Naboorientering om etablering af dagsinstitution, Store Møllevej nr. 13, dispensation fra lokalplan nr. 385 ”Vermlandsgade”
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget ikke har kommentarer til naboorienteringen om etablering af dagsinstitution ved Store Møllevej 13, dispensation fra lokalplan nr. 385 'Vermlandsgade'
Problemstilling
Lokaludvalget har den 15. november 2021 modtaget naboorientering- og høring om etablering af daginstitution ved Store Møllevej 13, dispensation fra lokalplan nr. 385 'Vermlandsgade'. Høringsfristen er den 6. december 2021.
Ansøgningen drejer sig om tilladelse til at opføre en integreret daginstitution til 126 børn, fordelt på 3 børnehavegrupper (med hver 22 børn) og 5 vuggestuegrupper (med hver 12 børn)
Daginstitutionen opføres i 2 etager med tagterrasse og taghus med trappeadgang til tagterrassen samt teknikrum, skur, elevator og puslerum med toilet. Der udføres desuden udvendig flugtvejstrappe.
Det ansøgte byggeprojekt overholder ikke alle lokalplanens bestemmelser, og kommunen skal derfor træffe afgørelse om en eventuel dispensation. Det ansøgte afviger fra lokalplanens bestemmelser om placering ift. bebyggelsesplan, placering ift. vejlinje og P-pladser.
Det ansøgte kræver bl.a. dispensation fra lokalplanens § 7, stk. 2, hvoraf det fremgår at: ”Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m2 bolig- og erhvervsetageareal, 1 plads pr. 200 m2 institutionsetageareal. Forvaltningen har vurderet, at behovet for bilparkering i tilknytning til daginstitutionen, er tilgodeset med etablering af 4 parkeringspladser. Det indgår i forvaltningens vurdering, at der langs Store Møllevej er indrettet offentlig parkering, og at det primært vil være i et lille tidsrum ved aflevering og afhentning af børn i institutionen, at der er behov for parkering.
Naboorientering- og høring om etablering af dagsinstitution ved Store Møllevej 13, dispensation fra lokalplan nr. 385 'Vermlandsgade', er fremsendt af Teknik- og Miljøforvaltningens enhed Område for Bygninger.
Løsning
Tovholdergruppen har drøftet sagen og indstiller at lokaludvalget ikke har kommentarer til naboorienteringen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sekretariatet fremsender evt. høringssvaret til forvaltningen umiddelbart efter lokaludvalgsmødet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Lokaludvalget svarer forvaltningen at man ikke har kommentarer til sagen.