Mødedato: 20.12.2022, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: vedr. bydelsplanens form, tidsplan og skriveproces

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget

- godkender forslag til tidsplan for udarbejdelse af bydelsplan

- godkender forslag til format på bydelsplanen

- tager projektskabelonen til efterretning

- afsætter en rammebevilling til arbejdet med bydelsplan på 50.000 kr. på 2023 budgettet

på baggrund af indstilling fra bydelsplanarbejdsgruppen.

Problemstilling

Amager Vest Lokaludvalg har fået til opgave at udarbejde en bydelsplan for Amager Vest. Bydelsplanen er både lokaludvalgets vision for bydelen, samt arbejdsplan for de næste 4 år.

Tidsplanen for bydelsplanen


Bydelsplanen skal afleveres til Borgerepræsentationen ultimo april 2023 - se vedlagte tidsplan.

Arbejdsgrupperne skal aflevere deres projektbeskrivelser til bydelsplanarbejdsgruppen d.2.januar 2023 - se vedlagte projektskabelon.

Herefter har arbejdsgrupperne 2 mdr. til at skrive teksten til bydelsplanen, samt finde fotografier (som AVLU har ophavsret til!) samt data, der skal legitimere projektet.

En del af opgaven er naturligvis at lave borgerinddragelse, der giver mening ift. projekterne, men da tiden er knap kan det være svært at nå. Hvis man ikke kan nå at gennemføre borgerinddragelse bør man i stedet skrive i hvilken type borgerinddragelse man agter at lave samt med hvilket formål og hvornår.

Formatet for bydelsplanen

Digital version
Der laves en digital udgave af bydelsplanen, som får sin egen webside under lokaludvalgets officielle hjemmeside. På bydelsplanens side kan man se en oversigt over alle projekterne, der indgår i bydelsplanen. De bliver illustreret med stort billede og kort beskrivelse. Strukturen på Bydelsplanens side er inspireret af undersiden ’Vores projekter’, der allerede findes på lokaludvalgets hjemmeside: Vores projekter | Amager Vest Lokaludvalg (kk.dk)

I den digitale bydelsplan får man et overblik over samtlige projekter i bydelsplanen, som hver især får sin egen underside, man kan klikke ind på. På projekternes side kan man læse beskrivelserne, som udarbejdes af lokaludvalget. Her vil også være flere illustrationer i form af billeder, grafer, drop-down-menuer med tidslinje over projektet, evt. kontaktinfo på relevante lokaludvalgsmedlemmer, hvis det ønskes, m.m.

Bydelsplanen kan revideres i løbet af lokaludvalgets periode, eksempelvis med nye tiltag, arrangementer samt seneste nyheder om projektet (både fra lokaludvalgets egen nyhedsside og lokalaviserne). Det vil dermed også være muligt at slette (dele af) projektet, hvis nødvendigt.

Projekterne vil også henvise til hinanden med links, hvis det er relevant.

Pixi-udgave
Som supplement til bydelsplanen udarbejdes også en pixi-udgave til tryk. Det bliver et kort dokument med fokus på skarp formidling. Der er ikke tale om en lang tryksag, men derimod om en meget kort pjece, der på en kort og indbydende måde beskriver hensigterne med projekterne samt deres potentialer i bydelen.

Pixi-udgaven vil også indeholde en overordnet beskrivelse af lokaludvalgets arbejde med bydelsplanen samt henvisning til den digitale udgave i form af link og QR-kode. Derudover også relevant kontaktinfo. Pixi-udgaven vil blive tilpasset det konkrete indhold, når vi er længere i processen.

Pixi-udgaven kan have forskellige formål. Den kan fx bruges som oplæg til debat blandt borgere eller andre interessenter, eller den kan uddeles som et resumé af de væsentligste elementer i bydelsplanen og fungere som en orientering af politikere, borgere og andre interessenter ved borgerinddragende arrangementer.

Den digitale version samt pixi-udgaven af bydelsplanen opsættes af sekretariatet i perioden 15. marts-1.april 2023, når den endelige beskrivelse af projekterne er færdige, jf. tidsplanen.

 

Løsning

at lokaludvalget

- godkender forslag til tidsplan for udarbejdelse af bydelsplan

- godkender forslag til format på bydelsplanen

- tager projektskabelonen til efterretning

- afsætter en ramme bevilling til arbejdet med bydelsplan på 50.000 kr. på 2023 budgettet.

på baggrund af indstilling fra bydelsplanarbejdsgruppen.

 

Økonomi

Indstillingen indebærer, at der afsættes 50.000 kr. fra bydelspuljen 2023 til borgerinddragende aktiviteter ifm. bydelsplanen i 2023. 

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt og der blev afsat 50.000 kr. af 2023 budgettet.

 

Til top