Mødedato: 26.03.2025, kl. 18:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Budgetønsker til teknik- og miljøområdet 26'

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget indsender nedenstående 2 budgetønsker til Budget 26' på teknik- og miljøområdet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget har inviteret lokaludvalgene til at melde ind med budgetønsker på teknik og miljøområdet til Budget 26'. Processen er som de foregående år, at hvert lokaludvalg prioriterer 2-3 budgetønsker, der er vigtigst for lokaludvalget og lokalområdet.

Teknik- og Miljøudvalget har været meget glade for processen de tidligere år, hvor det har givet mulighed for en fælles drøftelse for udvalgets budgetseminar.

Processen er planlagt således, at lokaludvalgene indsender deres foreløbige budgetønsker, som forvaltningen så kvalificerer og giver feedback på. Lokaludvalgene får så mulighed for at tilrette budgetønskerne og melder så deres ønsker ind til TMU's budgetseminar.

Østerbro Lokaludvalg indsendte i januar 2025 til den første indmelding følgende 3 budgetønsker:

  • Vibenshus Runddel
  • Busstop til havnebussen ved Isbjørnen
  • Mulighed for parkering på offentlige institutioners p-pladser

Teknik- og Miljøforvaltningen har givet feedback på de indsendte ønsker. Ønsket omkring busstop ved isbjønen ligger ikke inden for Teknik- og Miljøforvaltningens resortområde, og kan derfor ikke medtages. Lokaludvalget henvises til at melde dette ønske ind gennem andre kanaler, da busdrift (herunder havnebussen) er placeret i Økonomiforvaltningen.

Se Teknik- og Miljøforvaltningens tilbagemeldinger i vedhæftede bilag.

Løsning

Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet sagen og anbefaler, at lokaludvalget fastholder de to resterende budgetønsker og ikke supplerer med yderligere ønsker.

Følgende ønsker anbefales indmeldt:

  1. Trafikalt virvar Vibenshus Runddel

Østerbro Lokaludvalg ønsker en foranalyse af trafikken på Vibenshus Runddel - for at finde en helhedsorienteret trafikal løsning med bedre tilgængelighed og fremkommelighed, særligt for fodgængere.

Derfor ønsker lokaludvalget en foranalyse, der indtænker disse idéer:

  • Bedre muligheder for højresving fra Jagtvej mod nord ad Lyngbyvej. Fx ved etablering af to højresvingende baner.
  • Bedre og sikrere muligheder for fodgængere til at krydse Lyngbyvej.
  • Bedre og mere sikre muligheder for cyklister ad Jagtvej for at krydse Lyngbyvej fra øst til vest.
  • Cykelsti mod Nørrebro før Lyngbyvej flyttes ind til fortovet.
  • Sving af Samsøgade forbydes ved en ensretning mod Jagtvejen.
  • Aldersrogade genåbnes for cykler ud til Lyngbyvej.
  •  

2. Parkering på offentlige institutioners p-pladser

Forslag om en løsning, så beboere med beboerlicens skal kunne parkere på offentlige institutioners p-pladser i tidsrummet kl.16-08 samt i weekender og på helligdage.

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes indsender sekretariatet budgetønskerne til teknik- og miljøforvaltningen.

Beslutning

Finn Kristiansen stillede ændringsforslag om, at der til budgetønske 1 om Vibenshus Runddel tilføjes følgende under ønsker til foranalysen:

"En mulighed for at etablere en forbindelse for cyklister og fodgængere med en krydsbro, med inspiration fra Åbuen (forbindelsen over Ågade)."

Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget:

For stemte 12 

Imod stemte 2 

Undlod 6

Ændringsforslaget blev tiltrådt, og tilføjelsen indføres i budgetønske 1 om Vibenshus Runddel.

David Rønne stille ændringsforslag om at erstatte punkt 2 om parkering på offentlige institutioners p-pladser med lokaludvalget bydelsplanprojekt, Østerbrogade Nord.

Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget:

For stemte 10

Imod stemte 9

Undlod 1

Ændringsforslaget blev tiltrådt og lokaludvalgets bydelsplanprojekt, Østerbrogade Nord indsættes som budgetønske 2.

Finn Kristiansen stille forslag om at medtage det tidligere budgetønske 2, Parkering på offentlige institutioners p-pladser som et budgetønske nr. 3

Lokaludvalget stemte om forslaget:

For stemte 11

Imod stemte 5

Undlod 4

Forslaget blev tiltrådt og budgetønsket om parkering på offentlige institutioners p-pladser indsættes som budgetønske nr. 3.

 

Lokaludvalget indsender 3 budgetønsker i følgende rækkefølge:

1. Trafikalt virvar Vibenshus Runddel (med tilføjelse af idé og krydsbro)

2. Østerbrogade Nord

2. Parkering på offentlige institutioners p-pladser.

 

Til top