A: Beslutning: Fondansøgning og midler til opholdsfaciliteter i Ørestad - projekt MetroParken
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender:
- at lokaludvalget er medafsender på GF Ørestad Citys fondsansøgninger til Nordea-Fonden og Sallingfonden
- at bevillige 32.752 kr. fra Bydelspuljen 2025 til opholdsmøbler i sivegaden ved Ørestad Gymnasium, Ørestad Skole og Ørestad Bibliotek samt projektkoordinering og -eksekvering.
Problemstilling
Arbejdsgruppen Metroparken (Uffe Meulengracht, Jann Kuusisaari, Allan Graversen og 2 borgere) har indgået en aftale med GF Ørestad City, Ørestad Gymnasium, Ørestad Skole og Ørestad Bibliotek om at opsætte nye faciliteter i Ørestad.
De nye faciliteter omfatter borde, bænke, stole og plantekassemøbler samt ny begrønning, der opsættes i sivegaden foran Ørestad Gymnasium og Ørestad Skole samt ved hjørnet ved Ørestad Bibliotek.
Idéen til faciliteterne er udarbejdet i arbejdsgruppen MetroParken i samarbejde med GF Ørestad City på baggrund af borgerinddragelse, herunder borgermøder, workshops med folkeskoleelever fra Ørestad Skole og Ørestad Gymnasium samt dialog med Ørestad Gymnasiums ledelse, Ørestad Skoles ledelse og Ørestad Biblioteks ledelse.
Lokaludvalgets bevilling dækker over Hay-møbler ved biblioteksindgangen samt honorar til Greg Vendena, Cyklus Arkitekter, til detaljeret layout af pladsen, bestilling og placering af faciliteter, koordinering af leverancer, koordinering mellem parterne og evt. rettelser til eksisterende tegninger (se detaljer under afsnit Økonomi).
En del af faciliteterne skal finansieres gennem fondsmidler v. Nordea-Fondens ”Liv i det lokale” og Sallingfonden, hvor GF Ørestad City vil være hovedafsender på fondansøgningerne, med opbakning fra Amager Vest Lokaludvalg, Ørestad Gymnasium, skole og bibliotek.
Projektets budget og fondsansøgningen er godkendt af Ørestad City Grundejerforening, som ejer og drifter arealet, og som også vil finansiere en del af møblerne. Arbejdsgruppen har været i dialog med Metroselskabet, som bakker op om projektet.
Ørestad City Grundejerforening bliver ejer af de nye faciliteter. Arbejdsgruppen MetroParken og grundejerforeningen har indgået aftale med Ørestad Gymnasium, Ørestad Skole og Ørestad Bibliotek, der i samarbejde vil stå for fremtidig drift og vedligeholdelse.
Ifm. med opsætning af TAGTOMAT-møblerne vil firmaet TAGTOMAT afholde en 3-timers workshop med eleverne fra Ørestad Gymnasium og Ørestad Skole i en fælles tilplantningsworkshop på en skoledag med 2 formidlere fra TAGTOMAT inkl. forberedelse, oprydning, materialer til frøbomber samt kvalitetssikring af tilplantning.
De nye faciliteter vil være tilgængelige for alle borgere, og tager udgangspunkt i MetroParkens vision om at skabe mere liv langs metrohøjbanen i Ørestad, hvor bl.a. de nærlæggende institutioner (skolerne og biblioteket) kan bruge det nye område til arrangementer og undervisning.
Hvis ikke der opnås finansiering fra fondene, eller at der kun opnås delvis finansiering, vil arbejdsgruppen afsøge de resterende midler gennem andre fonde samt forhandling med grundejerforeningen.
Projektets budget og fondsansøgningen er godkendt af GF City og er klar til afsendelse umiddelbart efter lokaludvalgsmødet, hvis lokaludvalget godkender indstillingen.
Se bilag 1 for en beskrivelse af de forskellige faciliteter og leverandører.
Se bilag 2 for budget og tegninger over området med nye faciliteter.
Løsning
At lokaludvalget bevilliger 32.752 kr. fra Bydelspuljen 2025 til indkøb af nye faciliter og projektledelse v. Greg Vendena, Cyklus Arkitekter.
Økonomi
Beslutningen indebærer, at Bydelspuljen 2025 belastes med 32.752 kr.
Honorar Cyklus Arkitekter omfang:
Arkitekttegninger: Rettelse til eksisterende tegninger. (5 timer)
Layout på byggepladsen: Markering af placering af inventar (5 timer)
Byggeledelse: Bestilling og placering af Inventar, koordinering af leverancer. (7 timer)
Projektledelse: Koordinering og kommunikation mellem interessenter, administration af projektet.(17,5 timer)
Fordeling i procent:
GF Ørestad City: 26 % af samlede budget
AVLU Bydelspulje: 14,6 % af samlede budget
Fondsmidler: 59,4 % af samlede budget
Videre proces
Fondsansøgningen sendes afsted af GF Ørestad City, og der forventes svar inden for 3 måneder.
Efterfølgende bestilles faciliteter og projektet eksekveres i foråret. Her forventer arbejdsgruppen at afholde et indvielsesarrangement, som der søges midler til på et senere tidspunkt.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med den rettelse, at lokaludvalget ikke er medafsender, men bakker op om fondsansøgningen.
Helga Mark kunne ikke bakke op om projektets ambitioner om at etablere byrumsmøbler pga. usikkerhed vedr. handicaptilgængelighed.