Naboorientering – Dispensation til udskiftning af vinduer i det bevaringsværdige byggeri på Ved Amagerbanen 25B
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget ikke sender bemærkninger til naboorienteringen.
Problemstilling
Lokaludvalget skal beslutte, om der skal indsendes bemærkninger til en naboorientering vedrørende en ansøgning om dispensation fra lokalplan 544 Ved Amagerbanen Syd til at udskifte vinduer og ændre på facaden af det bevaringsværdige byggeri på matr.nr. 3972 på adressen Ved Amagerbanen 25B, 1. tv.
Der er ansøgt om at isætte 6 nye vinduer på en del af vestfacaden og 4 nye vinduer i østfacaden på den bevaringsværdige bygning på Amager Strandvej 25B i sammenhæng med en ansøgning om at etablere en ny bolig i to etager i bygningen på 1. og 2. sal.
Ansøger oplyser, at de ønskede, nye vinduer er beregnet til renovering af bevaringsværdige bygninger og har spinkle vinduesprofiler svarende til de eksisterende støbejernsvinduer, der bliver erstattet. Ligeledes oplyser ansøger, at de ønskede, nye vinduer har tolags termoglas for at mindske energiforbruget og har de nødvendige redningsåbninger.
Teknik- og Miljøforvaltningen kan anbefale den ansøgte udskiftning af i alt 10 vinduer. Særligt fordi de ansøgte, nye vinduer har et udseende, der næsten svarer til de eksisterende støbejernsvinduer, og fordi vinduerne indeholder de nødvendige redningsåbninger til den ansøgte lejlighed i to etager. Det har indgået i forvaltningens vurdering, at lokalplanen muliggør, at den bevaringsværdige bygning bliver omdannet fra erhverv til bolig.
Løsning
Lokaludvalget har modtaget naboorienteringen den 19. august, hvorfor sagen ikke har været drøftet på et arbejdsgruppemøde.
Tovholdergruppen har drøftet sagen og indstiller, at lokaludvalget ikke sender bemærkninger til naboorienteringen.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Fristen for at indsende bemærkninger er den 9. september.
Beslutning
Der blev stillet forslag om følgende svar til naboorienteringen: Lokaludvalget har ingen bemærkninger til udskiftning af vinduer, så længe man bevarer det udtryk, den oprindelige bygning har. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Det blev bemærket, at lokaludvalget ikke er blevet hørt vedr. at bygningen er blevet omdannet fra erhverv til blandet bolig og erhverv. Under mødet blev det dog klart, at denne mulighed er skrevet ind i lokalplanen.