik over organiseringen af 10. klasse i København.

Almen 10. klasse

20/20-ordning i erhvervsskole-regi

Særlige 10. klasser for udsatte unge

Special 10. klasse*

Kildevældsskolen
(151 pladser)
(Folkeskole)

Hotel- og Restaurant-skolen                   
(75 pladser)

Byhøjskolen        
(104 pladser) (Ungdomsskolen)

10. læseklasse på Lykkebo Skole

Vesterbro Ny skole
(174 pladser)     
(Folkeskole)

Københavns Tekniske Skole   
(110 pladser)

Dagkursus           
(64 pladser) (Ungdomsskolen)

10. klasse på specialskoler og specialklasserækker

Kirsebærhavens Skole (110 pladser) (Folkeskole)

SOPU-skolen
 (50 pladser) 

Hindegade      
(140 pladser) (Ungdomsskole)

 

KKU Amager      
(241 pladser) (Ungdomsskole)

Teknisk Erhvervsskolecenter (110 pladser)

 

 

*jf. indstilling om 10. klasseområdet på BUU 4/12-2013

UU København har en koordinerende og planlæggende rolle ift. dannelsen af 10. klasse og målgruppevurderer unge til de særlige 10. klasser for udsatte unge.

Tilbudsviften og de unges ønsker
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede i marts 2011, at forvaltningen i videst muligt omfang skal tage hensyn til de unges valg af 10. klasselinje. Den enkelte unge afgiver 3 prioriterede ønsker om hvilke 10. klasse, de ønsker.  Ca. 90% af de unge får deres første prioritet opfyldt og ingen henvises til deres 3. prioritet. I bilag 1 ses en deltaljeret beskrivelse af søgemønstrene de sidste 4 år. Forvaltningen vurderer, at udbuddet i væsentlig grad matcher de unges ønsker.

Ad 2) Er der høj kvalitet i kommunens 10. klasse-tilbud?
Forvaltningen vurderer, at kvaliteten i de enkelte 10. klassetilbud og det samlede 10. klasse-system skal opgøres med udgangspunkt i 10. klasses formål: at ruste ikke-uddannelsesparate unge til at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse. Forvaltningen anser derfor to fohold som centrale indikatorer på kvalitet:
- de unges karakterer ved afslutningen af 10. klasse
- de unges status i uddannelsessystemet 1, 2 og 5 år efter afsluttet 10. klasse
Forvaltningen har opgjort effekten af det samlede 10. klassesystem i København i skoleårene 2011-12 samt 2012-2013 målt på karakterer ved afgangsprøven i de bundne prøvefag  På grund af implementeringsvanskeligheder med ungdomsvejledningens ny IT-system er det ikke muligt at beskrive overgangsfrekvensen fra 10. klasse til en ungdomsuddannelse i sammenligning med overgangsfrekvensen fra 9. klasse.

Nedenstående tabel viser en samlet gennemsnitlig fremgang fra 9. til 10. klasse i karaktererne ved de bundne prøvefag på 0,87 point. Det er forvaltningens vurdering, at det er et tilfredsstillende resultat, da 10. klasse-prøven er sværere end 9. klasseprøven. 
 

 

Gennemsnitligt 9. klassekarakter

Gennemsnitlig 10. klassekarakter

Gennemsnitlig stigning

Dansk skriftlig

4,15

4,84

0,69

Dansk mundtlig

4,82

6,37

1,55

Matematik skriftlig

2,93

3,42

0,49

Engelsk mundtlig

5,74

6,48

0,74

Gennemsnit

4,41

5,28

0,87

Disse gennemsnitstal dækker over betydelige variationer mellem de enkelte skoler og år. Forvaltningen arbejder med kvaliteten ved at føre dialog med de enkelte 10. klassestilbud om deres resultater. På sigt kan disse resultatopgørelser anvendes af udvalget til at prioritere hvilke 10. klassetilbud, der skal udvides og hvike der skal afvikles.

Ad 3) Er vores 10. klasse-tilbud robuste og bæredygtige?
Det er generelt forvaltningens vurdering, at 10. klassetilbuddene har en sådan størrelse, eller indgår i større enheder, der sikrer robusthed og bæredygtighed.  Ungdomsskolens heltidsundervisning er imidlertid udfordret af, at det er vanskeligt at definere dens målgruppe. Udgiften pr. elev i heltidsundervisningen er ca. dobbelt så høj som til en almindelig 10. klasse, hvilket er årsagen til, at undervisningen i dag er forbeholdt unge, som vurderes at have brug for mere end et almindeligt 10. klassestilbud. 

P.t. er de særlige uddannelsesforberedende 10. klasse-tilbud til udsatte unge udskilt til KKUs heltidsundervisning på Byhøjskolen, Dagkursus samt Hindegade. Alle 3 skoler melder om vanskeligheder med at etablere et tilfredsstillende læringsmiljø, da de udsatte unge mangler rollemodeller i form af mere velfungerende unge. Med pligtbekendtgørelsens ikrafttræden 31/12 2010 er unge, der tidligere ikke var i gang med uddannelse, nu i gang – og Ungdomsskolens heltidsundervisning har optaget mange af de mest udsatte unge med psykisk sårbarhed, diagnose i autisme-spektret samt hash-misbrug. Dette har ligeledes påvirket søgemønstret til heltidsundervisningen i negativ retning. Samtidig fungerer heltidsundervisningen imidlertid også som et "sikkerhedsnet" for unge, som dropper ud af ungdomsuddannelserne eller ordinær 10. klasse.

