Forudgående høring: Plejecenter ved Sundparken
Indstilling
Formanden indstiller
1. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter høringen
2. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter det på mødet omdelte høringssvar
Problemstilling
Amager Øst Lokaludvalg har den 12. april modtaget forudgående høring vedr. etablering af et plejecenterprojekt samt et seniorbofællesskab på FSB´s grund i Sundparken på hjørnet af Strandlodsvej og Lergravsvej. Høringsfristen er den 6. maj 2018.
Lokaludvalget har tidligere været i dialog med Sundheds- og Omsorgsudvalget omkring etablering af et plejecenter i bydelen idet der pt. ikke er plejehjem beliggende i Amagerøst. Processen har strakt sig over flere år og udfordringen har været at finde en byggegrund der har vist sig egnet til formålet.
Om plejehjemmet:
Selve udbuddet om plejehjemmet er gennemført blandt de almene boligselskaber der skulle byde ind med et ledigt og egnet grundareal der kan huse et plejecenter med et samlet bruttoetageareal på ca. 6.000 m2 -17.000 m2 svarende til ca. 70-200 plejeboliger med tilhørende servicearealer. Det endelige antal plejeboliger vil afhænge af projektforslagenes evne til at kombinere beliggenhed, grundstørrelse og funktionalitet. I forbindelse med udbuddet blev der – udover alle Sundheds- og Omsorgsforvaltningens normale faglige krav til indretningen af plejecentret - endvidere stillet krav om:
-
at alternative og innovative løsningsforslag der disponerer plejecentret på en ny og anderledes måde – men samtidigt opfylder de grundlæggende funktionskrav – vil blive vægtet højt.
-
Bebyggelsen skal så vidt muligt formidle en fysisk, kulturel og social sammenhæng med lokalområdets egenart. Det er derfor vigtigt at plejecentret bygningsmæssigt forholder sig til lokalområdet og videst muligt omfang invitere til interaktion mellem plejecentret og naboer/lokalsamfund.
-
Plejecenteret kan med fordel kombineres med eksempelvis seniorboliger (i størrelsesordenen 15-30 stk.), familieboliger og/eller kommunale institutioner mv. såfremt grundarealet giver mulighed herfor. Hensynet til plejecenterets funktionalitet og størrelse vil dog blive vægtet højest i bedømmelsen af de indkomne projektforslag.
Der er på denne baggrund indkommet et bud fra FSB med et grundareal ved Sundparken og projektforslaget er blevet prækvalificeret. Processen er herefter at buddet fra FSB skal projekttilpasses i forhold til det præcise antal boliger, placering på grund, udearealer, parkering osv. Der skal sideløbende hermed udarbejdes lokalplan og skema A for projektet. Byggestart kan forventes at blive i ca. 2020/2021 med åbning i ca. 2022/2023.
Om den aktuelle høring:
Der har den 16. april været afholdt et dialogmøde med Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen samt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Her har parterne redegjort for høringens indhold. Medlemmer af lokaludvalget har efterfølgende udarbejdet et udkast til høringssvar, som vil blive omdelt på mødet.
Løsning
At Lokaludvalget drøfter høringen og godkender høringssvaret.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Beslutning
Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen.
Flere medlemmer fremlagde ændringsforslag til høringssvaret, og ændringsforslagene blev vedtaget uden afstemning. Herfra dog undtaget sætningen "og ikke som her i et grønt område udlagt som park". Der blev begæret afstemning om hvorvidt sætningen skal indgå i høringssvaret.
For forslaget om at sætningen udgår stemte: Susanne Møller, Jens William Grav, Nicki Wassmann Brøchner, Randi Johanne Sørensen, Ole Pedersen, Amina Charai, Nanna Tofte, Merete Christiansen, Lasse Rossen, Tom Christensen, Hans J. Møller.
Imod forslaget om at sætningen udgår stemte: Rasmus Steenberger, Rikke Lauritsen, Bo Jensen, Karl Vogt-Nielsen.
Følgende undlod at stemme: Oksana Gjermstad, Frank Lambert, Maj Tellefsen, Rasmus Munch Søndergaard, Ole Meldgaard, Martin Hein.
Dermed blev det besluttet at sætningen udgår af ændringsforslaget.
Høringssvaret blev herefter godkendt uden afstemning med de på mødet faldne bemærkninger.