Beslutning: intern høring vedr. flere grønne kiler og områder
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til svar på intern høring vedr. forslag til flere grønne kiler og sammenhængende områder på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning og erhverv.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt ”Forslag til flere grønne kiler og sammenhængende områder” i intern høring med frist 2. august. Forslaget er udarbejdet af Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen som svar på en bestilling, der indgik i budgetaftalen for 2024.
Forslaget giver et strategisk og helhedsorienteret blik på, hvordan Københavns grønne områder frem mod 2050 kan blive bundet mere sammen og give københavnerne en sund og bæredygtig by med god adgang til natur.
I forslaget kan man læse en beskrivelse af metode, typer af grønne arealer og kriterier samt se kort der viser forslag til, hvordan byen kan bindes grønne sammen frem mod 2050 - bilag 1 vedlagt. I planens tilhørende bydelsanalyse gennemgås eksisterende og nye forslag til grønne linjeføringer bydel for bydel. Her gives et bud på de enkelte linjeføringers indhold, effekt og mulig synergi med andre projekter - bilag 2 vedlagt.
Arbejdsgruppens indstilling
Arbejdsgruppen for fysisk planlægning og miljø har behandlet høringen og indstiller, at lokaludvalget tager udgangspunkt i lokaludvalgets indspil til forhandling af budget 2025, som blev vedtaget på lokaludvalgsmødet d.30.4.24. med følgende prioritering:
1. Biodiversitetsstien på Amagerbane-ruten og Møllevej
2. Kigkurren korridoren
3. 100.000 træer
Derudover vil lokaludvalget opfordre forvaltningen til at samtænke forslagene om flere flere grønne kiler sammenhængende områder med trafikplan for Amager.
Løsning
At lokaludvalget godkender forslag til svar på intern høring vedr. forslag til flere grønne kiler og sammenhængende områder på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning og erhverv.
Videre proces
Til orientering kan det oplyses, at Teknik- og Miljøudvalget orienteres om planen og høringen af Lokaludvalgene på deres møde d. 10. juni 2024. Teknik- og Miljøudvalget vil forud for budgetforhandlingerne blive orienteret om Lokaludvalgenes høringssvar.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med følgende tilføjelse til slut:
"og fremtidige lokalplaner på øen."