Beslutning: høring vedr. anlæg af cykelsti på Brydes Allé
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til svar på høring vedr. anlæggelsen af cykelstiprojektet på Brydes Allé på baggrund af indstilling fra Brydes Allé arbejdsgruppen.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt det næste færdige anlæg af cykelsti på Brydes Allé i høring.
Projektet er en del af et større intrastrukturprojekt, som Boligselskabet 3B Hørgården har iværksat. Det skal åbne Hørgården mere op og skabe gode forbindelser og uderum, nye faciliteter og flere aktiviteter. Samtidig vil Teknik- og Miljøforvaltningen gøre det nemmere og mere trygt og sikkert for cyklister og fodgængere at krydse de omkringliggende veje Amager Fælledvej og Brydes Allé.
Det skal være mere attraktivt at tage cyklen eller at gå, og Hørgården bliver en del af den grønne cykelrute Universitetsruten, som forbinder Amager med Amager Fælled, Islands Brygge og Vesterbro.
En konsekvens af infrastrukturprojektet er også nedlæggelsen af næsten halvdelen af parkeringspladserne på Brydes Allé.
Borgerinddragelse
I tæt samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen har lokaludvalgets arbejdsgruppe bestående af Mark Gray, Andreas Petersen, Nick Vikander og Erhardt Franzen gennemført flere borgerinddragende aktiviteter - se vedlagte bilag.
Høringssvaret
Borgerinddragelsen har bidraget til lokaludvalgets endelige høringssvar, som overordnet set har følgende pointer:
Lokaludvalget er positive overfor anlæggelsen af cykelstiprojektet på Brydes Allé, da vi mener, at vejen i dag tilbyder meget ringe forhold for cyklister. Men opbakningen sker med forbehold for, at der kommer en (delvis) løsning af parkeringsproblematikken.
Arbejdsgruppen kommer også med et par konkrete forslag til forbedringer:
1. Hurtig indførelse af parkeringsrestriktioner (betalingsparkering eller korttidsparkering) samt inddragelse af borgerne i den sammenhæng.
2. Indgåelse af aftaler med den almene sektor om bedre udnyttelse af deres parkeringspladser – konkret kan vi pege på plejecenteret Hørgården på Brydes Allé.
3. En mulighed er at indrette underjordisk parkeringskælder på plejehjemsarealet, så de forværrede parkeringsudfordringer i området med cykelstiprojektet og mere sikker skolevej på Brydes Allé løses samtidigt.
Løsning
At lokaludvalget godkender forslag til svar på høring vedr. anlæggelsen af cykelstiprojektet på Brydes Allé på baggrund af indstilling fra Brydes Allé arbejdsgruppen.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med den præcisering i høringssvarets første afsnit:
"Men opbakningen sker med hensynstagen til, at der kommer en løsning på den aktuelle og øgede parkeringsproblematik".
Tilføj "dialog med brugerne på gaden" til baggrunden for lokaludvalgets høringssvar.