Mødedato: 26.09.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Godkendelse: Visionsplan for Nordøstamager

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

1. at lokaludvalget drøfter udkast til Visioner for Nordøstamager,

2. at lokaludvalget vedtager Visioner for Nordøstamager, og

3. at lokaludvalget bemyndiger Nordøstamager-gruppen til at udarbejde en plan for offentliggørelsen af visionerne.

Problemstilling

Nordøstamager har i en årrække været i fokus for Amager Øst Lokaludvalg. Lokaludvalget har nedsat en Nordøstamager-gruppe, som har afviklet workshops og borgerinddragelse og i 2019 udarbejdet et samlet dokument med visioner for Nordøstamager.

Nordøstamager-gruppen har udarbejdet visioner inden for temaerne: Boliger, erhverv, trafik, fritid, kultur og idræt samt bymiljø og byliv. Temaerne konkretiseres i afsnit om de geografiske områder: Vermlandsgade og Siljangade, Kløverparken, "Vandkanten", Prøvestenen og Kløvermarken.

 

Proces

Nordøstamager-gruppen brugte i slutningen af 2018 input fra en workshop afholdt tidligere samme år som afsæt til at gå i gang med at udarbejde en sammenhængende vision for udviklingen af Nordøstamager. Gruppen har flere gange gjort status for lokaludvalget og senest har lokaludvalgets arbejdsgrupper behandlet et 1. udkast i august 2019, hvor lokaludvalget også blev orienteret om udkastet.

Den 5. september blev der afholdt et debatmøde om visionerne, ca. 50 borgere deltog i mødet på Kofoeds Skole. På mødet fremlagde gruppen visionerne og bad om borgernes input gennem korte borddrøftelser og dilemmaafstemninger. Derudover deltog stadsarkitekten i mødet med en opsamling og input til visionerne.

Nordøstamager-gruppen har efterfølgende indarbejdet input fra arbejdsgrupperne og debatmødet i det foreliggende udkast til publikationen.

Det påtænkes at visionerne skal fremsendes som bilag til lokaludvalgets høringssvar til Forslag til Kommuneplan 2019, som behandles af lokaludvalget i oktober 2019.

Såfremt lokaludvalget følger indstillingen og udkastet til Visioner for Nordøstamager vedtages vil Nordøstamager-gruppen udarbejde en plan for yderligere implementering og promovering af visionerne. Planen vil blive forelagt lokaludvalget til godkendelse.

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg beslutter at vedtage indstillingen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen vedtages vil Nordøstamager-gruppen hurtigst muligt mødes og udarbejde plan for yderligere implementering og promovering af visionerne for Nordøstamager.

 

Beslutning

Indstillingens første at-punkt blev vedtaget uden afstemning. Udkast til Visioner for Nordøstamager blev drøftet.

 

Der blev stillet ændringsforslag om på linje 33 at ændre ordet "jordejere" til "grundejere". Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Der blev stillet ændringsforslag om på linje 129 at erstatte ordet "kontorhoteller" med formuleringen "kontor- og værkstedsfællesskaber. Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Der blev stillet ændringsforslag om på linje 202 at ændre overskriften "Servicefaciliteter der er åbne og fleksible" til "Åbne og fleksible servicefaciliteter". Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Der blev stillet ændringsforslag om på linje 413 at ændre overskriften "Helhedsplan giver adgang for flere" til "Opgradering af fritidsfaciliteter på Kløvermarken" Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Der blev stillet ændringsforslag om på linje 415 at lade ordet "total" udgå. Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Der blev stillet ændringsforslag om på linje 431 at tilføje formuleringen "(heriblandt grundejere og virksomhedsejere fra området)" efter ordet "deltog". Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Herefter blev der begæret afstemning om indstillingens andet at-punkt

For stemte: Rene Steinvig, Tom Christensen, Frank Lambert, Bente Lildballe, Hanne Kusiak, Ole Pedersen, Bo Jensen, Iben Lindemark, Hans J. Møller, Rune Solvang, Trine Hertz, Nicole Schmitt, Nanna Tofte, Randi Sørensen, Jens William Grav, Lasse Rossen, Rasmus Steenberger, Susanne Møller og Martin Hein.

Imod stemte: Nicki Wassmann-Brøchner

Undlod at stemme: Ingen.

Indstillingens andet at-punkt blev vedtaget efter afstemning. Visioner for Nordøstamager blev vedtaget med ovenstående ændringer.

 

Der blev stillet ændringsforslag om at betegnelsen "implementering" erstattes af betegnelsen "danner grundlag for" i sagsfremstillingen. Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Herefter blev indstillingens tredje at-punkt vedtaget uden afstemning. Nordøstamager-gruppen blev bemyndiget til at udarbejde en plan for offentliggørelse af visionerne.

 

Til top