Beslutning: Høringssvar vedr. intern høring af Kommuneplan 2024
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
- at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar ifm. intern høring af Kommuneplan 2024
- at lokaludvalget afsætter 5.000 kr. til et borgermøde i forbindelse med den offentlige høring af kommuneplanen
Problemstilling
Udkast til Kommuneplan 2024 er sendt i intern høring hos lokaludvalg m.fl. med svarfrist den 6. juni.
Kommuneplanen består af en politisk hovedstruktur samt rammer og retningslinjer.
Den politiske hovedstruktur
I kommuneplanen videreføres den strategiske retning fra kommuneplanstrategien som ny hovedstruktur for kommuneplanen. Der er indskrevet følgende tilføjelser, der afspejler Økonomiforvaltningens indstilling til nye tiltag i kommuneplanens rammer og retningslinjer:
- Nye væsentlige tiltag i kommuneplanens regulering (markeret med blå baggrundsfarve i hovedstrukturen) som beskriver forslag til ændringer i kommuneplanen indenfor følgende:
- Rækkefølgeplanen (s. 24-25)
- Tætheder i byen (s. 26-27)
- Bilparkering (s. 36-39)
- Cykelparkering (s. 40-41)
- El- og delebiler (s. 42-43)
- Boligstørrelser (s. 62-67)
- Blandet by (s. 68-69)
- Erhvervsudvikling (s. 84-85)
- Grøn forsyning (s. 98-101)
- Byens kulturarv (s. 106-107).
- Bydele i fokus (s. 108-123), som beskriver de væsentligste rammeændringer (fra bilag 3 og 5) til konkrete byudviklingsprojekter fordelt på fire overordnede bydelsafgrænsninger.
Amager Øst beskrives på side 120-122. - Ajourføring af den strategiske retning fra kommuneplanstrategien med udvalgte resultater fra baggrundanalyserne til kommuneplanen, som giver anledning til forslag om enkelte nye målsætninger og redegørende tekst herom.
Den digitale kommuneplan er tilgængelig på kp24.kk.dk, hvor det vil være muligt at se alle rammer, retningslinjer samt redegørelse og kort.
Løsning
Kommuneplangruppen har på baggrund af bemærkninger på lokaludvalgets møde den 25. april udarbejdet det bilagte udkast til høringssvar.
Kommuneplangruppen foreslår, at lokaludvalget i forbindelse med den offentlige høring af kommuneplanen afholder et borgermøde den 25. september kl. 19-21. I den forbindelse indstilles det, at lokaludvalget afsætter 5.000 kr. til lokale, forplejning og kommunikation.
Program for borgermødet:
- Introduktion til kommuneplanen v. Økonomiforvaltningen
- Politikere giver deres bud på visioner for udviklingen af København
- Debat ved bordene om følgende emner: trafik & parkering, boligpolitik, udvikling af kultur- og idrætsfaciliter, kulturarv.
Økonomi
Der afsættes 5.000 kr. af 2024 puljemidlerne.
Videre proces
Sekretariatet fremsender høringssvaret til Økonomiforvaltningen.
Økonomiforvaltningen vil på baggrund af høringssvarene fra den interne høring udarbejde en hvidbog og et revideret forslag til Kommuneplan 2024 frem mod behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i august 2024.
Herefter følger 8 ugers offentlig høring forventeligt i september og oktober 2024 inden vedtagelse forventeligt i december 2024.
Beslutning
Der blev stillet forslag om at side 2 linje 10-15 udgår. Forslaget blev ikke vedtaget (5 for, 11 imod, 2 undlod)
For stemte: Grith Pontoppidan, Frank Lambert, Felicia Fock, Klaus Bruun, Bente Lildballe.
Imod stemte: Rune Solvang, Jørgen Mark Pedersen, John Møller Jørgensen, Henrik Hemmingsen, Martin Duus, Marianne Moegreen, Ole Buch, Robert Olsen, Jens William Grav, Susanne Møller, Lasse Rossen.
Undlod at stemme: Trine Stausgaard Munk, Joan Antonsen.
Der blev stillet forslag om tilføje, at "et mindretal mener" i starten af side 2 linje 10 og "hvilket flertallet er uenige i" efter linje 15. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Der blev stillet forslag om at side 1 linje 24-26 udgår. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Der blev stillet forslag om at tilføje grønne områder, hvor der nævnes kultur og idræt (side 2 linje 3, 26, 29, side 3 linje 24). Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Der blev stillet forslag om at tilføje side 2 linje 35-36 "bedre cykelinfrastruktur". Sætningen omformuleres til Hovedvægten må lægges på en bedre cykelinfrastruktur og mere effektiv kollektiv transport, inkl. mere metro som alternativ til den stigende privatbilisme. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Der blev stillet forslag om at side 2 linje 44 udgår. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Der blev stillet forslag om ændring af linje 40-41 til at skrive at "LU støtter op om delvis bilfri..." Forslaget blev ikke vedtaget.
Der blev stillet forslag om at tilføje side 3 "samt at der planlægges efter et sammenhængende grønt område langs kysten". Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Det samlede høringssvar blev vedtaget uden afstemning.
Vedr. indstillingens 2. at-punkt:
Der blev stillet forslag om at natur, miljø og klima tilføjes til de emner der debatteres på borgermødet. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Der afsættes 5.000 kr. til borgermødet.