Mødedato: 24.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Naboorientering: Krimsvej 5 – dispensation fra lokalplan 425

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Miljø & Plan Arbejdsgruppen indstiller,

1) At Amager Øst Lokaludvalg drøfter naboorienteringen vedr. Krimsvej 5 – dispensation fra lokalplan 425
2) At Amager Øst Lokaludvalg godkender det bilagte udkast til høringssvar 

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget naboorienteringen vedr. Krimsvej 5 – dispensation fra lokalplan 425. Fristen for at indsende bemærkninger til naboorienteringen er fredag den 11. april.

I forbindelse med udviklingen af boligprojekt for Krimsvej 5 har Årstiderne Arkitekter på vegne af Danica Ejendomsselskab ApS den 14. februar 2014 søgt om tilladelse til at opføre en bebyggelse på 11 x 60 meter i varierende højde fra 3-7 etager på Krimsvej 5. Bebyggelsen skal rumme ejerlejligheder og vil blive udført i kløvet naturskifer.

Opførelse af bebyggelsen forudsætter dispensation fra lokalplan nr. 425 "Krimsvej".

Boligprojektet er i overensstemmelse med lokalplanens hovedformål om at skabe et attraktivt, moderne, tæt og integreret byomdannelsesområde for boliger, serviceerhverv og offentlige formål med høj arkitektonisk kvalitet i nybyggeri.

I følge lokalplanen må stokbyggeri dog højst være i 5 etager inklusiv tagetage, og må maksimalt være 10 meter i dybden og 40 meter i længden. Samtidig viser en tegning af den pricipielle bebyggelsesplan i lokalplanen dog også, at byggefeltet på Krimsvej 5 er på 10 x 60 meter i 4-6 etager. Der er derfor uoverenstemmelser i selve lokalplanen.
 
Med sin størrelse på 11 x 60 meter med en del af bygningen i 6. og 7. etages højde opfylder boligprojektet derfor ikke lokalplanen og dens bebyggelsesplan. Bebyggelsprocenten på 130, friarelkravet på 50% samt gældende parkeringsnormer overholdes med det ønskede boligprojekt.

Center for Byplanlægning i Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at projektet med sit materialevalg, sin volumen og den varierede bygningshøjde fra 3-7 etager markerer sig godt i området og giver et dynamisk modspil og variation til de planlagte omgivende bygninger.

Skyggediagrammerne for det ønskede boligprojekt viser en øget skyggevirkning på den vestlige del af den planlagte rækkehusstok nord for bebyggelsen den 21. marts kl. 9.00 og kl. 12.00. Der er primært tale om skyggevirkninger på friarealer. Skyggevirkninger­ne den 21. juni er uændrede i forhold til de omkringliggende bebyg­gelser. 

 

Løsning

Miljø & Plan Arbejdsgruppen har drøftet sagen på dets møde den 9. april. Arbejdsgruppen har på den baggrund udarbejdet bilagte høringssvar, som er indset til Teknik- og Miljøforvaltningen under forudsætning af Amager Øst Lokaludvalgs endelige godkendelse.

Resume af arbejdsgruppens drøftelse:

  • Arbejdsgruppen protesterer mod, at forvaltningen gang på gang dispenserer fra gældende lokalplaner. Arbejdsgruppen efterlyser en mere konsekvent holdning til overholdelse af eksisterende planer 
  • Forvaltningen skal sørge for at en bredere kreds af beboere/naboer omkring det berørte område høres i forbindelse med en nabohøring
  • Den oprindelige lokalplan med stokbebyggelse på 40 x 10 meter skal bevares. Således skal det skrevne ord i lokalplanen følges
  • Det er problematisk, at bebyggelsen inddrager en større andel af grunden end der lægges op til i lokalplanen, når bebyggelse i højden tidligere i processen netop har været et argument for at give områdets beboere mere luft og plads på grundarealet
  • På den baggrund fraråder Miljø & Plan Arbejdsgruppen, at der dispenseres fra Lokalplan 425 i forbindelse med etableringen af bebyggelse på Krimsvej 5.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden bemærkninger
Til top