Mødedato: 24.04.2018, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: Intern høring vedr. Forskrift for udendørs arrangementer

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget udarbejder et høringssvar.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 2. marts 2017 Forskrift for Udendørs Musikarrangementer. I den forbindelse blev det besluttet, at evaluere forskriften efter et års erfaringer. Forskriftens hovedformål er at begrænse støjgener ved udendørs musikarrangementer, som holdes i parker, på byens pladser og andre lokaliteter i Københavns Kommune.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen vil derfor bede lokaludvalget om at bidrage med erfaringer fra Amager Vest inkl. fra berørte beboere. I første omgang har lokaludvalget to muligheder for at komme med kommentarer. Den første mulighed var et dialogmøde, der blev afholdt d 17. april (invitation vedhæftet). Den anden er et internt høringssvar – frist den 18. maj.

Teknik- og Miljøudvalget, der er myndighed på området, kan på baggrund af de interne høringssvar beslutte at igangsætte en ændring af forskriften. Hvis der skal ske ændringer, vil lokaludvalget blive inddraget igen. 

Input på dialogmødet d 17/4  + indsendte (frist 18/5) kommentarer til evaluering og forskrift vil være afgørende for, om forskriften vil komme i offentlig høring.

En eventuel høring bliver ca september 2018 eller senere. 

Lokaludvalgets høringssvar (2016 september) i forbindelse med udkast til forskriften er vedhæftet.

Bemærkninger fra borgere på Islands Brygge

Sekretariatet har modtaget bemærkninger fra borgernetværket "Bryggen for alle", som har følgende bemærkninger:

- Kommunen mangler mulighed for at holde opsyn med samtlige musikarrangementer og sørge for at kontrollere om de udstukne retningslinjer overholdes. Erfaringen er, at arrangørerne yderst sjældent oplever konsekvenser, når de overtræder Forskriftens bestemmelser

-  Støjmålere godkendt af TMF bør kunne udlånes og benyttelsen bør være påkrævet under afviklingen af såvel lydprøverne som af selve arrangementer. Støjniveauerne bør måles ved kilden fremfor ved den nærmeste bolig, så arrangørerne en chance for selv at regulere lydniveauerne 

- Ønsker ikke, at det er muligt at dispensere fra Forskriften.

- Glade for, at antallet af udendørs musikarrangementer i Havneparkens to afdelinger er reduceret. Hovedparten af udendørsarrangementer har ikke givet anledning til bemærkninger.

Løsning

At lokaludvalget udarbejder et høringssvar.

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

 

Beslutning

Lokaludvalget besluttede ikke at sende noget høringssvar pga. tidspres, og i stedet afvente den offentlige høring.
Til top