Ud fra forskningsbaseret viden om klassekammeratskabseffekt er det ikke den mest effektive model til at løfte disse unge at isolere dem med hinanden.
Forvaltningen vurderer, at Borgerrepræsentationens beslutning den 25.4.2013 (2012-181308) i sagen om justeringer på ungeområdet om at nedlægge det tidligere visitationsudvalg i nogen grad vil medvirke til at forbedre grundlaget for heltidsundervisning ved en mere hensigtsmæssig elevsammensætning. En udbygget løsning på den udfordring kan være en af flg. muligheder

  1. at fastholde heltidsundervisningen som et tilbud til udsatte unge og fortsætte med at ruste skolerne stærkere til at løfte opgaven med hjælpesystemer (psykolog, socialrådgiver mv) og kompetenceudviklingen for lærerne i specialpædagogik
  2. at give mulighed for at heltidsundervisingen også kan optage unge uden særlige problemer til den ordinære 10. klassetakst for på den måde at skabe en mere hensigtsmæssig elevsammensætning
  3. at opløse de nuværende heltidsundervisningsskoler som særtilbud for udsatte unge og lade dem indgå i den samlede tilbudsvifte i 10. klasseområdet. Udsatte unge inkluderes i alle 10. klassemiljøer med en forhøjet elevtakst.

Udfordringen ved at integrere disse udsatte unge i et mere alment miljø med mange velfungerende unge er at sikre, at mængden af de velfungerende unge klart overstiger de unge med vanskeligheder, samt at det fagligt-pædagogiske miljø på skolerne har de nødvendige kompetencer.
Forvaltningen skønner, at model 2 og 3 forudsætter, at hele det kommunale 10. klassestilbud samles i Ungdomsskolen, jf. nedenfor. 

Ad 4) Er der en hensigtsmæssig organisering og styring af tilbuddene?
Den nuværende organisering af 10. klasseområdet er delt på folkeskole, ungdomsskole og erhvervsskole(r). Forvaltningen har overordnet ansvaret for ungdomsskolen og  for 10. klasserne på erhvervsskolerne via en kontrakt samt for 10. klasserne på folkeskolerne.

Der er gode erfaringer med at samle 10. klasserne i større miljøer. Herved sikres et klart ungeperspektiv med fokus på ungdomsuddannelserne. Denne udvikling kan styrkes yderligere ved at samle alle 10. klasser – bortset fra 20/20-modeller og de egentlige specialundervisningstilbud - organisatorisk i ungdomsskolens regi. Herved kan der skabes et samlet pædagogisk miljø, hvor erfaringsudveksling og metodeudvikling systematiseres. Dette samlede 10. klassesystem kan udvikles med et stærkt fokus på og samarbejde med ungdomsuddannelserne. Det vil endvidere give et enklere udgangspunkt for samarbejde med Socialforvaltningen om støtte til de udsatte unge, der har behov for støtten. Lærerne i et sådant 10. klassesystem vil udelukkende arbejde i 10. klasse og dermed blive specialiserede til opgaven. Der vil være lettere mulighed for at flytte lærerne mellem de forskellige lokaliteter alt efter de unges efterspørgsel og behov uden at det giver organisatoriske vanskeligheder med budgettilpasninger i et antal adskilte økonomier.

Den faglige styring af området skal foregå ud fra viden om, hvilke tilbud der bedst fremmer forskellige ungegruppers uddannelsesparathed og generelle livsduelighed. På baggrund af denne viden udvælges hvilke tilbud, der skal stilles til rådighed for de unge. Dette er en skærpelse i forhold den eksisterende styringsmodel, som i højere grad styres af udbydernes tolkning af de unges ønsker.

Det vil p.t. være nødvendigt at fastholde de nuværende bygningsmæssige faciliteter til brug for 10. klasseundervisning. 10. klassecentrenes nuværende placering kan – uanset organisatorisk forankring - fortsætte de næste mange år, bortset fra Vesterbro Ny Skole, hvor der vil være mangel på lokaler fra 2016.
På sigt skal økonomiske og kapacitetsmæssige konsekvenser af at samle den kommunale 10. klasseundervisning i færre bygninger analyseres og indgå i forvaltningens samlede anlægsplan.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekevenser.

Videre proces

Den statslige reform af erhvervsuddannelserne med tilhørende ændringer af de uddannelsesforberedende tilbud til disse vil få betydning for organiseringen af 10. klasse. Forvaltningen vil samarbejde med erhvervsuddannelserne om at konvertere de nuværende 20/20-modeller til de varslede EUD 10. klasser.
På baggrund af BUUs drøftelse 4/12-2013 vil forvaltningen i første halvår af 2014 udarbejde en  indstilling til  BUU mhp. høring hos de berørte parter. Af planlægningsmæssige årsager kan evt. ændringer ikke få konsekvenser før august 2015.


         Else Sommer                      /Jacob Zeberg Eberholst   

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) stillede ændringsforslag om tilføjelse af følgende at-punkt:

"at 10. klassetrin i Københavns Kommunes folkeskoler fra august 2014 udelukkende udbydes i regi af Ungdomsskolen".

Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 2 medlemmer: C og V.

Imod stemte 6 medlemmer: A, B, F og Ø.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "I lyset af tillidsdagsordenen og det påståede gode forhold mellem politikere og forvaltning ærger vi os over, at forvaltningen igen har syltet en sag, som er initieret af oppositionen".

Jesper Christensen (A), Tue Hækkerup (A), Mia Nyegaard (B), Bjarne Fey (F), Trine Schaltz (F) og Rikke Lauritzen (Ø) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi ønsker, at 10. klasserne på sigt organiseres og samles i færre og større enheder, der kan medvirke til at gøre tilbuddet om 10. klasse endnu mere attraktivt og relevant. Vi ser gerne, at forvaltningen vender tilbage med konkrete initiativer, bl.a. i tilknytning til udvalgets budgetseminar i foråret 2014".   
Til top